Matador-legender, politikere, musikere, venner og familiemedlemmer hyldede forfatter Lise Nørgaard, der i går fyldte 100 år

Matador-legender, politikere, musikere, venner og familiemedlemmer hyldede forfatter Lise Nørgaard, der i går fyldte 100 år

Hun måtte have en støttende hånd, da hun ankom på den røde løber i Gyldendals baggård.

Men ellers så forfatter Lise Nørgaard imponerende frisk ud på sin 100 års-fødselsdag. I et mylder af mennesker blev hun omfavnet af den ene kendte kulturpersonlighed efter den anden. Man kunne se glæden i øjnene på fødselaren, da en lang række gamle Matador-koryfæer dukkede op. Den 76-årige Jesper Langberg, der blev kendt for sin rolle som Kristen Andersen-Skjern, havde - trods et tydeligt svækket helbred - kræfter til en lille svingom med aftenens halvanden meter høje stjerne.

Et jazz-orkester sørgede for baggrundsmusikken, og solen glimtede i vinglassene, da den folkekære forfatter blev hyldet på sin runde dag.

»Hun betyder rigtig meget. Også i min skuespil-gerning. Det var blandt andet i Matador, at jeg fik mig selv overbevist om, at det var den vej, jeg ville gå,« sagde Jesper Langberg til BT.

Flere andre fra Matador var også med. Blandt andre Bent Mejding, Susse Wold, Kurt Ravn, Per Pallesen og komponisten bag titelmelodien Bent Fabricius-Bjerre var mødt op til receptionen i Indre København for at råbe hurra for Lise Nørgaard. Derudover var der flere politikere, musikere og tv-personligheder til stede.

100-års fødselaren var tydeligvis dybt berørt over den store opmærksomhed.

»Jeg er helt overvældet. Det er godt, at man ikke fylder 100 år hvert år!,« sagde aftenens hovedperson med et smil og tilføjede: »Selv om jeg ikke har så meget energi mere, så får jeg da lyst til at tage et par år mere nu.«

Hun gav også sit eget bud på, hvad der skal til for at blive 100 år:

»Man skal være glad for de dage, man får. Det er jo en gave.«

Stædig, samfundskritisk og skarp

BT talte med flere af de fremmødte gæster, der alle havde stor beundring for Lise Nørgaard som person og forfatter.

»Lise Nørgaard betyder meget for mig. Hun er stædig, hun er samfundskritisk, og hun er skarp i hovedet som bare fanden. Og det er hun stadig,« sagde skuespiller Bent Mejding, der er særligt kendt for rollen som Jørgen Varnæs i Matador.

For Lise Nørgaards børn var det også en stor oplevelse at fejre moderens 100-års fødselsdag, fortalte forfatterens to tvillingedøtre, Anne Flindt og Bente Flindt Sørensen.

»Det er fantastisk. Men faktisk havde vi også forventet det, fordi hun er den person, hun er. Hun er meget frisk og og viljefast,« sagde Bente Flindt Sørensen.

Og viljefast var Lise Nørgaard også som mor, fortæller hun.

»Der er forskel på, når du er voksen, og når du er barn. Hun var der måske ikke så meget, da vi var børn, men til gengæld har hun været en stor en inspiration, og hun har givet nogle gode værdier videre.«

Stylist Dennis Knudsen var inden fødselsdags-receptionen hjemme hos hos fødselaren i Skodsborg, hvor han hjalp hende med at sætte hår og ordne makeup.

»Jeg har fået lov at gøre hende endnu smukkere, end hun er, og vi spiste faktisk frokost sammen hjemme på hendes altan. Lise serverede frokost for mig, og jeg er virkelig dybt imponeret over hendes overskud. Hun er en kæmpe livs-inspirator. Det at være 100 år og stadig være så klar på livet. Det er motiverende,« sagde Dennis Knudsen.

Der blev holdt flere taler og sunget sange undervejs. Den kendte digter og komponist, 87-årige Benny Andersen, indtog mikrofonen og fremførte en ’Ode til Lise’ på sin egen humoristiske facon:

Lille Lise voksed’ op og blev ikke bare stor - men mor til vores Matador

Det siges, at om 100 år er alting væk

Hov hov – det mener mange her bestemt er snik snak – det rene gak

Måske det skæve tårn i Pisa, men aldrig skønne Mona Lisa – og slet slet ikke Matador

Så tillykke Lise Nørgaard med de næste 100 år.


 

Gæsterne: Det betyder Lise Nørgaard for mig

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Bent Mejding (skuespiller):

»Hun betyder meget for mig - blandt andet af den grund, at hun skrev manuskriptet til den første film, jeg var med i  da jeg var elev på skuespillerskolen. Den hed ‘Mor skal giftes’. Så var jeg i hendes næste film, så kom Matador, og så ved vi jo, hvordan det er gået. Hun er talentfuld, og hun tør udtrykke sin mening lige ud.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Frank Hvam (komiker, skuespiller):

»Hun er et meget sjovt og humoristisk menneske. Og det er det, der gør, at jeg virkelig godt kan lide at se de ting, hun laver. Det er hendes helt store force, at hun aldrig glemmer, at selv når det er alvorligt, så kan man godt snige humoren ind. Der sker forfærdelige ting i Matador, men det er stadig hylende morsomt.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Dennis Knudsen (Stylist, makeup-artist):

»Hun er en kæmpe livs-inspirator. Det at være 100 år og stadig være så klar på livet. Det er motiverende. Hun var oppe klokken seks i morges for at forberede sig til i dag, og det er simpelthen imponerende.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Jesper Langberg (skuespiller):

»Hun betyder rigtig meget. Også i min skuespil-gerning. Det var blandt andet i Matador, at jeg fik mig selv overbevist om, at det var den vej, jeg ville gå. Hun er en god dramatiker, og hun blev hjulpet godt på vej af Erik Balling.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Per Pallesen (skuespiller)

»Tillykke med de mange år! Hun har betydet så meget for mig, og for alle os, der var unge, dengang Matador blev lavet. Jeg har hende en stor tak skyldig.«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Mogens Lykketoft (Politiker):

»Det er jo en fantastisk præstation at bære det hele så langt frem, som hun har gjort - hele livet igennem.«

Marianne Jelved (Politiker):

»Som kvinde har hun været et forbillede for sin kamp for at blive respekteret som selvstændig. Og udover det så er hun en kunstner, der er uforlignelig. Hun kan tale til alle aldersgrupper i den samme tekst, og det er meget sjændent.«

Bertel Haarder (Politiker)

»Lise Nørgaard er Danmark, når Danmark er bedst. Hun har lavet noget, der simpelthen vil forme danskernes opfattelse af Danmarkshistorien fra 20’erne til 50’erne i al evighed fremover. Og så har hun givet os nogle folkelige karakterer, som er gået ind i sproget.«