Lise ramte jorden med 100 km/t: Min hjerneskade gør mig stadig flov

  •  
  • (Foto: Privatfoto/Liselotte Sabroe)
  • (Foto: Liselotte Sabroe)
1 2 3

Lise Bendixen overlevede mirakuløst et faldskærmsstyrt for 21 år siden og har på sejeste vis kæmpet sig tilbage til livet. Men først nu tør hun tale om den hjerneskade, hun pådrog sig.

Hun husker intet. Fra dagene før. Dagene efter. Og slet ikke fra selve dagen. Dén dag, hvor hun med 100 km/t styrtede mod jorden. Hvor det eneste, der kunne bremse hendes fald, var, når hendes hoved ramte en knasende tør og knoldet pløjemark på Fyn.

Og det gjorde det. Hovedet. Ramte.

Det er et mirakel, at Lise Bendixen overlevede den dag. At Lise Bendixen i dag i en alder af 46 år kan sidde rank og toptrimmet ved spisebordet i den lyse stue på Østerbro og med ro i øjnene og fortælle om den dag, den værst tænkelige ulykke skete, dagen hvor et faldskærmsspring gik helt galt og smadrede hendes hoved og krop.

Siden har hendes største kamp været at finde sin nye identitet som hjerneskadet førtidspensionist.
Lise Bendixen var med egne ord ‘lidt af en vovehals’, da hun i 1988 af sine kolleger fik et faldskærmsspring i gave. Og hun blev så bidt af det, at hun fire år senere havde gennemført 150 spring og været i træningslejr med Team Danmark, som arbejdede på at få faldskærmsspring godkendt som OL-disciplin.

Nu var det pinsen 1992, vejret var varmt og tørt, og der var træf i Beldringe på Fyn, hvor hun og hendes kæreste lige skulle nå et par spring, inden hverdagen kaldte igen.

Smiley face

Lise Bendixen overlevede mirakuløst en faldskærmsulykke. I notesbogen til venstre, har hun beskrevet det spring, hvor hendes skærm ikke fungerede korrekt. Ulykken betød, at Lise pådrog sig en hjerneskade. Foto: Privatfoto

- Vi havde et par gode dage, hvor vi hyggede os, fortæller Lise Bendixen, som udelukkende kan genfortælle, hvad der skete, fordi andre har fortalt om de dage og om hendes 154. spring. Dét og så hændelsesrapporten fra ulykken.

Af den kan man læse, at hun springer fra 2.500 meters højde, og at skærmen folder sig ud, som den skal. Men noget går galt. Lise Bendixen mister sandsynligvis bevidstheden og dermed også kontrollen over sin skærm. Og den unge kvinde er pludselig med alt for høj fart og hovedet nedad på vej mod pløjemarken.

- Jeg landede ret hårdt. 100 km/t har de beregnet det til. Og selvom jeg ’bare’ landede på en pløjemark, fik den alligevel revet min hjerne i stykker, forklarer hun med en nervøs, afvæbnende latter og hælder dampende varm te op i sit krus.

Der er stadig ingen, der ved, hvorfor den rutinerede springer mistede kontrollen. Hendes egen teori er, at hun er besvimet. Men hun husker intet.

- Lægerne siger, at når kraniet har fået et traume, er det meget naturligt, at man intet husker, forklarer hun.

Lise Bendixens store held var, at hendes kæreste var portør og dermed i stand til at reagere lynhurtigt, udføre førstehjælp og få rekvireret en ambulance, der med fuld udrykning kørte hende til Odense Universitetshospital, hvor hun lå i kunstig koma i ti dage, før hun var stabil nok til at fortsætte sin behandling i Nordsjælland, hvor hun boede.

Stort set alt, der kunne brækkes, var brækket i hendes krop. Og kraniet flækket. Men der gik lang tid, før alvoren for alvor gik op for hende. Faktisk måneder. Problemet var ikke de brækkede knogler.

De kunne heles. Men det kunne hjernen ikke.

Hun husker, hvordan hun lå i sin hospitalsseng på Hillerød Sygehus og kiggede ud ad vinduet, overbevist om, at hun var midt i en drøm. Eller snarere mareridt. Husker, at det samme gentog sig, da hun kort efter overflyttes til genoptræning på hospitalet i Esbønderup.

- Jeg troede ikke på, at det var rigtigt, siger Lise Bendixen med en lille hovedrysten.

