Eksperter advarer om store skævvridninger i samfundet som følge af regeringens nye boligudspil.

Tryghed for boligejerne. Det er den overskrift, som skatteminister Karsten Lauritzen har valgt til Løkke-regeringens nyeste udspil til en boligskatte-reform.

Men jo rigere du er, des tryggere bliver du. Det fremgår med al tydelighed af den beregning, som BT i dag kan fremlægge, der er udarbejdet af skatteministeren og ministeriet i et svar til Socialdemokratiets Jesper Petersen.

I den beregning kan man læse, at mens hovedparten af de almindelige boligejere vil få en årlig gevinst på 3.200 kr., kan de, som ejer landets 1.000 dyreste boliger se frem til 40.600 kr. mere i godteposen.

En voldsom skævvridning af et i forvejen alt for skævt samfund, siger ekspert.

»Forslaget vil klart være med til at skabe større ulighed i samfundet,« siger Bent Greve, professor og skatteekspert fra RUC, og tilføjer:

»Det her giver en stor skævvridning mellem dem, der har ejerbolig, og dem, der ikke har. Mellem dem, der har dyre boliger, og dem, der ikke har. Mellem dem, der bor i hovedstadsregionen, og dem, der bor ude på landet.

Rige høster fortjenesten

I den forenklede form er det godt nyt for dem, der har høje indkomster, godt nyt for mange ældre, men skidt nyt for folk, der bor på landet, har lave indkomster eller bor til leje,« siger Bent Greve.

Også Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har svært ved at se ’trygheden’ i det nye udspil.

Her har man lavet egne beregninger udfra VLAK-regeringens udspil, og har i den analyse medregnet finansieringen af boligskattepakken, nemlig det reducerede rentefradrag.

Også her er konklusionen, at det er de rige, der høster den største fortjeneste.

»Så det er jo interessant, at Skatteministeriets egne beregninger med al tydelighed viser samme pointe, som vi har. Nemlig at det er en kæmpe gevinst for dyreste boliger, hvoraf hovedparten efter min bedste vurdering ligger i Nordsjælland,« siger analysechef Jonas Schytz Juul.

Han medgiver – som det også fremgår af Skatteministeriets tabel – at alle ejerboliger i Danmark med udspillet vil opnå en gevinst i form af skattelettelser. Men hvor stor, tør han ikke spå om.

»I ministeriets beregninger er tallet sat til 3.200 kr. årligt. Men i det beløb er den negative værdi af det nedsatte rentefradrag ikke medregnet. Så er det noget lavere, men præcis hvor meget, har vi ikke mulighed for at beregne. Ifølge vores generelle beregninger betyder sænkningen af rentefradraget dog i gennemsnit 2.500 kr. i skattestigning pr. ejerbolig,« siger Jonas Schytz Juul.

Spørgsmål om finansieringen

Boligskatte-udspillet skal dog først stemmes igennem i Folketinget, og her kan VLAK-regeringen godt få svært ved at få flertal.

For regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er det for tidligt at kunne sige, om man kan støtte regeringens udspil, blandt andet fordi der er uafklarede spørgsmål ved finansieringen.

Udover en reduktion af rentefradraget ønsker regeringen at betale for lempelserne af boligskatten via fremtidige reformer.

»Men regeringen vil ikke sige, hvilke reformer der er tale om, og derfor ved vi heller ikke, hvordan det vil ramme fordelingsmæssigt og geografisk,« siger skatteordfører for DF Dennis Flydtkjær.

Og hos oppositionen mener Socialdemokratiet, at udspillet rammer helt skævt.

»En blankocheck til at lave en geografisk skæv boligskattelettelse til de rigeste boligejere i Nordsjælland, finansieret ved reformer, vi ikke ved, hvad går ud på. Det siger sig selv, at det støtter vi ikke,« siger skatteordfører Jesper Petersen (S) og uddyber.

»De, som bor i en lejebolig og måske har et billån, studiegæld, eller på anden måde har renteudgifter og derfor har gavn af fradraget, får bare et lavere fradrag uden at være inviteret med til festen hos de boligejere, der ender med at få gevinsten.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre.

Så skævt bliver Danmark med det nye boligskat-udspil

Beregninger og kort er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og viser effekten af de tre nye tiltag i regeringens boligskatudspil.
Disse tre tiltag er: Lavere rente- fradrag, afskaffelse af den høje sats for ejendomsværdiskat samt en fastfrysning af grundskylden.