Den tidligere tv-vært Line Baun Danielsen går i luften med blog for og om de oversete midaldrende kvinder.

Kvinder over 45 år får alt for lidt opmærksomhed, men det skal der nu ændres på – for de er mere attraktive end deres ry. Sådan lyder det fra den 54-årige tidligere studievært Line Baun Danielsen, som nu søsætter en blog for kvinder fra 45 år og op.

»Udgangspunktet for min blog (’Med Line på bloggen’, red.), der bliver sat i søen om cirka 14 dage, er, at jeg er lidt fortørnet over, at der ikke rigtigt er noget for kvinder på min egen alder. Så jeg vil sætte fokus på kvindelivet for midaldrende kvinder. Karriere, økonomi, kærlighed, børn – you name it,« siger hun og fortsætter:

»Jeg skal ikke tjene penge på den, men have den som min helt egen legeplads. Og hvis der skulle være noget forretning i den, så skader det jo ikke. Men i første omgang skal jeg bare se, om der overhovedet er nogen, der gider læse den,« siger Line Baun Danielsen, der synes, hun efterhånden har lavet rigeligt tv.

Lægge egen vagtplan

»Det er jo efterhånden 28 år, og nu vil jeg godt selv have lov at lægge min vagtplan. Jeg vil være kvinde i eget hus. Og hvis ikke jeg kan få det til at hænge sammen, så må jeg jo bare søge et job,« siger den selvudlærte journalist og fortæller, at hun vil sadle om, ’inden det bliver for sent’, som hun selv siger.

Line Baun er allerede stoppet som vært på TV2-Lorry, og inden længe genopliver den foretagsomme kvinde sit henslumrende kommunikationsfirma LBD Kommunikation, hvor hun i første omgang vil koncentrere sig om at medietræne lokalpolitikere ved næste års kommunalvalg.

Samtidig lancerer hun den nye blog for kvinder over 45 år.

Største udfordringer

Hvilke udfordringer ser du midaldrende kvinder støde ind i hyppigst?

»Noget af det er, at kvinder i den alder er relativt usynlige i mediebilledet samt mange andre steder. Generelt er det den usynlige målgruppe, som dybest set ikke bliver regnet med i ret mange sammenhænge. Men det er jo en købedygtig målgruppe, og det er helt underligt, at vi ikke fylder mere i billedet.«

Har du selv været i den situation, at du er blevet dømt ude på grund af alder?

»Nej, det synes jeg så ikke. Jeg har jo netop gjort meget for at gøre min egen aldersgruppe synlig i alle de år, jeg har været på skærmen. Og ud over at være en god rollemodel, og have noget at spejle sig i, så er det også vigtigt, at man er en del af et fællesskab, og aldersgrupper er også et fællesskab. Som midaldrende står du med nogle problematikker, hvor pension, karriereskift og børn syner på en anden måde end tidligere i livet,« siger hun og fortsætter:

»Og vi er slet ikke eftertragtede på samme måde, som når man er mellem 25 og 35, hvilket jo er noget vrøvl. For selvfølgelig er man stadig attraktiv som midaldrende. Både økonomisk, aldersmæssigt, udseendemæssigt og kærlighedsmæssigt. Det hele,« siger Line Baun Danielsen.

Bor alene

Hun har selv ikke har nogen mand i sit liv lige nu.

Line Baun bor for tiden alene med sine to sønner, Rasmus på 15 og Emil på 20 år.

»Jeg bor alene og nyder mit eget liv. Og jeg leder ikke efter nogen. Men hvem ved? Lige pludselig dukker det måske op, hvis det altså er meningen,« siger Line Baun Danielsen med et smil.