Fidget spinneren var egentligt tiltænkt som et beroligende redskab for folk med koncentrationsproblemer, nu er det modedille, og legetøjsbutikker kan knap nok følge med efterspørgslen

En dille er ifølge Den Danske Ordbog »et fænomen, som i en periode optager mange mennesker eller dyrkes energisk af en enkelt person.«

Og skolegårde landet over kan efterhånden godt byde velkommen til den nyeste dille: »fidget spinneren«.

En trekantet, ja, dims er det vel, der snurrer på fingerspidsen ved hjælp af en kuglelejer i dens centrum. Alt efter kvaliteten snurrer den løs i en mindre evighed, når den er blevet sat i gang af fingeren.

Jeppe Byskou, der er medejer af online-legetøjsbutikken, Slapoff.nu, fortæller, at efterspørgslen på spinneren, er kommet bag på dem:

»Efterspørgslen er stor, og den er stødt stigende. Vi er ret nystartede og har aldrig før set efterspørgsel i dette omfang på nogle af vores varer. Vi startede med at indkøbe et forsigtigt oplag, men vi har allerede udsolgt på flere modeller. Det er kommet bag os, at det er blevet en dille,« indrømmer han over for Berlingske.

Politiken har talt med Carsten Nielsen, der er direktør i Nordens største legetøjsproducent, Top-Toy, der producerer legetøj og driver butikkerne Fætter BR og Toys’R’Us med over 100 butikker i Danmark.

»Efterspørgslen er kommet ud af ingenting og er sparket i gang af sociale medier. Det er begyndt i USA, så kom England med, og siden væltede den ind over os. Ungerne ser videoer på YouTube, hvor andre børn laver tricks med legetøjet. Så stiger efterspørgslen eksponentielt. Tidligere kunne der gå halve og hele år, før en trend bed sig fast«, siger Carsten Nielsen til Politiken.

Carsten Nielsen »har aldrig har oplevet noget lignende,« fortsætter han over for Politiken. Han vurderer, at de kommer til at sælge langt over 100.000 den kommende måned.

ADHD-instrument

Den lille fidget spinner er oprindeligt udviklet til personer med koncentrationsbesvær. Ordet fidget betyder rastløs oversat til dansk.

Og ADHD-foreningen sælger da også spinnere, der skal hjælpe med at holde koncentrationen og give folk med ADHD noget »at dimse med«, som foreningen skriver på dens hjemmeside:

»Alle med ADHD har til tider problemer med at holde opmærksomheden fanget og koncentrere sig i længere tid ad gangen. Der er dog ganske mange mennesker, der ofte fortæller os, at det hjælper, at have noget at beskæftige sine hænder med. Ja, for nogen er det ganske nødvendigt at have noget at »dimse« med.«

»For mange er Fidget Spinners blot et legetøj, men for mennesker med ADHD kan det være et stærkt redskab i forhold til at øge koncentrationsevnen. Og det er rent faktisk også den tanke, der ligger bag udviklingen.«

Selvom dillen er nyere end ny, er fidget spinneren over 20 år gammel og blev opfundet af amerikaneren Catherine Hettinger.

I de glade 90ere ville hun opfinde et stykke legetøj til sin datter og var faktisk tæt på at få opfindelsen produceret af legetøjsgiganten Hasbro. Det skriver britiske The Guardian.

Over for avisen fortæller hun, hvordan hun i 2005 mistede patentet, da hun ikke havde råd til at forny det:

»Mange har spurgt mig, om jeg er vred. Men for mig er det nok, at folk forstår og virkeligt kan bruge noget, jeg har designet. Der er mange ting i det moderne liv, der gør, at man kan føle sig indespærret og forkrampet, så vi har brug for ting til at kunne stresse af,« siger Catherine Hettinger ifølge The Guardian.

Her kan du se en video af, hvordan spinneren fungerer, og hvilke tricks man kan udføre: