'Hej, det er Yahya Hassan. Jeg vil gerne komme og besøge dig, så du kan få en signeret kopi af min bog'.
Sådan lød det i den anden ende af røret, da Lise Hjorth tog sin telefon fredag eftermiddag. Det var ikke mere end tyve minutter siden, at hun havde svaret på en notifikation, som den unge digter netop havde skrevet på Facebook.
'Leverer et signeret eksemplar lige til døren eller hvor du befinder dig i Københavns-området mellem 14 og 16. Skriv dit nummer og du vil blive ringet op' stod der.
Det syntes Lise Hjorth var interessant, så hun skrev sit telefonnummer i en kommentar.
- Min familie er selv meget international med forskellige kulturer og religioner. Så jeg tænkte, at ham ville jeg faktisk meget gerne møde, for det kunne være hyggeligt og spændende, siger Lise Hjorth.
Et par timer senere dukkede en af Danmarks i øjeblikket bedst beskyttede personer op ude foran Lise Hjorths hjem, hvor han gik op ad haveindgangen. Med sig havde han to livvagter fra efterretningstjeneste PET, som han har i halen 24 timer i døgnet.
Lise Hjorth inviterede alle tre indenfor til en tår kaffe, men PET-agenterne takkede nej. I stedet gik de rundt ude på vejen omkring huset, mens Lise Hjorth skænkede kaffe og snakkede med Yahya Hassan inde i varmen.
- Vi sad og sludrede lidt om, hvordan det er at være barn af to kulturer, to sprog, to religioner og to af alting egentlig. Jeg fortalte lidt om, hvem vi er og vores baggrund og så talte vi også om, hvad der i livet skiller folk ad. Det var fantastisk morsomt, skægt og hyggeligt, siger en tydeligt begejstret og glad Lise Hjorth om sit møde med den unge digter.
Efter en halv times tid måtte Yahya Hassan dog videre. Der var 20 andre, som han også skulle besøge. Men der blev lige tid til at lokke en af PET-agenterne til at knipse et par billeder af Lise Hjorth sammen med den unge digter ude foran æbletræerne i Gentofte-Vangede.
Og skulle Yahya Hassan en dag være i nabolaget, er han mere end velkommen til igen at kigge ind hos Lise Hjorth.
- Det kan godt være, at han ikke har været tilfreds med sin barndom af forskellige grunde, men jeg vil sige, at resultatet af hans barndom kan man godt være stolt af. Han er en aldeles pragtfuld og dejlig ung mand. Og han er velkommen tilbage anytime, siger hun.