Politiassistent og byrådsmedlem Linda Sommer blev i går dømt for misbrug af sin stilling, da hun gav en tidligere Bandidos-rocker lov til, at han kunne overvære sit barns fødsel via FaceTime

»Det kan jeg faktisk godt leve med, at jeg har gjort for et andet menneske,« siger den 50-årige politikvinde og gruppeformand for De Konservative i Lolland Byråd Linda Sommer. Hun taler om begrundelsen for, at Østre Landsret i går stadfæstede hendes dom om misbrug af sin stilling, som kostede hende 20 dages betinget fængsel.

»Nu er jeg lettet, og jeg har ikke nogen ambitioner om at skulle tilbage i politiet. Det er fortid, og jeg har haft mange gode år, selvom det godt nok er en ærgerlig afslutning,« siger Linda Sommer.

Efter 29 år i politiet cementerede Østre Landsret i går Linda Sommers fyreseddel, da landsretten stadfæstede hendes dom. I juni blev hun første gang kendt skyldig i embedsmisbrug, fordi hun lod sit gode hjerte løbe af med sig og tilbød en tidligere Bandidos-rocker, som sad i arresten i Maribo, at han via FaceTime på hendes mobiltelefon kunne overvære den sidste del af sin kones fødsel på et nærliggende hospital.

Hun blev også dømt, fordi hun uden sin overordnedes viden arrangerede besøg i arresten – også efter at hun fik besked på, at det skulle ophøre.

»Den unge mand (tidligere Bandidos-rocker, red.) fortalte i går i retten, at hvis ikke jeg havde været der, så havde han ikke siddet her i dag,« siger Linda Sommer, som efter afgørelsen blev omringet af sine venner og kæreste.

Uenighed om dommen


Hendes forsvarer, advokat Torben Koch, er dog dybt uenig i dommen og mener ikke, at afgørelsen er velbegrundet. Han kalder det en konflikt mellem en streng formalisme og empatisk medmenneskelighed i politiet.

»Man begrænser råderummet for, at politifolk kan tage empatiske hensyn under specielle omstændigheder. Nu har landsretten vist, at den formelle vej vinder over medmenneskeligheden, hvis der er den konflikt,« siger Torben Koch:

»Hun reddede et liv, for hvis Linda Sommer ikke havde besøgt ham i arresten, så sagde han direkte i retten, ’jeg skylder hende mit liv’.«

Anklager Henrik Plæhn havde ikke overraskende en helt anden holdning til Østre Landsrets afgørelse og fortæller til Folketidende, at han er godt tilfreds med dommen. Ifølge Henrik Plæhn var Linda Sommers største fejl, at hun ophævede besøgskontrollen over for en tidligere Bandidos-rocker.

Hårdt forløb


For Linda Sommer har det været et hårdt og langt forløb. Hun var indkaldt i byretten 7. juni, men det udviklede sig til en farce, hvor hun udvandrede fra retssalen. På det tidspunkt havde hun fået konstateret posttraumatisk stress og depression og kunne ikke afgive vidneforklaring, siger hun til BT. Retten valgte dog at fortsætte retssagen, og Linda Sommer blev dømt skyldig – hun ankede dog med det samme sin dom.

»Jeg var slet ikke klar i hovedet. Jeg havde ikke den styrke, der skulle til for at deltage i en retssag,« siger Linda Sommer.

Udover at være mor til to og rutineret efterforsker hos Sydsjællands og Nykøbing-Falsters Politi sidder hun også som privatperson i hovedbestyrelsen for Red Barnet. I Lolland Kommune er hun som lokalpolitiker formand for kommunens Børn og Unge-udvalg, ligesom hun er konservativ folketingskandidat.