Kvælningslege, hvor børn og teenagere fremprovokerer besvimelser, har fået politiet til at advare. De livsfarlige lege er blevet en trend, og lige nu bliver der delt tips, tricks og videoer af legen på lukkede grupper på Facebook

To unge drenge sidder på hug i et klasseværelse. I baggrunden kan man høre andre elever, der griner og laver lyde. Drengene trækker vejret hastigt og febrilsk for at skabe hyperventilation.

Sekundet efter springer de begge op, mens to kammerater lægger deres ene arm om dem. I den anden hånd holder de en mobiltelefon med et nedtællingsur ud i strakt arm, så drengene kan følge med i, hvor lang tid de skal holde vejret endnu.

De holder sig for næsen, mens farven i deres ansigt bliver mere og mere rød. Så knækker benene sammen under dem og de falder om på klasseværelsets hvide linoleumsgulve.

Denne videosekvens af to danske drenge, som BT har fået adgang til i en lukket Facebookgruppe, er desværre ikke enkeltstående. Den er en blandt rigtig mange, der lige nu florerer på nettet. De unge bruger alt lige fra blokering af blodet i halspulsårene til kraftige tryk på brystkassen og hyperventilering for at deltage i udfordringen.

Kvælningslege er som sådan ikke et nyt fænomen, men delinger med videoer på sociale medier har gjort det muligt for trenden at sprede sig bredere end førhen. Legen kaldes for 'pass-out-challenge' og kan i værste tilfælde betyde døden for de unge mennesker.

Delingerne foregår især på lukkede Facebook-grupper, som eksempelvis den tidligere 'Offensimentum'. Den farlige trend har et enkelt mål - at besvime for at opnå en rus.

Det skriver metroxpress.

Selvom der bliver grinet på videoen, så er de mulige konsekvenser ganske alvorlige. Flere læger advarer mod legen og fortæller, at det er ekstremt farligt at lege med kvælning.

Selve faldet kan være ganske alvorligt. Når man er bevidstløs, har man ingen mulighed for at tage fra mod faldet, og derfor kan man få kraftige hjernerystelser eller i værste tilfælde kraniebrud, som det eksempelvis skete for en dansk 15-årig dreng tilbage i 2003.

Men selv når de unge forsøger at undgå det, ved at holde hinanden, så er det ikke nok.

»Det er meget usundt for kroppen at lukke helt ned kortvarigt. Du lukker for blodtilstrømningen til hjertet og ilttilførelsen til hjernen. Har du en uerkendt epilepsi (der endnu ikke er konstateret af lægen, red.) eller et sårbart hjerte, kan den her udfordring tricke det,« siger Jens Rasmussen, der er overlæge og leder på akutklinikken på Amager Hospital, til metroxpress.

I marts i år mistede en blot 11-årig dreng fra South Carolina i USA livet på grund af udfordringen.