Fire familier i lille vestjysk by vinder 43,8 millioner. Ingen ved, hvem det er. Men alle spørger: Hvor længe kan de skjule det?

Gitta Pedersen hilser på sine kunder ved navn, når de træder ind i butikken. Her i byen kender alle jo alle, som hun siger.

Men i den forgangne uge har der været et værre rend end normalt ind og ud ad hendes butiksdør. En lottomaskine, placeret midt mellem dametøj, parfumer og uldsokker, har nemlig i den grad forgyldt den lille by i Sydvestjylland.

- Folk kommer jo herind for at spørge, om jeg ved, hvem vinderen er. Eller om jeg har hørt noget. Det er klart, at alle er meget nysgerrige, fortæller Gitta Pedersen.

- Og ja, så har jeg faktisk solgt lidt mere lotto, end jeg plejer, siger hun.

Gitta Pedersen ejer Butik Telma, en kombineret post-, kosmetik- og tøjbutik midt i byen Agerbæk, og i sidste uge solgte hun den lottokupon, der indbragte vinderen den nette sum af 43.853.592 kroner. Den andenstørste lottogevinst i danmarkshistorien.

Vinderen viste sig at være ikke bare en, men fire familier, der alle bor i Agerbæk eller omegn. En by med bare 1.327 indbyggere. Og en by, hvor det nok ikke bliver helt let at skjule, at man er blevet 10.963.398 kroner rigere. Men de fire familier har indtil videre gjort, hvad de kunne. De har efter anbefaling af Danske Spil indløst kuponen i en anden by, og i Agerbæks lokale Brugs er der da heller ingen, der har købt champagne for nylig, siger de.

Ingen vilde tøjkøb

I Tøj-Torvet, som er byens vel største butik, er ejeren godt tilfreds med, at det er folk fra lokalsamfundet, der har vundet de mange penge.

Men heller ikke her er der nogen, der har været inde at svinge dankortet nævneværdigt siden lørdag, hvor vinderen blev udtrukket.

- Hvis du finder ud af, hvem det er, så må du gerne komme tilbage og sige det, lyder det fra en ældre kvinde i frisørstolen hos byens frisør, Zig Zag.

Her i salonen er snakken gået flittigt hele ugen, fortæller indehaver Lotte Madsen.

- Folk går jo og gætter på, hvem det er. Der er en del teorier efterhånden. Det må være svært at blive ved med at holde hemmeligt, siger hun.Et af rygterne i byen er, at vinderne er én og samme familie. Altså et ældre ægtepar og deres tre børn. Og så kan man igen begynde at gætte.

Det var på tekst-tv, vinderne sidste lørdag opdagede, at de var blevet 43,8 mio. rigere. Søndag aften henvendte de sig så til Danske Spil, og dagen derpå gik snakken livligt i Krostuen, som hører til byens lille hotel.

- Alle snakkede om det, men ingen vidste, hvem det var. Nu går vi og spørger kunderne lidt for sjov, om det mon er dem, der har vundet, siger medarbejder Iben Godtfredsen.

Lykkens gudinde

I Butik Telma bliver Gitta Pedersen nu kaldt ’lykkens gudinde’. Det er ikke engang fire år siden, at hendes lottomaskine i tøjbutikken berigede en anden af byens borgere med lidt over en million kroner.

Så hvorfor ikke en tredje gang også?, som man siger i byen.

Men nu må den sædvanlige ro dog godt snart indfinde sig i det lille samfund igen, mener Gitta Pedersen.

- Der har været så meget postyr, og der er jo nogle, der mener, at de ved, hvem vinderne er. Men jeg ved altså, hvem der køber lotto her i byen. Og nogle af dem, der bliver gættet på, har aldrig købt en kupon. Så meget ved jeg da, siger hun.