De ældre rådner op på plejehjemmene, lyder det fra Lotte Heise, som lige nu er aktuel med en ny bog og et foredrag om de tre et halvt år, hun boede sammen med sin handicappede mor.
For fire et halvt år siden blev den dengang 75-årige Inge Heise ramt af en blodprop i hjernen. Hun blev lammet i højre side, lænket til en kørestol og mistede evnen til at tale. Diagnosen hedder ekspressiv afasi. På et øjeblik blev den tidligere gymnasielektor og aktive pensionist, mor og mormor dybt handicappet og fuldstændig afhængig af andres hjælp.
Den ene dag sad hun i sit eget dejlige hus med bridge-veninderne i Hvalsø. Den næste var hun fanget på et plejehjem, hvor hun følte, at alle talte til hende, som om hun var et barn. Inge Heise blev ramt af en svær depression og havde bare lyst til at dø.
»Jeg spurgte mor, om hun havde lyst til at bo sammen med os i stedet for, og så smilede hun bare fra femøre til femøre,« husker Lotte Heise.
Speedsnakkeren er - med egne ord - "en ret impulsiv type", så der gik ikke lang tid fra, at hun havde tænkt tanken, til hun havde lejet et hus i Egå ved Aarhus. Her flyttede hun ind med moderen og sine to tvillinge-drenge, Joachim og Christian.
Kollektivet varede tre et halvt år og kom på godt og ondt til at vende op og ned på hverdagen for foredragsholderen og hendes drenge.
Det er de år, som Heise beskriver i sin nye bog "Selvfølgelig skal hun bo hos mig," som udkommer på torsdag.
»Selvfølgelig har det været hårdt, men det er det bedste, jeg har gjort i mit liv. For min mor blev jo glad. Det hjalp hende med at acceptere tingene, som de er nu.«
Da Inge Heise var aller mest deprimeret, fortalte hendes datter hende, at hun ikke ville hjælpe hende med at dø, selv om hun er overbevist om, at det var det moderen ønskede.
»Jeg ville godt hjælpe min mor med at dø, hvis det var lovligt. Men jeg har sagt til hende, at jeg ikke gør det, fordi det ikke er lovligt. Hvis jeg gør det, kommer jeg i fængsel.«
»En veninde og jeg har undersøgt, om vi kunne få fat i nogle stærke piller på det sorte marked, men det kunne ikke lade sig gøre. Så snakkede vi om at tage til Holland, men det kunne heller ikke lade sig gøre.«
Efter årene hos Lotte og hendes drenge har moderen det meget bedre. Hun har sluttet fred med tanken om, at hun ikke kan tale og er lænket til en kørestol og afhængig af andre resten af sit liv. Men døden er stadig et tema for både hende og hendes datter.
»Jeg forstår simpelthen ikke, at aktiv dødshjælp ikke er lovlig i Danmark. Vi har en eller anden forkvaklet opfattelse i det her land af, at liv under alle omstændigheder er bedst. Der er godt nok mange mennesker i denne verden, der ville have det meget bedre, hvis de fik lov at dø,« understreger Heise.
Inden i er den nu 79-årige kvinde lige så frisk, som hun altid har været, men hun kan stadig kun sige gangske få ord som »ja, ja,«, »nej, nej«, »meget godt« og så hendes faste vending: »Det er vigtigt at komme videre med....« Den sætning hjælper hende til at sig det, hun gerne vil have, som for eksempel »mad«, »musik« eller »toilet.«
Lotte Heises nye bog er en barsk skildring af, hvordan det er at blive gammel, syg og hjælpeløs i det danske velfærdssamfund. Og ikke mindst er den et vidnesbyrd fra en pårørende om, hvordan både systemet og alle os andre behandler syge, ældre og handicappede.
»Min mor er tidligere lektor i tysk og dansk, men pludselig talte alle til hende, som om hun var sinke.«
Lotte Heise fortæller om bryske og nedladende læger. Om sygeplejersker, der talte ned til moderen, som om hun var et mindre begavet barn, og om plejepersonale, som virkede, som om de slet ikke havde lyst til at arbejde med ældre mennesker.
Hjemme i Egå hyrede Lotte Heise - med hjælp fra kommunen - et privat hjemmehjælper-firma til at hjælpe med den praktiske pleje af moderen, men tit var det hende selv, der hjalp moderen på toilettet og sørgede for, at hun fik et bad. Dagene var skemalagte efter hver anden time, hvor hjælperne kom i huset. Bad, måltider og alt muligt andet skulle planlægges efter det. Dertil kommer Lotte Heises forsøg på at give sin mor så mange gode oplevelser som muligt samt kampen for, at hun får den hjælp, hun har krav på.
Både mor og datter er overbeviste om, at årene under samme tag var afgørende for, at Inge Heise kunne forlige sig med sin skæbne.
»Selvfølgelig har det været hårdt, men det er samtidig også det bedste, jeg har gjort i mit liv. For min mor blev jo glad. Det hjalp hende med at acceptere tingene, som de er nu.«
»Det er et kæmpe skridt fra det ene øjeblik til det andet at gå fra at bo i sit eget lækre hus i Hvalsø og til at sidde i en kørestol på et fucking plejehjem, så jeg tror ikke, det var gået uanset hvilket plejehjem, hun var havnet på.«
Det var fra starten meningen, at bofællesskabet skulle vare en begrænset periode. I februar flyttede Inge Heise ind på Kløckershave i Gentofte. Her har hun et værelse med eget bad og køkkenfaciliteter, men der er tilknyttet personale, som hjælper hende med personlig pleje og alt andet praktisk.
Lotte Heise indrømmer da også, at det har været en lettelse, at hendes mor »flyttede hjemmefra« igen.
»Nogle gange var jeg så træt, at mine drenge blev nervøse for, om jeg kunne klare det,« fortæller hun.
»Jeg tror, mine drenge har syntes, at det var mest træls. Men jeg tror, de har tilgivet mig. Det kan da godt være, jeg havde været en bedre mor, hvis jeg havde været en dårligere datter, men det tror jeg nu ikke.«
