En fordobling af lønnen på knap 10 år. Men det er de færreste lønmodtagere, der kan prale af den statistik.

Netop sådan ser lønsedlen ud i hjørnekontorerne hos de største danske virksomheder. Her er direktørernes timeløn i gennemsnit steget med 86,7 procent siden 2001. Til sammenligning må en almindelig håndværker, hjemmehjælper eller lastbilchauffør nøjes med en lønstigning på 2,6 pct. i samme periode.

- Det er ikke særlig klogt, siger Per Christensen, formand for 3F, om tallene, der stammer fra en beregning, som centrum-venstre-tænketanken Cevea har lavet.

- Topledelsen risikerer at undergrave den helt afgørende fællesskabsfølelse, som er en stor styrke i de fleste danske virksomheder: At vi er i samme båd, og at alle tænker på at betrygge arbejdspladserne og virksomhedens fremtid, lyder det fra 3F-formanden.

Beregningen fra Cevea viser, at direktørerne i de største virksomheder i Danmark, de såkaldte C20-virksomheder, fra 2001-2012 har fået 1.449 kr. mere i timen, når der korrigeres for generelle prisstigninger.

Målt på kroner og øre har en typisk medarbejder i en 3F-stilling gennemsnitligt fået seks kroner mere i timen.

Det findes der dog en helt naturlig forklaring på, lyder det fra en professor på Copenhagen Business School (CBS). Jo flere ansatte, des mere tjener direktøren. Og her ligger de danske C20-virksomheder helt i top.

- De ejere, der har en stor virksomhed, der skal ledes, skal være endnu mere oppe på mærkerne for at finde den bedste, og for at tiltrække dem, så er de nødt til at tilbyde mere i løn, siger Niels Westergård-Nielsen, professor i økonomi på CBS.

Samtidig har den økonomiske krise generelt pustet direktørlønningerne op blandt C20-virksomhederne.

- Tendensen har været, at man havde brug for direktøren og var derfor tilbøjelig til at holde på ham. Særligt under krisen var det hele på vulkaner. I mange selskaber var direktørerne livlinen, ellers var de blevet ruineret, siger Niels Westergård-Nielsen.

Han påpeger også, at forretningen generelt set går godt blandt det fornemme selskab af C20-milliardvirksomheder - hvilket også påvirker direktørernes bonusser.