Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Midt- og Vestsjællands Politi er rykket ud til et dødsfald i Sneslev ved Ringsted på Midtsjælland, som de anser for at være mistænkeligt.

Det oplyser den vagthavende til BT.

»Vi fik meldingen klokken 11.55 fra hjemmeplejen om, at der var en person, der var død. Og så rykker vi ud med en patrulje, det er helt standard. Men den patrulje mente så, at der var noget mistænkeligt ved det dødsfald. Og så tilkalder vi nogle mere erfarne personer til at kigge nærmere på det,« siger Lars Galasz, vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi.

»Ofte er de fleste dødsfald mistænkelige indtil, vi får set på dem. Men det her dødsfald er meget mistænkeligt,« uddyber Lars Galasz.

Klokken 15.30 oplyser politiet til BT, at de stadig er på stedet.

»Vi har været på stedet og er der fortsat, indtil liget bliver kørt til et kapel,« forklarer vagtchef Michael Sehsted.

Planen er, at den aføde person skal undersøges nærmere ved et ligsyn i morgen, torsdag.

»Vi har valgt at afspærre stedet, fordi vi ikke i dag har kunnet afklare dødsårsagen helt præcist. Havde der været tydelige tegn på, at der var foregået noget kriminelt, havde vi foretaget ligsynet på stedet, men her har vi valgt at få ligsynet foretaget i morgen,« siger vagtchefen, der derfor heller ikke kan komme nærmere ind på omstændighederne omkring dødsfaldet.

Ifølge politiets oplysninger er den afdøde person en, der ofte 'fik besøg af hjemmeplejen'. Til TV 2 har de oplyst, at afdøde er en ældre mand, formegentlig husets beboer.

Ifølge BTs mand på stedet, så ligger gården, hvor den afdøde mand er fundet omkring en kilometer udenfor den lille by Sneslev. Og der er ikke umiddelbare naboer tæt på gården - omkring en kilometer vurderer BTs mand på stedet.

Politiet er i fuld gang med deres undersøgelser af dødsfaldet. Og det har førsteprioritet. Der arbejdes fortsat på at få underrettet de pårørende. Derfor er det endnu ikke muligt for politiet at komme med uddybende informationer om den afdødes præcise alder eller nærmere adresse.

»Vi undersøger lige nu, hvad der præcis er sket, inden vi melder mere ud,« sagde vagtchef Lars Galasz tidligere. Han oplyste at politiet er på stedet med syv personer.