Adskillige private overvågningskameraer opfangede lysglimtet fra meteoritten lørdag aften.

Det var et sjældent syn, da himlen over Sjælland pludselig lyste op lørdag aften på grund af en meteorit. De første stumper blev fundet søndag aften, og mandag har man så fundet endnu flere stumper fra den omtalte meteorit.

Mandag formiddag er der fundet endnu flere stykker af den meteorit, der bragede over den danske nattehimmel lørdag aften og efterlod sig et kraftigt brag og et lysglimt. Det var til stor begejstring for de nysgerrige jordboere, der var så heldige at opleve det usædvanlige fænomen.

Ifølge Daniel Wielandt, der er postdoc på Geologisk Museum, så er stykkerne fundet på en parkeringsplads i Herlev og skulle være i en størrelsesorden af 1 kilo.

»Stykkerne er landet i nogle betonfliser og har efterladt et hul på cirka 3-5 centimeter eller på størrelse med en lille hånd,« fortæller René Rasmussen, der gjorde fundet.

René Rasmussen kom tilfældigvis kørende ind på parkeringspladsen, hvor han så de mange meteoritstykker.

»Jeg så, der lå en masse sten ud over et stort område, og min første tanke var, at det var beton, og at det så lidt sjovt ud. Da jeg så steg ud af bilen og kunne se, at noget af det var sort i overfladen, så kunne jeg godt regne ud, at der var noget galt,« fortæller René Rasmussen.

Daniel Wielandt opfordrer folk til fortsat at holde øje med de små sorte sten, da der meget vel kan ligge flere i området.