Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har længe haft ry for at være en øl-glad herre. I et interview afslører han nu, at det faktisk kun er i sjældne tilfælde, at han nyder en øl.

Det skriver tv2.dk.

I et interview til programmet 'Min store dag' på TV2 Charlie forsøger værten, Jarl Friis Mikkelsen, på jokende facon at konfrontere Løkke med hans ry som fadølsbamse. Dog er det tydeligt at mærke, at statsministeren langt fra synes, det er sjovt.

»Det giver mig store praktiske problemer, at jeg har fået det image,« siger Lars Løkke Rasmussen i interviewet.

Han fortæller, at han eksempelvis får øl, når han er ude og holde foredrag i stedet for vin eller blomster, som ellers normalt er kutymen.

Han gør det desuden klart for Jarl Friis Mikkelsen, at han næsten aldrig drikker øl – selvom han godt ved, at der ikke er nogen, der tror på ham.

Lars Løkke Rasmussens kærlighed til øl har i flere omgange været et populært samtaleemne i Danmark. Tilbage i 2009 kom han i modvind, efter at han, ifølge Ekstra bladet, sammen med Søren Pind, angiveligt drak 20 snaps og fem fadøl til et arbejdsmøde.

I 2014 var Løkkes partifælde, Britta Schall Holberg, ude og udtale, at Lars Løkke drikker for meget.

Et år senere skrev Ekstra bladet, at Lars Løkke drak øl i arbejdstiden. Det skete, efter avisen havde fået aktindsigt i bilag, der viste eksempler på rejser, hvor der blev faktureret alkohol svarende til op mod fem genstande pr. person.

Lige siden har den danske statsminister haft kælenavne som Lille-Lars og Fadøls-Lars.