Da Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen torsdag aften tog DR1’s seere med på en rejse gennem en barndom præget af vold, seksuelle overgreb og svigt, havde hun glemt et vigtigt kapitel. Historien om Tove og Edved Rasmussen, der tog sig af hende i tre måneder.

Kort tid efter Lisbeth Zornig Andersens mor forlod familiens plageånd, stedfaren Jan, flyttede hun og hendes mor til en nærliggende by. Brødrene var, som konsekvens af vold og vanrøgt, blevet anbragt væk fra familien, og derfor boede hun alene med sin mor.

Men det gjorde hun ikke så længe, som hun hidtil har givet udtryk for i fortællingen om sin barndom. Det viser nye oplysninger, som BT gravede frem under et besøg i hendes tidligere lokalområde på Lolland Falster.

- Den ene dag kom Lisbeths mor pludselig over og bankede på. De boede lige over for os. Hun fortalte, at hun skulle ud og sejle i et par år og spurgte så min kone og jeg, om vi havde lyst til at tage os af hende. Vi synes hun var så sød, så det gjorde vi med glæde, siger Edven Rasmussen.

Selvom Lisbeth var lykkelig for at være hos sine nye plejeforældre, gik der ikke længe, før Lisbeths mor pludselig forlangte hende tilbage.

- Da hun havde været hos os i lidt under tre måneder, ringede hendes mor pludselig nede fra det lokale værtshus. Hun havde fået en del at drikke.  Hun forlangte Lisbeth tilbage. Jeg kan huske det tydeligt. Det var to dage før juleaften, og Lisbeth havde glædet sig meget til den aften. Min kone havde puslet meget om hende, siger Edven Rasmussen.

Han ærgrer sig den dag i dag over, at Lisbeth blev fjernet.

- Vi vidste godt, at hun ikke havde det godt, men ham fra kommunen sagde, at han ikke kunne gøre noget. Vi ville så gerne have adopteret hende. Og så vil jeg lige sige, at det ikke gør mig noget, at vi ikke var nævnt i hendes program. Jeg kunne bare godt tænke mig at se eller snakke med hende igen, siger Edven Rasmussen.

Da BT kontaktede Lisbeth Zornig Andersen og fortalte om de nye oplysninger, var hun meget overrasket. Men efter få sekunders eftertanke, kom minderne langsomt tilbage.

- Nej! Nu du siger det, kan jeg faktisk huske dem. Tove og Edven og deres to sønner. Det var en dejlig tid, jeg havde der. Jeg skylder dem stor tak og har kun varme følelser til overs for de mennesker. Det er jo helt vanvittigt, at man kan glemme den slags. Det viser bare, hvor turbulent en fortid jeg har haft. Jeg vil da rigtig gerne snakke med ham igen, siger Lisbeth Zornig Andersen.