Den hænger der endnu. Smøgen i kæften på det solbrændte ansigt, hvis læderagtige hud fra tid til anden flækkes af et sort tandsæt. På brystet i den åbenstående poloshirt har et emblem i guld filtret sig ind i skoven af kridhvidt brysthår. En forgyldt karrusel dinglende i en halskæde.

Det er sådan, vi kender ham. Leif Dahlgård, tivolidirektør. Hård. Kontant. Altid klar med en rap bemærkning og en skrald-latter.

Da Leif Dahlgård blev 60, gik han i virkeligheden på efterløn. Den dag stod han for første gang i sit liv og kiggede ud over sin egen græsplæne bag sit parcelhus. Siden han i 1945 kom til verden i en tivolivogn, har han rejst med det omrejsende Dahlgårds Tivoli, der flygtigt slog sig ned på alle de grønne plæner, hvor der var godtfolk og mulighed for at tjene en skilling. Nu havde han trukket stikket, og skulle for første gang nogensinde slå sin egen græsplæne.

Det er otte år siden. Han slog græsset to gange. Så holdt han det ikke ud længere og rejste tilbage til sit tivoli.

Det eksisterer endnu

BT finder Leif Dahlgård i en campingstol i et fortelt ved Skive Festival en lørdag i juni. Parkeringsvagten mente ellers, at Dahlgårds Tivoli var gået konkurs, men det viser sig at være et ondsindet rygte. Jo, Dahlgårds Tivoli eksisterer skam endnu. Det har det gjort i snart 70 år. Da vi kiggede dem over skulderen i 1999, havde familien omkring 40 ansatte, der alle boede hos dem i beboelsesvogne fra maj til september. I dag er der fire medarbejdere tilbage. Alle rumænere, for dem ved man, hvor man har, som Leif Dahlgård siger.

De skrammede radiobiler, karruseller og popcornsmaskiner står opmagasineret i en hal i byen Frederiks i Midtjylland. I 1999 var det et af landets største omrejsende tivolier. I dag er det næsten det eneste, der er tilbage. En simulator, en børnekarrusel og nogle madvogne er, hvad Dahlgård rejser rundt med.

- Det er blevet for dyrt. Tiden er blevet en anden, og vores branche blomstrer ikke længere. Folk beholder pengene i lommen, og dem, de fisker op, bruger de ikke på karruseller, siger Leif Dahlgård.

Før i tiden var det stort, når der kom tivoli til byen. Men efterhånden er et utal af fastliggende forlystelsesparker skudt op af jorden, og de omrejsende har det svært. Dahlgårds Tivoli rejser i dag rundt sammen med et andet tivoli og deler udgifterne til pladsen. Det er den måde, det kan hænge sammen på.

- Det er da hårdt for mig at gå fra at være tivoliejer til at være ham, der rejser med. Tivoliet står i mine børns navn, og jeg hjælper dem bare. Det får jeg en pakke smøger for i ny og næ. Men man skal altså huske at være god ved dem, man møder på vej op, for nu møder jeg dem jo på vej ned, siger han.

Han er den eneste tilbage. Børnene, som skulle overtage, har fuldtidsjob i helt andre brancher. Fjerde generation, børnebørnene, har aldrig interesseret sig for tivoli. 90ernes gøglerfamilie har fundet nye veje.

Leif Dahlgård har ikke tal på, hvor mange skæbner der med tiden er gået igennem hans tivolidør. Men det er mange. Og oftest havde dem, han ansatte, hverken en adresse eller evner til at skifte en pære i radiobanen.

Udnyttede han dem? Nej, siger han. Og hvis nogen antydede det, tilbød Leif Dahlgård gerne, at man bare selv kunne ansætte dem. Det var der sjældent nogen, der ville.

Voksne mænd græd

- Jeg har altid sagt, at ingen mennesker er så ringe, at de ikke skal have en chance. Mine ansatte dengang var unge, der manglede et ståsted i livet. De havde ingen andre steder at gå hen, og de vidste ikke, hvad kærlighed var. Anni og jeg var reserveforældre for dem, og det var ikke sjældent, at der sad voksne mænd og græd inde hos os om aftenen. Men de var barske, og de skulle køres med hård hånd, siger han.

Skal han bestemme, så dør han, før tivoliet gør. En gøgler af guds nåde, kalder han sig selv. Som barn gik han i op til 26 forskellige skoler på en sæson. Han har det bedst i et hjem på hjul, og i vinterhalvåret venter han kun på, at fuglene begynder at synge, så han kan komme væk fra de brune murstensvægge i Frederiks.

- Jeg har det sådan, at jeg gerne vil dø herude. Jeg vil gerne falde om på pladsen. På min gravsten skal der stå: ’Jeg har været glad for at være her. Og jeg kommer gerne igen’.