At afgifter er den væsentligste faktor i kampen mod grænsehandlen, er rent politisk bluff. Afskaffelsen af sodavandsafgifterne vil kun få ringe betydning for priserne i Danmark.

Afgifter på øl og sodavand udgør nemlig kun en meget lille del af øl- og sodavandspriserne her i landet. Når al moms og alle afgifter er trukket fra udsalgsprisen i både Tyskland og Danmark, koster øl og sodavand stadig kun det halve i Tyskland.

En nedsættelse af øl- og sodavandsafgifterne var et krav fra Venstre under forhandlingerne om ’vækstpakken’, der blev forhandlet på plads i slutningen af april.

Vækstpakken skulle skabe flere job i Danmark, og Dansk Erhverv har meddelt, at afgiftslettelser på øl- og sodavand vil skabe 1.450 flere arbejdspladser.

Men den konklusion er mere end tvivlsom.

Afgifterne har nemlig slet ikke den store betydning for prisfastsættelsen, som Venstre og branchen gerne vil have danskerne til at tro.

Aftalen indebærer, at ølafgifterne pr. 1. juli 2013 sænkes med 15 pct. Det betyder, at afgiften falder fra 3,03 kr. pr. liter til 2,58 kr. pr. liter. Et fald på 45 øre pr. liter, svarende til blot 15 øre for hver flaske/dåse med 33 cl øl.

Afgiften på sodavand falder lidt mere. Den er i dag 1,64 kr. pr. liter, og den bliver halveret pr. 1. juli 2013 og forsvinder helt 1. januar 2014.

Tre kroner billigere

For en 1,5 liters flaske Coca-Cola vil det betyde, at den kan sælges tre kroner billigere. Lavere afgifter betyder nemlig, at der også betales lidt mindre i moms, da man betaler moms af afgifterne.

Men da normalprisen for 1,5 liter Coca-Cola i Danmark er mellem 23,50 og 26,50 kr., og normalprisen syd for grænsen er 10 kr., så vil der stadig være mange penge at spare ved at handle syd for grænsen.

Især hvis man bor tæt på grænsen til den store nabo i syd.

Den konklusion er Skatteministeriet også kommet frem til i sin rapport ’Status over grænsehandel 2012’. Her skriver Skatteministeriet:

’Selv hvis afgifterne på øl og sodavand havde samme niveau i Danmark som i Tyskland, vil der stadig være et betydeligt incitament til at grænsehandle. De høje priser i Danmark uden moms og afgifter kan være udtryk for, at konkurrencen er utilstrækkelig.’

Konkurrence får priserne ned

Også hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anfører kontorchef Søren Bo Rasmussen den manglende konkurrence på det danske fødevaremarked som en væsentlig årsag:

- Strukturer i den danske detailhandel gør, at konkurrencen ikke er så hård. Coop og Dansk Supermarked sidder på 75-80 pct. af alle supermarkeder, så det er ikke givet, at konkurrencen er så skarp i detailleddet i Danmark, og den er heller ikke superskarp blandt bryggerierne, hvor der også er stor koncentration. I Tyskland er der større konkurrence i detailhandlen og større konkurrence om øl, og det får priserne ned, siger Søren Rasmussen.

Han henviser til en rapport fra Konkurrencestyrelsen fra sidste år, som viste, at når man rensede de danske dagligvarepriser for moms og afgifter, korrigerede for den høje danske velstand, samt korrigerede for, at flere varer i Danmark sælges på tilbud, så var fødevarepriserne stadig 4-6 pct. højere end gennemsnittet for de seks andre EU-lande, som man sammenlignede Danmark med. (De andre lande var Tyskland, Belgien, Finland, Frankrig, Italien og Nederlandene.)

Afgiftslettelserne vil derfor næppe have den store betydning for de sønderjyske købmænd. Og spørgsmålet er, om det overhovedet vil have nogen betydning for andre købmænd.

Lektor Susanne Bygvrå fra Institut for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet tvivler på, at der kommer 1.450 job ud af afgiftsnedsættelserne.

- Jeg tror ikke,at det vil give flere job i Sønderjylland, men måske længere nordpå og på Fyn, hvor der måske vil ske en nedsættelse af grænsehandlen, fordi folk køber varerne i Danmark i stedet. Men hvis indkøbene bliver spredt ud over hele landet, så er det et spørgsmål om, hvorvidt de eksisterende butikker og deres nuværende ansatte ikke kan klare det ekstra salg af sodavand.

GRUNDE TIL FORSKELLE I SODAVANDSPRISER

Manglende konkurrence

Konkurrencestyrelsen lavede sidste år en undersøgelse af dagligvarepriserne i Danmark sammenlignet med priserne i seks andre EU-lande. Her konkluderede Konkurrencestyrelsen følgende: Priserne på dagligvarer i Danmark er ca. 4-6 % højere end gennemsnittet af syv EU-lande (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene og Tyskland), når der korrigeres for moms og afgifter, tages skønsmæssigt højde for den høje danske velstand samt, at flere varer sælges på kampagne. Det giver en indikation af, at konkurrencen og effektiviteten i den danske dagligvarehandel eller i de erhverv, som producerer dagligvarer, ikke er på niveau med sammenlignelige europæiske lande.

Ser man alene på øl- og sodavandsmarkedet, viser BTs prissammenligning, at en forskel på 4-6% formentlig er meget lavt sat.

Service

Carlsberg står for distributionen til de fleste danske supermarkeder, og her fylder de ofte også hylderne op. De står også for øl-køleskabe og service på køleskabene i butikkerne. Nogle butikker får fyldt op en gang om ugen, andre tre gange. Denne service indgår i prisfastsættelsen i Danmark.

De tyske grænse-handelsbutikker fylder selv butikkerne op, og typisk køres varerne ind i butikken på paller.

Årsaftalerne

Supermarkederne laver årsaftaler med bryggerierne: Hvert eller hvert andet år forhandler supermarkederne aftaler hjem med bryggerierne. Aftalerne bygger på bryggeriets prisliste og fastlægger, hvor mange og hvilke typer tilbud der skal være i løbet af året.

Produktions-omkostninger

Coca-Cola og dansk øl, som sælges i grænsehandlen, produceres alt sammen i Danmark. Der er derfor ingen forskel i produktionsomkostningerne på Tuborg og Carlsberg, som sælges på det danske marked og i grænsehandlen syd for den dansk-tyske grænse.

Logistik

Der er ca. 45 grænsebutikker og 3.000 supermarkeder. Grænsebutikkerne har 48 varenumre, i Danmark er der 400. Det betyder, at ud over at butikkerne i Danmark kan være meget små i forhold til grænsebutikkerne i Tyskland, så skal lastbilerne også pakkes med alle mulige forskellige varetyper: Carlsberg, Tuborg, Jacobsen, porter og andre specialøl, kildevand, sodavand, iste, juice/most/kakao. Så hele logistikken er ifølge Carlsberg langt mere ‘kompleks’, og det koster flere penge.

Grænsebutikkerne har færre typer øl at vælge imellem og de indkøber samtidig meget store partier af hver varetype.

Store mængder

Hvis man køber store partier, hele paller og lastvognstog, kan man opnå ekstra logistik-rabatter. Grænsebutikkerne har øl og vand som en magnetvare og sælger øl og vand i enorme mængder. Derfor får de logistikrabatter, og samtidig får de ingen service fra bryggerierne. Bryggerierne skal bare køre hele last- vognstog til grænsen og aflevere drikkevarerne på store paller.

Dansk Supermarked, Coop, SuperBest og andre supermarkeder kan også opnå logistikrabatter.