Lillian Schultz’ afdøde mand Alexander fik i syv måneder alt for høje doser med kemo. Efter hans død valgte Odense Universitetshospital at holde overmedicineringen hemmelig.

Lillian Schultz tænder hver dag et stearinlys på sin mands mindehylde i parcelhusets dagligstue i Padborg tæt på grænsen.

I august sidste år mistede hun sin 76-årige mand Alexander Schultz, som i syv år havde kæmpet mod prostatakræft.

- Det var et frygteligt forløb. Min mand har altid været så stærk, men til sidst kunne han ikke engang børste tænder selv, fortæller den 69-årige folkepensionist.

Efter en række strålebehandlinger begyndte Alexander Schultz den 10. maj 2012 på en ny behandling med kemokuren Jevtana På Odense Universitetshospital (OUH). Kemoen består af det stærke celledræbende stof Cabazitaxel, men i stedet for at forbedre hans tilstand blev kuren indledningen på et smertemareridt.

- Min mand var meget syg af kræft, men inden kemokuren var han frisk nok til at kunne gå på jagt med gutterne. Men da han begyndte på den nye kur, blev han simpelthen så syg. Jeg kunne ikke forstå det, men vi fik jo at vide, det var normalt med bivirkninger, siger hun.

Otte dage efter sin første behandling blev Alexander Schultz indlagt med svimmelhed, åndenød og et svækket immunforsvar. Han måtte få både blodtransfusion og væskebehandling på sygehuset, inden han igen kunne komme hjem. I alt otte gange fra 10. maj til 28. november blev han behandlet med kemokuren, og efter de fleste af behandlingerne fik han det så dårligt, at han måtte indlægges med stærke bivirkninger, fremgår det af Alexander Schultz’ journal. I december 2012 måtte lægerne konstatere, at den pensionerede skovriders tilstand blev så forværret af kemoen, at de måtte finde anden behandling.

Alexander Schultz døde i august 2013 af sin sygdom, og Lillian og parrets tre voksne børn samt seks børnebørn hører ikke mere fra OUH før den 6. marts i år.

Læs også: Hospital skjulte kemosjusk af død kræftpatient

Her får Lillian Schultz brev om, at hendes mand var ved en ’fejl i blandingen af medicinen’ havde fået for store doser af Cabazitaxel. Fejlen var opdaget allerede i november 2013, men lægerne vurderede ikke, at han havde fået flere bivirkninger end ved normal dosis. Da Alexander Schultz allerede var død, valgte sygehuset derfor ikke at informere de pårørende.

- Jeg fik et kæmpe chok. Efter at have sundet mig kunne jeg pludselig få det hele til at falde på plads. Jeg havde jo ikke kunne forstå, hvorfor han blev så syg af kemoen. Men lægerne skjulte min mands overmedicinering for mig, og så lyver de endda om, at han ikke havde bivirkninger, siger Lillian Schultz.

Hun klagede straks til Patienterstatningen, og stik imod lægerne på OUH kom den frem til, at Alexander Schultz fik værre bivirkninger end ved en normal dosis. Ifølge afgørelsen fik han ’øgede gener’, ’dårligere almen tilstand og blev ’indlagt flere gange’. Da behandlingen blev stoppet i december 2012, og Schultz først døde i august 2013, vurderes overmedicineringen dog ikke at have taget livet af ham.

- Jeg ved godt, min mand var meget syg og ville dø af kræften. Men når nu det var tydeligt, at han fik det meget værre af medicinen, så kan jeg ikke forstå, at lægerne ville holde det hemmeligt, da de opdagede, at han blev overmedicineret, siger Lillian Schultz, der håber hun kan hjælpe andre ved at stå frem med historien.

- Mit håb er, at sygehuset nu fremover sørger for at fortælle patienter og pårørende sandheden, også selv om den ikke er rar at indrømme. Hvis lægerne har begået fejl, skal de indrømme det med det samme, siger hun.

I alt har Lillian Schultz fået 10.000 kr. i erstatning for svie og smerte.