En af landets absolut rigeste kvinder, Lego-arvingen Sofie Kirk Kristiansen, er blevet skilt - den tocifrede milliardformue beholder hun selv. 36-årige Sofie Kirk Kristiansen beholder gods, guld og børn, mens eksmanden må vinke farvel til den tocifrede milliardformue.

Efter ni års ægteskab er Sofie Kirk Kristiansen og Christopher Kiær Thomsen flyttet fra hinanden. Det bekræfter Legos kommunikationschef Charlotte Simonsen over for BT. Hun skriver i en mail, at parret ikke har yderligere kommentarer.

Læs også:

Sofie Kirk Kristiansen er den ældste af Kjeld Kirk Kristiansens tre børn. Og ifølge den årlige liste over Danmarks rigeste i Berlingske Business Magasin er såvel faderen som de tre søskende gode for omkring 20-25 mia. kr. hver. Med sammenlagt 97,6 mia. kr. er familiens personlige pengetank næsten tre gange så stor som nummer to på listen - familien Louise-Hansen, der står bag Coloplast med en formue på 35,3 mia. kr.

Selvom han har været gift ind i landets absolut rigeste familie, kan Christopher Kiær Thomsen dog ikke kalde sig mangemilliardær efter bruddet. Parret havde nemlig oprettet en ægtepagt, som sikrer, at langt de fleste af Sofie Kirk Kristiansen besiddelser er særeje, skriver Ekstra Bladet.

Undtaget har været det årlige udbytte fra familiefirmaet, der er gået ind i parrets formuefællesskab - men kun op til 200 mio. kr. Oversteg udbyttet det beløb, overgik det også til særeje.

Christopher Kiær har altså højest fået halvdelen af det beløb, der skulle være tilovers af de op mod 1,8 mia. kr., parret har fået udbetalt i udbytte gennem deres ni års ægteskab.

Det nu forhenværende par har to børn og købte i 2005 en plantage, som de har omdannet til naturreservatet Klelund Dyrehave. De kæmpede i flere år en hård kamp med bl.a. Naturklagenævnet for at få lov til at indhegne og holde 700 dyr i den 1.400 hektar store dyrepark ved Holsted i Sønderjylland.

Men der var åbenbart ikke længere kræfter til at kæmpe for ægteskabet. Nu bor Sofie Kirk Kristiansen alene med døtrene på det 774 kvadratmeter store gods, der hører til dyrehaven.

Officielt er eksmanden dog stadig tæt på. Ifølge Ekstra Bladet har Christopher Kiær Thomsen flyttet sin folkeregisteradresse til Hovborg, hvor han har købt et hus på 196 kvadratmeter - 22 km fra godset.

Slår man ham op på Krak, er det dog adressen Sømandshvilevej i Rungsted Kyst, der kommer frem. Her ligger en villa 567 kvadratmeter, som parret købte for 24,5 mio. kr. i februar 2011. Selvom Sofie Kirk Kristiansen sidder tungt på milliardformuen, har hun tilsyneladende givet eksmanden nogle mursten med på vejen. I august blev han i forbindelse med bodelingen eneejer af Rungsted-villaen såvel som to andre grunde i området.