Før havde man en troværdig og dybt respekteret udenrigsminister og en vellidt partiformand, der var aktiv i den hjemlige debat. I dag har partiet en upopulær udenrigsminister. Ingen, der styrer den indenrigspolitiske dagsorden eller står i spidsen for en klar strategi. Og meningsmålinger på et katastrofalt dårligt niveau.
Lene Espersens image og position har lidt skade efter det kontroversielle afbud til mødet med Hillary Clinton, og som B.T. i dag kan afsløre, er der nu blæst om en ny rejsesag.
Mens kritikken af den nye ministers prioriteringer fortsat var i gang i midten af april, valgte Lene Espersen at tage til Malaga i Spanien for at fejre dronning Margrethes fødselsdag ved et arrangement for udenlands-danskere.
Næppe den vigtigste opgave for en ny udenrigsminister, hvis kalender altid er under pres og fordrer knivskarpe prioriteringer. Tværtimod vil Espersens deltagelse bestyrke kritikerne i, at man her har med en minister at gøre, hvis dømmekraft ikke altid er helt i top.
Vælgerne har straffet Espersen hårdt for de første kiks, hvilket ikke er så underligt: Ingen er fejlfri, men det forpligter i særlig grad, at udenrigsminister-posten var Lene Espersens eget valg.
Partiformanden skubbede den erfarne Per Stig Møller væk, fordi hun selv havde brug for en ny platform, hvorfra hun kunne gøre sig forhåbninger om at løfte partiet over Bendtsens ti procent i meningsmålingerne. I den seneste måling høster De Konservative kun godt syv procent.
Frustrationerne trives
I øjeblikket trives frustrationerne blandt konservative politikere: Når man end ikke kan opsamle nogle af de utilfredse Venstre-vælgere, ser det slemt ud. Og Lene Espersens egne muligheder for at rette skuden op før næste valg er ikke overvældende. Hendes råstyrke er intakt, men lige nu har hun tabt sin position som en af Danmarks mest populære politikere og ministre. Lige så fatalt er det imidlertid, at prisen for påskeferien bliver, at Lene Espersen må rejse overmenneskeligt meget for at demonstrere, at hun tager jobbet alvorligt.
Det betyder, at partiformanden næppe får tid eller overskud til at udstikke en politisk kurs på den hjemlige scene, der ellers skriger på, at hovedrolle-indehaverne viser, hvorfor de overhovedet er her.
For et år siden drømte De Konservative om komme ud af lillebror-rollen. I dag skal de være glade, hvis storebror bliver stærk nok til at redde familiens ære.
