Når de vestindiske øer fredag blænder op for festlighederne i anledning af 100-året for overdragelsen af øerne fra Danmark til USA, deltager fra dansk side statsminister Lars Løkke Rasmussen, som uden tvivl vil blive konfronteret med ét tilbagevendende emne.
Undskyldningen. En undskyldning for slavehandelen.
Sådan én er aldrig faldet. Omend han selv er den, der er kommet tættest på, da han i sin nytårstale kaldte det en skamfuld del af danmarkshistorien..
Når en undskyldning er så svær, skyldes det ikke mindst, at i kølvandet på den følger frygten for en erstatning. Som virkelig kan løbe op.
Selvom det ikke direkte kan sammenlignes, har Tyskland eksempelvis betalt langt over 400 mia. kr. til nazisternes ofre og USA otte mia. til landets indianske befolkning.
Erstatning spiller ind
Og ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen spiller netop erstatning ind i forhold til en undskyldning.
»For med det vil komme alle mulige andre krav op. Hvis den ene kan få erstatning, kan den anden, tredje og syvende også. Og hvordan skal man overhovedet kunne gøre det op,« siger historikeren, som ikke er tilhænger af at undskylde.
»Det er et skråplan at komme ud på. Ikke mindst når det er så langt tilbage i tiden.«
Journalist og forfatter Alex Frank Larsen - som p.t. er på de vestindiske øer og netop har udgivet bogen ’Kongehusets joker’ om slaveriet - er dog en af dem, der mener, at en undskyldning er på plads.
»I ord, men især i handling - ved at samarbejde med efterkommerne af de danskes slaver for at rette op på følgerne af vores fælles historie. Herude er sporene fra slavetiden stadig meget synlige.
Genforening?
Vestinderne blev ikke spurgt eller taget med på råd, og USA har videreført den arrogance over for de koloniserede, som danskerne satte i system,« siger han og fortæller om mødet med en lokal direktør, som drømte om en genforening med Danmark:
’Hvorfor det? Jo, sagde han. Jeg har læst, at I er verdens lykkeligste folk. Tænk om vi bare kunne få en lille del af jeres velfærd her.’
