Den bitre skilsmisse mellem Lego-arving Anders Kirk Johansen og hans kommende ekskone tærer hårdt på hele familien, fortæller rigmanden til BT.

»Det er en sørgelig situation, som jeg er frygtelig ked af. Det er sørgeligt, at det er endt her, og at det er endt i en offentlig sag.«

Sådan lyder det fra en af Danmarks rigeste mænd, godsejer og Lego-arving Anders Kirk Johansen, efter at han tirsdag mødtes med sin kommende ekskone Anja Kirk Johansen for at løse en bitter strid i Fogedretten.

Parret, der gik fra hinanden sidste år, og som nu er separeret, er endt i retten, da der er opstået uenigheder mellem dem i forbindelse med skilsmissen

Det afslørede Anja Kirk Johansen, der søndag stod frem i Ekstra Bladet og fortalte, at eksmanden havde stævnet hende i et forsøg på at smide hende ud af den store 733 kvadratmeter store hvide palævilla på Østerbro, som hun har beboet, siden parret flyttede fra hinanden i sommer.

Anja Kirk Johansen modtog en stævning kort efter, at hendes advokat havde frarådet hende at rejse på ferie med parrets to små piger, da han var bange for, at Anders Kirk Johansen kunne finde på at skifte låsene ud i huset, mens Anja og børnene var væk.

»Jeg blev rystet. Så vi blev hjemme, og for ti dage siden modtog min advokat to stævninger. Den ene går på, at Anders vil smide os ud af huset, og den anden på, at han vil have bilen tilbage. Han har 10-20 eksklusive biler i sin garage, så det er jo lidt sjovt, at han skal bruge den, jeg kører i. Det er en syv år gammel bil og en børnebil. Jeg ved ikke, hvad man skal kalde det, men jeg undrer mig,« fortalte Anja Kirk Johansen til Ekstra Bladet søndag.

Anders Kirk Johansens palæ på Dag Hammerskjods Alle, der tidligere husede den canadiske ambassade.
Anders Kirk Johansens palæ på Dag Hammerskjods Alle, der tidligere husede den canadiske ambassade. Foto: Esben Salling
Vis mere

Den tilspidsede situation mellem de to tidligere ægtefæller kunne tydeligt mærkes i retten. Luften var iskold mellem parterne, der begge viste tydeligt ubehag ved at være til stede. Anja Kirk Johansen var klædt i mørke, stramme jeans og en sort jakke og bad flere gange om vand, mens der blev ventet på dommerne. Anders Kirk Johansen var lettere forsinket på grund af morgentrafikken og virkede også nervøs, da han mødte op lidt over ni iklædt hvid skjorte, jeans, sort jakke og nypudsede sko. Han hilste dog pænt på pressen, inden han satte sig til rette ved bordet i retslokalet, men sagde ikke et ord til sine børns mor.

At det overhovedet skulle enden med en retssag er noget opsigtsvækkende, da Anders Kirk Johansen kommer fra den stenrige Lego-familie, der gør en dyd af at holde private anliggender indenfor familiens vægge. Og Lego-arvingen, der menes at have en formue på et par milliarder kroner, kunne da heller ikke skjule, at han bestemt ikke brød sig om, at Anja havde valgt at indvie pressen i parrets private problemer:

»Hvad der er sket i weekenden, kan jeg kun tage afstand fra (Anjas interview, red.). Der er sørgeligt. Det er underligt når man på den måde har lyst til at fortælle om sig selv,« lød det fra den irriterede godsejer, der også fortalte, at hele Lego-familien var kede af, at parrets skilsmisse nu havde fået så meget bevågenhed.

Han havde da også sikret sig godt, inden han blev gift med sin Anja ved et storslået bryllup i 2011, hvor selv kronprinsparret deltog.

En tinglyst ægtepagt med fuldstændigt særeje skulle sørge for, at Anders Kirk Johansen, der er nevø til Danmarks rigeste mand Kjeld Kirk Kristiansen, ville slippe for at skulle dele ud af sin milliardformue, hvis han skulle være så uheldig, at ægteskabet ville ende med skilsmisse.

Men trods den bundsolide ægtepagt, og trods en yderligere gaveægtepagt, hvor rigmanden gav sin kommende ekskone 50 millioner kroner, så er der nu altså alligevel kommet så meget grus i maskineriet, at rigmanden valgte at slæbe sin kommende ekskone i retten.

Anders Kirk Johansen ville nemlig have en dato for, hvornår hans tidligere kone vil flytte ud af pragtpalæet. Han har tidligere udtalt, at hun indtil videre havde rykket datoen for udflytningen flere gange. Desuden ville han også gerne have sin bil tilbage, som Anja Kirk Johansen benytter.

Begge parter appellerede til, at dørene til retsmødet blev lukket, så pressen ikke kunne følge med i deres interne strid, men dommeren besluttede, at en dørlukning ikke var nødvendig, da begge parter gennem medierne allerede havde indviet offentligheden i deres strid, ligesom hun ikke mente, at der ville komme oplysninger frem, der ville være krænkende for parterne.

Den beslutning var parternes advokater dog ikke tilfredse med, og de besluttede i stedet at forsøge at indgå et forlig i et tilstødende lokale, hvor pressen ikke kunne være med. Forliget endte med, at Anja Kirk Johansen vil få tre måneder mere i den store villa ved siden af den amerikanske ambassade. Men så er det også slut.

Anja Kirk Johansen og Anders Kirk Johansen på deres bryllupsdag.
Anja Kirk Johansen og Anders Kirk Johansen på deres bryllupsdag. Foto: Alex Tran
Vis mere

Senest den 1. september skal Anja Kirk Johansen være flyttet ud af boligen, og samme dato skal hun også aflevere Anders Kirk Johansens bil tilbage.

Anja Kirk Johansen ville ikke udtale sig efter forliget, men henviste til sin advokat, Niels Thestrup.

»Anja er grundlæggende godt tilfreds med, at Anders besindede sig og gav hende en frist på tre måneder til at fraflytte huset,« siger han.

Hvis sagen var kommet for fogedretten, kunne det i værste fald være endt med, at Anja Kirk Johansen måtte rykke ud af palæet med det samme.

Men hvorfor blev sagen overhovedet bragt for retten, når I nu så nemt selv fandt en løsning?

»Det har vi også spurgt os selv om, for Anja har jo ikke på noget tidspunkt sagt, at hun ikke vil fraflytte boligen,« forklarer advokaten, der mener, at årsagen til, at Anders Kirk Johansen ’besindede sig’ kan skyldes, at medierne var til stede i retten.

Anja Kirk Johansen mangler endnu at modtage 48 af de 50 millioner kroner, som hun skal have ifølge sin gaveægtepagt, når skilsmissen er gået officielt igennem.

»Vi regner med, at skilsmissen går helt igennem, så hun kan få udbetalt pengene, inden for de næste tre måneder. Og så skal hun nok finde et andet sted at bo,« siger Niels Thestrup.

Ifølge Anders Kirk Johansen er også parrets to små døtre blevet påvirket af forældrenes indbyrdes opgør.

»Det er en sørgelig situation, som jeg er frygtelig ked af. Det er privatlivets fred, og det er synd for de to piger. Det er dem, jeg tænker mest på. De er taberne i det her,« lød det fra Anders Kirk Johansen, inden han forlod retten.