Togtrafikken lørdag morgen kører helt normalt, efter en bombetrussel mod Odense Banegård skabte store forsinkelser fredag. Dog er IC Bornholm aflyst, men det skyldes en storm, oplyser DSB.

Titusindvis af danskere kan som planlagt bevæge sig hjem på juleferie med DSB lørdag.

Tidligt lørdag morgen oplyser DBSs pressevagt således, at togene kører helt normalt, efter en bombetrussel mod Odense Banegård fredag aften lammede togtrafikken i fire timer og skabte enorme forsinkelser.

»Vi kører helt normalt over hele landet på nær IC Bornholm. Men den er aflyst på grund af en storm, så det har intet med bombetruslen at gøre,« oplyser pressevagten.

Fredag var en af årets travleste julerejsedage, hvor en halv million mennesker kørte med tog fra et sted i landet til et andet. Dog topper juletrafikken først mandag og tirsdag.

DSB skønner, at i alt 30.000 rejsende var berørt af fredagens bombetrussel, der viste sig at være falsk alarm.