En otte meter lang reklameballon fyldt med helium har revet sig løs over Odense Zoo og er fløjet på afveje.
Onsdag klokken 12.05 rev en luftballon, som er formet som en bombe, sig løs og svæver nu rundt et ukendt sted over Fyn, skriver bt.dk.
- Den kan være til fare for flytrafikken, for det er ikke særligt sjovt at flyve ind i en heliumballon, så vi har underrettet den lokale flyveplads og Kastrup Lufthavn, siger vagtchef hos Fyens Politi Jesper Fält.
Ballonen er hvid med orange skilte på siderne og blå i enderne og har svævet over Odense Zoo hele sommeren. Politiet ved ikke, hvor ballonen er fløjet hen, men den er formentlig fløjet mod Øst i retning af Ørbæk og Nyborg. Ifølge Naviairs oplysninger er ballonen muligvis på vej mod Sverige.
- Den forventes at eksplodere, når den stiger til tre kilometers højde. Vi regner med, at den falder ned på en mark, men der er ikke nogen hårde genstande som jernstativ eller træ, så vi regner ikke med, at man kommer til skade, siger vagtchefen fra Fyns Politi.
Det bliver sandsynligvis bare noget stof og snor en intetanende person risikerer at blive ramt af, hvis luftballonen da ikke allerede er faldet ned på en mark.
BNB



