Reparationen af den 80 år gamle Limfjordsbro trækker ud, og først den 21.august er alt som det skal være.
Teknikere har haft adskilt alt, hvad der er af aksler på begge broklapper, og flere dele end ventet skal udskiftes med nyfabrikkeret udstyr.
Det fortæller Henrik Jess Jensen, der er afdelingsleder i Trafik og Veje i Aalborg Kommune til DR Nordjylland.
- Vi havde ikke forventet, at så mange dele var slidte. Vi har ikke tidligere kunnet komme ind til delene, men har nu haft lejlighed til at måle på dem, nu hvor vi alligevel har et nedbrud og skal fritlægge store dele af maskineriet.
Limfjordsbroen gik i udu den 7.august. Først kunne broen ikke lukke, og siden kunne den sydlige broklap ikke hejses op.



