De største kommuner i Danmark har indført lokale fattigdomsgrænser. På den måde slår de et ekstra slag for fattigdomsindsatsen og presser regeringen til at indføre en national grænse.
Når regeringen ikke definerer en landsdækkende fattigdomsgrænse, må det gøres lokale. For det kan presse regeringen til at sætte mere fokus på de fattige.
Sådan lyder planen fra landets største kommuner, og det betyder, at hver sjette dansker er omfattet af en officielt fattigdomsgrænse, og det kan snart blive til hver femte, skriver Kristeligt Dagblad.
Aarhus Kommune fulgte Københavns Kommunes eksempel fra 2008 og indførte i begyndelsen af februar en lokal fattigdomsgrænse. Samme overvejelser ligger hos Aalborg Kommune, og sker det, vil flere end en million af danskerne bo i et område, hvor der bliver målt på, om de er fattige.
Strategien med fattigdomsgrænserne er klar: Der skal lægges pres på regeringen, så en landsdækkende grænse kan blive indført, lyder det fra blandt andre Lars Aslan Rasmussen (S), der er medlem af socialudvalget i Københavns Kommune.
- Hovedformålet med den københavnske grænse er at presse regeringen. Det er afgørende, at regeringen løfter fattigdomsopgaven, og det er bare med at komme i gang, for som kommune kan vi ikke løse problemet alene, siger han til Kristeligt Dagblad.
I Aarhus er årsagen enslydende. Her er fattigdomsgrænsen blevet til med enighed fra Socialdemokraterne, De Radikale og SF.
- Vi vil sende et signal om, at nogle er så fattige, at samfundet må gøre en ekstra indsats. Den grænse, vi har indført, er et konkret arbejdsredskab, som skal gøre os klogere på fattigdomsudviklingen, og regeringen bør lade sig inspirere, siger Thomas Medom, politisk ordfører for SF i Aarhus Byråd og initiativtager til fattigdomsgrænsen.
I Aarhus Kommune er fattigdomsgrænsen defineret ud fra tal fra OECD, den internationale samhandelsorganisation. Tjener man færre penge end det halv af samfundets medianindkomst, er man ifølge OECD fattig. Den aarhusianske grænse ligger dermed på 100.000 kroner efter skat om året.
I hovedstaden er den lokale grænse lavet ud fra flere beregningsmodeller, hvor fattigdom defineres ud fra en persons månedlige rådighedsbeløb og muligheden for basale nødvendigheder som madvarer og tandlægebesøg.
Den er der fordele ved, mener professor John Andersen, forsker i fattigdom ved Roskilde Universitet. Det har nemlig betydet, at der i budgetforliget er helliget penge til gældsrådgivning til københavnere, og oven i har kommunen kunnet lavet et »fattigdomslandkort«, som viser, hvor behovet for at give fattigdomsopgaven en ekstra skalle.
- Ved at have et fattigdomslandskort har kommunen blik for, hvor der skal sættes ind. Eksempelvis kan kommunen have en socialrådgiver ude på skolerne i de belastede bydele, så man hurtigere kan hjælpe udsatte børn, siger John Andersen til Kristeligt Dagblad.