Hun husker også svagt breve og besøg. Husker, hvordan alt skulle læres fra bunden igen. Hun piler ind i den anden stue. Finder sin lille notesbog fra dengang, hvor noget af det første, hun med ubehjælpsom barneskrift skrev, var ’Mor! Jeg synes, du er sød, fordi....’

- Her kan man da i det mindste læse, hvad jeg skriver. Det er store fremskridt, smiler hun.

Smiley face

Foto: Liselotte Sabroe

Kunne ikke acceptere skaden

Fremskridtene som Lise Bendixen gjorde udadtil, afspejlede sig ikke i hendes indre. Hun ville ikke erkende, hvad der var sket, og hvor skadet hun var. ’Der er ligeledes uoverensstemmelse mellem tidvis svigtende erkendelse og bagatalisering af egne problemer’, står der i en rapport fra dengang, om Lise Bendixens manglende erkendelse af, at hun ikke er og heller aldrig bliver den samme Lise som før: Drengepigen Lise, som altid var med på den værste, karrierepigen Lise, som ville frem i job-bussen, blive til noget.

Den Lise har hjerneskaden sat en brutal stopper for.

Alt i hendes liv skal struktureres og skemalægges for, at Lise Bendixens skadede hjerne kan være med.

Faktisk er det først, da Lise Bendixen starter på Center for Hjerneskade, at hun gradvist tager det til sig.

- Mens jeg var på Esbønderup Hospital, kunne jeg jo godt forstå, at jeg havde været ude for en faldskærmsulykke, og at det var rigtig skidt. Men at jeg ikke skulle komme tilbage til mit erhvervsliv, ikke skulle komme tilbage til den Lise, jeg altid havde været, det var først dér, jeg fik det banket ind med syvtommerssøm, at sådan bliver det ikke. At du må indstille dig på et nyt liv, siger Lise Bendixen.

En lille kuldegysning løber gennem hende. Hun folder hænderne omkring det varme te-krus. Får de indre rystelser under kontrol.

- Personalet derinde var fantastiske, siger hun. De inddrog både hendes forældre og nye kæreste i det forløb, hun selv kalder ’det hårdeste halve år i mit liv’. Et halvt år, hvor hun med egne ord var ulidelig.

- Jeg tror ikke, at jeg var vellidt inde på Center for Hjerneskade. Min attitude over for de andre var, at de virkelig var hjerneskadede, at det var synd for dem, mens jeg nok skulle klare mig. Jeg ville ikke erkende, at der var noget galt med mig, siger Lise Bendixen, som stadig er usikker på, om den endelige forståelse og erkendelse nogensinde kommer, selvom hun med tilkendelsen af førtidspension helt tilbage i november 1995 har papir på sin skade.

At tale om springet og skaden er stadig helt nyt for hende. Venner og kolleger har heller intet vidst før for ganske nylig. Og har heller ikke kunnet gætte sig frem. For hendes hjerneskade er hverken synlig eller hørbar. Men skaden er der og kræver, at Lise Bendixen skal have 100 pct. struktur på sin dag og sit liv for at kunne fungere. Alt skal skemalægges. Helt ned de mindste detalje om, hvornår potteplanterne skal vandes.

- Man kan have hjerneskade på mange forskellige niveauer. Min sidder i frontal-lappen, som primært betyder, at jeg ikke er god til at mærke stemninger og heller ikke til at planlægge, have mange bolde i luften. Min skade havde måske været nemmere at forstå, hvis den var håndgribelig, hvis jeg f.eks. manglede sprog, siger Lise Bendixen.

Da Lise Bendixen i 1995 bliver gravid med datteren Ann-Marie vakte det ikke ligefrem begejstring hos den psykolog, hun fast gik hos. For hvordan skulle hun klare at skabe struktur for et lille barn, når hun selv kæmpede sig gennem sine hverdage? Men selv var hun aldrig i tvivl om, at den kamp skulle hun nok vinde.

- Selvfølgelig var der tidspunkter, især i slutningen af graviditeten, hvor jeg tænkte ’hvordan skal jeg nogensinde få sat i system, hvornår hun skal skiftes, hvornår hun skal have mad?’. Men samtidig var jeg også overbevist om, at det at blive mor ville give en uanet mængde energi, forklarer Lise Bendixen, som med egne ord måske ikke var lige så tjekket og overskuds-agtig som de øvrige i mødregruppen, men ikke desto mindre fik tingene til at hænge sammen og trods alt havde den kæmpe fordel, at det ikke var vigtigt for familiens økonomi, hvornår hun vendte tilbage til et arbejde.

