Bornholm Politi er kommet med en noget speciel efterlysning. De har nemlig fået en henvendelse fra en person, som har set et krokodille-lignende dyr ved Gudhjem Svømmehal. Nu efterlyser politiet en ejer.

'Vi har modtaget anmeldelse om en løs babykrokodille på 50 cm ved Gudhjem Svømmehal.' Sådan skriver politiet på Bornholm i et tweet.

I samme ombæring beder de om, at man ringer til politiet, hvis man mangler dyret på 50 cm. Til Ritzau fortæller den vagthavende hos Bornholms Politi, at der er tale om en dværgkaiman, som er undsluppet sin ejer.

Til BT siger vagtchefen:

»Jeg ved ikke så meget andet end, at vi fik en anmeldelse lidt i 17.30, hvor der er blevet set, hvad der minder om en babykrokodille i Gudhjem. Vi ved ikke, om der er tale om en babykrokodille, men vi har en patrulje, der er i området og som lige kigger forbi derhenne,« siger vagthavende ved Bornholms Politi Poul Bjerregaard.

Se også: Lille pige sender løve et flyvekys – den her reaktion havde hun nok ikke forventet

Han fortæller, at man ikke selv skal begynde at tage fat i kaimanen, hvis man ser en den.

»Det er nok bedst, man overlader sådan noget til folk, der ved, hvordan man håndterer en krokodille,« uddyber Poul Bjerregaard, der også kalder opkaldet om dværgkaiman for »usædvanligt«.

»Ja, jeg spidsede lige lidt ekstra ører,« forklarer Poul Bjerregaard.

Politiet på Bornholm vil også gerne høre fra folk, der blot har set den lille kaiman.

De kan kontaktes på 114, hvis man har set dyret.