____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Der gik flere dage, inden et farligt soppebassin på et ferie- og campingcenter blev forsvarligt afspærret, skriver rystet mor på facebook. Da hun ringede til politiet, blev hun bedt om at flytte fra Nordsø Camping, forklarer hun. 

Nordsø Camping forsikrer, at bassinet har været afspærret, siden ledelsen blev klar over en revne i bassinet.

Da Betina Hulvejs søn på 15 måneder hopper i et indendørs soppebassin på Nordsø Camping i Hvide Sande, får hun sig et chok, da hun opdager, at han sidder fast under vandet i en revne i bassinbunden. Dugen, der dækker bunden, er nemlig gået op, og armen på Betina Hulvejs søn er gledet ind under. Og selvom bassinet blot er cirka 25 centimeter dybt, bliver drengen fanget under vandet.

Det beretter hun selv i en statusopdatering på facebook, der er delt over 7.000 gange siden torsdag.



- Jeg får hullet i dugen rykket lidt større så jeg kan hive ham baglæns ud. da jeg får ham op er han blå om læberne og hans negle har blåt skær. Da min søn efter 15 minutter har fået sin kulør igen, og jeg formodet han var færdig med at kaste vand op, pakker jeg straks mine børn sammen og henvender mig i receptionen på campingpladsen, skriver Betina Hulvej.

Her forklarer hun, at børnebassinet er livsfarligt, og at det skal lukkes.

Men ifølge Betina Hulvej sker der intet i to døgn. Derfor ringer hun til politiet, som herefter kontakter Nordsø Camping. 

- Herefter kommer lejrchef Camilla ned til mig i campingvognen og beder mig flytte fra campingpladsen, (jeg skulle nok få mine penge tilbage som jeg havde betalt for ferien) jeg var meget uforstående da hun lige dagen for inden håbede jeg ville nyde mine sidste 12 dage på pladsen, beretter Betina Hulvej, der forlader Nordsø Camping og nu advarer andre, inden de bestiller campingferie der.Hos Nordsø Camping afviser leder Camilla Dvinge, at hun har smidt Betina Hulvej på porten. Ifølge hende forlader Betina Hulvej campingpladsen torsdag, to dage efter politiet har taget kontakt til Nordsø Camping og mindst to dage efter, der er blevet sat en afspærring op.

- Vi beklager det, der er sket. Vores ambition er, at folk skal have det godt. Bassinet er afspærret, og mandag morgen kommer firmaet bag og reparerer bassinet. Hvornår og hvordan hun gør os opmærksom på revnen, kan jeg ikke opspore. Vi ville være løbet ud af døren til bassinet, hvis hun havde henvendt sig på den måde, hun beskriver. Og vi har afspærret det hurtigst muligt. Jeg ville ønske, at hun med det samme havde spurgt efter en ansvarlig, som kunne gå med derover. Vi er to på stedet til at løse den slags opgaver, og vi er ikke blevet kontaktet, siger Camilla Dvinge til bt.dk. 

Hun bekræfter desuden, at hun blev kontaktet af politiet og at Betina Hulvej efterfølgende forlod campingpladsen.

- Hun giver udtryk for, at hun ikke kan have en god ferie efter det, der er sket. Jeg spørger, om der er noget, vi kan gøre, for at hun og sønnen kan blive glade igen for at være her, men det er der ikke. Vi har ikke ønsket at smide nogen ud. Men hun skulle ikke føle, at hun skulle igennem resten af ferien uden udsigt til gode oplevelser. Derfor tilbød vi hende, at hun kunne få pengene retur, siger Camilla Dvinge og tilføjer, at hun tilbød Betina Hulvej at finde en anden campingplads i nærheden.