Dels havde kæresten en pæn indtægt, dels havde Lise Bendixen selv sin invalidepension samt fået udbetalt en stor ulykkeserstatning, en erstatning som faktisk indtil for ganske nylig har gjort det muligt for hende at realisere en række af sine mål.

Flov over at være hjerneskadet

Men det har i mange år været tabubelagt at være den Lise Bendixen, som hun blev efter ulykken.

- Jeg har virkelig fået meget hjælp af mine forældre, men de har også bidraget til flovheden. For ordet hjerneskade er aldrig blevet nævnt. Heller ikke af min kæreste og hans familie. Det var ikke noget, vi talte om, jeg arbejdede bare ikke så mange timer, sådan var det, siger Lise Bendixen, som de seneste år har haft skånejob i Skat, og har fornemmet kollegers undren over, at hun kunne lave så store sportspræstationer, have et velfungerende hjem med mand og børn og samtidig modtage førtidspension.

I tv-klippet øverst fortæller Lise Bendixen, hvorfor det var så svært at fortælle sine børn om hjerneskaden.

Er du på mobilen - se tv-klippet her

Hun viser det forhadte stykke papir frem. Har næsten lyn i øjnene. For ordene ’hjerneskade’ og ’førtidspension’ har stigmatiseret hende.

- Jeg var glad for, at der kom en afgørelse på min sag, men det var ikke lige det brev, jeg havde forventet. Jeg kunne godt se, at jeg skulle i gang med noget andet, men ikke det stempel. Jeg ville sgu ikke tilkendes førtidspension. Jeg er ked af min pension, men samtidig har den givet mig en ro og stabilitet til at blive så god, som jeg er i dag. Den sikrede, at jeg ikke kom for hurtigt ud på arbejdsmarkedet og knækkede nakken på det, siger hun med et smil. Og et skuldertræk og kan ikke sige sig fri for en gang imellem at tænke, at det næsten ville være lettere, hvis skaden var fysisk.

For intet indikerer hjerneskade, når man sidder over for den 46-årige slanke og veltrænede kvinde med de stærke, blå øjne, som engageret, veltalende og med stor ro fortæller sin historie.

- Jeg ved ikke hvorfor, men det er svært at erkende, svært at stå ved. Når jeg sidder i saunaen efter svømning - og jeg træner virkelig meget - og en dame spørger til, hvordan jeg dog har tid til det med børn og arbejde, svarer jeg ikke, at jeg er førtidspensionist og kun arbejder 18 timer. Det er stadig svært, jeg er stadig flov over min situation, flov over, at mine børn er nødt til at sige ’min mor er hjerneskadet, hun er førtidspensionist’, at min mor - selvom jeg ved, at hun er stolt af mig - må sige det samme om sin datter, at jeg ikke har kunnet give hende mere, siger Lise Bendixen, hvis mentale redningsplanke de sidste ti år har været træningen. Intens træning syv dage om ugen.

- Det har givet mig så mange kræfter, så meget energi og tro på, at jeg kan, hvad jeg vil. Jeg er blevet stærkere, og det har medvirket til, at jeg har kunnet se mine børn i øjnene. Det betyder meget for mig, at de kan sige ’det kan godt være, at min mor er hjerneskadet, men hun lavede lige en iron-man i forgårs’.

Smiley face

Foto: Liselotte Sabroe

- Der er ingen tvivl om, at min træning også har været et skjold nogen gange. Træningen er gået hen og blevet mit liv. Når jeg ikke kan være med i jobverdenen, kan jeg fortælle folk, at jeg har besteget Kilimanjaro, løbet maraton i New York eller redet i Canada. Jeg har ikke nogen doktor-grader, jeg skal ikke til fine møder, jeg skal ikke noget i mit arbejdsliv. Men til gengæld har jeg et træningsprogram at fuldføre. Der skal JEG noget vigtigt. Og jeg vil også have noget at være vigtig til, siger hun med stor bestemthed i stemmen.

Lise Bendixen havde med en stædig ihærdighed kæmpet sig tilbage til livet og et liv, der var værd at leve. Havde besteget bjerge, løbet maraton og gennemført en ironman. Vist verden at hun kunne noget. Men den største og sværeste kamp er foregået indeni. Kampen med selv at erkende og fortælle sine børn, at deres mor var hjerneskadet.

