Hun troede, hun var blevet årets passager nummer 15 million. Men i virkeligheden var det hele en romantisk dækhistorie.

Da Louise mødte op i Københavns Lufthavn lørdag den 1. juli for at rejse til Caribien med sin familie og kæresten Mark, blev hun pludselig stoppet i sikkerhedstjekket, hvor hun fik at vide, at hun var passager nummer 15 million i år.

Hun blev derfor overrasket med blandt andet at få lagt en rejsemakeup.

Men i virkeligheden var det hele en dækhistorie. For kæresten Mark havde helt andre planer - og han havde allieret sig med lufthavnen for at føre dem ud i livet.

Det oplyser Københavns Lufthavn på Facebook, hvor lufthavnen har delt en video af den romantiske episode.

Mens Louise fik lagt makeup, smuttede Mark af sted for at skifte til jakkesæt. Da makeuppen sad, som den skulle, kunne Louise pludselig over højtalerne høre, at hun blev bedt om 'at kontakte informationen i transithallen', mens Københavns Lufthavn begyndte at vise billeder af parret på storskærme rundt omkring.

I transithallen ventede Mark - med en ring.

»For lidt over to et halvt år siden mødte jeg en glad og levende, fantastisk pige,« sagde han til hende, før han gik ned på knæ og fortsatte:

»Jeg er så lykkelig for dig, og jeg elsker dig. Derfor vil jeg gerne spørge dig, Louise: Vil du gifte dig med mig?«

Med tårer i øjnene og smil på læben nikkede Louise gentagne gange sit 'ja', før hun kyssede sin kommende mand.

Videoen af hele overraskelsen har Københavns Lufthavn søndag formiddag delt på Facebook. Her har den indtil videre fået mere end 2.000 likes, den er blevet delt 94 gange, og mere end 120 har kommenteret den og ønsket parret tillykke.

Københavns Lufthavn oplyser til BT, at man fik mailen fra Mark, hvor han bad om lufthavnens hjælp, den 12. juni. Siden har lufthavnen været i kontakt med ham og forberedt frieriet, som fandt sted den 1. juli.