- Jeg frygtede, at de ikke ville kunne lide mig. At de ville tage afstand fra mig, fordi jeg var hjerneskadet og på invalidepension, forklarer Lise Bendixen med flovhed i stemmen om grunden til, at datteren skulle blive 17 og sønnen 13 år, før hun i sommer fandt modet til at tage ordet ’hjerneskade’ i sin mund.

De sidste penge fra ulykkeserstatningen gik til en rejse til Sydafrika i sommer. En rejse, som Lise Bendixen havde lovet sig selv, datteren Ann-Marie på 17 samt Andreas på 13 som belønning, hvis hun gennemførte sin ironman. Det var om bord på flyet ved udrejsen, at Lise Bendixen lod bomben falde.

Fortalte om styrtet, om førtidspensionen, om hjerneskaden.

Men intet eksploderede i hovedet på hende. Sønnen nikkede bare og vendte tilbage til sit computerspil. Datteren tog imod ’nyheden’ uden fordomme, højst et ’det kunne du da godt have fortalt før’-blik. Og så var det overstået.

Og så var det bjerg, som Lise Bendixen havde taget tilløb til i så mange år, endelig besteget.

Men de indre kampe tror hun aldrig ophører helt. For selvom en hel serie af ’tilfældigheder’ for få måneder siden førte til, at hun meldte sig til Hjerneskade-kampagnen og dermed sagde ja til at stå frem med og fortælle sin historie, vil flovheden ikke helt forlade hende.

- I dag kan jeg godt med oprejst pande gå ind i en DSB kiosk og købe en pensionistbillet. Men det har taget mig mange år. Både fordi jeg bliver flov, og fordi jeg er usikker på, om de tror på mig, for jeg ligner jo ikke en, der skal have en pensionistbillet. Og jeg har især aldrig gjort det, hvis mine børn var med. Jeg har gladeligt betalt det dobbelte for billetten. Måske er jeg min egen værste fjende? spørger hun ud i stuen.

- Jeg fortryder ikke, at jeg er stået frem med min historie, men det har ikke ændret på, at jeg stadig er flov og ked af, at det her er mit liv. Jeg har en fast månedlig indkomst, som jeg er glad for.

Men jeg er ked af, at den aldrig kan blive anderledes, ked af, at jeg intet kan gøre for at forøge min indtægt, at jeg ikke kan bruges på en eller anden måde. At der hele tiden er nogen begrænsninger, siger Lise Bendixen og ranker så kroppen.

Smiley face

Foto: Liselotte Sabroe

Hun tager en dyb indånding. Suger den seje Lise-energi i sig igen, og finder smilet frem i de klare blå øjne.

- Om jeg græder over det, der er sket? Aldrig. Jeg har let til tårer, men ikke over det her. For jeg synes trods alt, at der er noget, jeg er god til, som har givet mig rigtig mange oplevelser, siger Lise Bendixen, som ikke siden ulykken har sprunget faldskærm. Og heller ikke har lyst til det.

- Det var en sjov og dejlig tid, jeg havde. Og i dag kan jeg sagtens se andre springe uden at få mareridt, siger hun.

- Og kommer mine børn til mig en dag og siger, at de gerne vil prøve, er det ikke fra mig, at de får et nej.

  

Om Lise Bendixen

Født 13. januar 1967 i Frederikssund.

Oprindeligt ansat som produktionsassistent på trykkeri. Har efter ulykken haft skånejob i Skat 18 timer ugentligt.

Fik i 1988 sit første faldskærmsspring - et såkaldt tandemspring - i gave og blev bidt af sporten. Nåede at gennemføre 154 spring samt at være på Team Danmarks talentudviklingshold frem til ulykken 8. juni 1992.

Fik på grund af sin hjerneskade tilkendt førtidspension i november 1995.

Hjerneskaden sidder i frontallappen og påvirker Lise Bendixen evne til at have mange bolde i luften på én gang samt fornemme stemninger. For at få en hverdag til at hænge sammen er hun nødt til at strukturere og planlægge alt.

Har fra et tidligere forhold datteren Ann-Marie på 18 og sønnen Andreas. Er i dag single.

Træner mindst 10 timer ugentligt. Fast på programmet er cykling, svømning og løb. Har de senere år løbet maraton, gennemført ironman og besteget Kilimanjaro.

Læs også: