Laura skriger så højt, hun kan, men lyden bliver dæmpet af sokken i hendes mund, og hånden der holder den fast. Hun ligger på gulvet på maven og vrider sig for at slippe løs, men den 13-årige dreng, der ligger oven på hende, er for stærk til, at hun kan komme fri.

Smerten fylder Lauras krop, da han trænger ind i hende. Først analt og bagefter vaginalt. Hun skriger igen og igen, men der kommer ingen hjælp.

Laura er otte år gammel.

Gennem flere måneder er Laura Nielsen offer for seksuelle overgreb på opholdsstedet Kokkedal, hvor hun er anbragt. Ifølge Laura Nielsens papirer bliver hun formentlig krænket seksuelt mellem 30 og 40 gange af en ældre dreng på institutionen, indtil hun til sidst bryder sammen. De voksne, der er ansat til at passe på hende, opdager ingenting. Da overgrebene kommer frem i lyset, forsvarer opholdsstedet sig med, at det var en seksuel leg mellem børn, og at den otteårige Laura selv havde en inviterende adfærd.

Laura Nielsen har svært ved at forstå, hvorfor det opholdssted hun boede på ikke opdagede, at hun blev krænket seksuelt af en ældre dreng.
Laura Nielsen har svært ved at forstå, hvorfor det opholdssted hun boede på ikke opdagede, at hun blev krænket seksuelt af en ældre dreng. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

De burde have opdaget det

I dag er Laura Nielsen 20 år gammel. Hun er kommet sig efter overgrebene, men hun forstår ikke, hvordan opholdsstedet kunne svigte hende som barn. Først ved at lade overgrebene ske. Bagefter ved at give hende skylden.

»Det gør mig så vred og indebrændt, at de får det til at lyde som om, det var min egen skyld. Jeg var otte år gammel! Lad os antage, at det er rigtigt, jeg havde en inviterende adfærd, så burde de have handlet på det og hjulpet mig. De burde have set det som et tegn på, at der var noget galt. De burde have opdaget, hvad der skete med mig og have stoppet det.«

Laura bliver anbragt på opholdsstedet Kokkedal i januar 2004, da hun er syv år gammel. Af hendes papirer fremgår det, at hendes mor ikke kunne tage sig af hende, og at hun er blevet seksuelt krænket tidligt i sin barndom. Derfor fremgår det også af Lauras handleplan, at opholdsstedet skal beskytte hende mod offer/krænker-situationer, så hun ikke udsættes for overgreb igen.

Laura har næsten ikke nogle billeder af sig selv fra dengang, hun boede på Behandlingshjemmet Kokkedal. Her er et, hvor hun er klædt ud som klovn.
Laura har næsten ikke nogle billeder af sig selv fra dengang, hun boede på Behandlingshjemmet Kokkedal. Her er et, hvor hun er klædt ud som klovn.
Vis mere

'Han var stor, tyk og skeløjet, og jeg syntes, han så farlig ud'

Men i Lauras erindring går der ikke særligt længe, før en ældre dreng på opholdsstedet begynder at misbruge hende seksuelt.

»Han var fem eller seks år ældre end mig, og jeg var bange for ham. Han var stor, tyk og skeløjet, og jeg syntes, han så farlig ud. Han var tit udadreagerende, og pædagogerne måtte holde ham fast med magt, mens han råbte og skreg.«

Ifølge en politirapport i Lauras sag starter overgrebene i januar 2005, et år efter hun er blevet anbragt, men hun fortæller ikke noget til de voksne.

»Min lillesøster boede også på opholdsstedet, og drengen truede med at slå hende ihjel, hvis jeg sagde noget til de voksne, og hvis der var en, som betød noget for mig, så var det min lillesøster.«

Laura før hun blev anbragt på Behandlingshjemmet Kokkedal. Her er hun tre år gammel.
Laura før hun blev anbragt på Behandlingshjemmet Kokkedal. Her er hun tre år gammel.
Vis mere

Var ved lægen ni gange

Men selv om Laura ikke siger noget til nogen, husker hun selv, at hendes adfærd ændrede sig.

»Jeg blev vred over ingenting, og det husker jeg ikke, jeg havde været før. Jeg græd også meget. Jeg kunne græde over de mindste ting.«

Af Lauras papirer fremgår det, at hun gentagne gange klager over irritation i skridtet, og at hun har været ved lægen ni gange. Blandt andet på grund af svamp i skeden og rifter i skridtet. Flere steder i Lauras papirer står der også, at hun: ‘har en del seksualiserende adfærd og tilbyder sig på en meget uhensigtsmæssig måde overfor drengene’.

Adfærd og fysiske tegn, der ifølge Socialstyrelsens vejledning er tegn på seksuelle overgreb.

Laura selv husker, at hun ofte klagede over, at hun havde ondt i tissekonen, men så smurte de voksne hende bare med zinksalve.

»Jeg kan ikke huske, at der nogensinde er nogle voksne, der har spurgt mig, om jeg blev udsat for overgreb.«

Laura som yngre, da hun får sit eksamensbevis.
Laura som yngre, da hun får sit eksamensbevis.
Vis mere

Bryder sammen

I april 2005 er der åbent hus på Behandlingshjemmet Kokkedal. Lauras mor kan ikke komme, men har sendt sin veninde. Veninden undrer sig over, at Laura ikke kommer ud fra sit værelse, og hun kommer ind til Laura og spørger, om der er noget galt.

»Jeg begyndte at græde, og så tog jeg en bamse fra min seng og en blyant, og så sagde jeg, at der var en dreng, som gjorde sådan her, og så tog jeg blyanten og stak den op i bamsens ende.«

Lauras mors veninde begynder at græde, og synet af tårerne er en kæmpe lettelse for Laura.

»Lige der gik det op for, at det ikke var normalt, og at det ikke var mig, der var noget galt med. Jeg troede, at det var min egen skyld, hvorfor skulle det ellers ske for mig?«

Havde ikke nogen mødom

Morens veninde fortæller opholdsstedet om overgrebene, og Laura bliver undersøgt af en læge, der konstaterer, at der er en rift og rødmen ved indgangen til hendes vagina, og at Laura ikke har nogen mødom. Lægen finder det sandsynligt, at der har været samleje.

I opholdsstedets redegørelse fremgår det, at der har været seksuel aktivitet på Kokkedal mellem fire børn, hvoraf Laura er et af dem. Episoderne er fundet sted på toiletterne og børnenes værelser. En 13-årig dreng videoafhøres af politiet, og han bliver flyttet en måned efter, overgrebene bliver opdaget.

Efter overgrebene har opholdsstedet problemer med at finde tider hos en psykolog til Laura.

Blev ødelagt

Skolelægen bemærker, at Laura virker berørt af de seksuelle episoder, men af Lauras papirer fremgår det, at der fortsat er problemer med at finde tider hos en psykolog. Hun bliver henvist til Center for Seksuelt Misbrugte, men det fremgår ikke, at behandlingen kommer i gang.

I juni 2006 bliver Laura flyttet til et nyt opholdssted, og gennem sin opvækst rykker hun frem og tilbage mellem forskellige institutioner. Hun er voldsomt selvskadende og forsøger selvmord flere gange.

I dag er Laura ikke i tvivl om, at overgrebene ødelagde noget i hende, som aldrig kan repareres.

»Den smerte, jeg har fra dengang, den går aldrig væk.«

Laura som yngre sammen med sin hund Molly.
Laura som yngre sammen med sin hund Molly.
Vis mere

En sexleg mellem børn

Laura kæmpede i mange år med en følelse af, at hun selv var skyld i voldtægterne, og det var derfor et hårdt slag, da hun som voksen i sine egne papirer kunne læse, at pædagogerne mente, hun selv inviterede til overgrebene, og at de var ‘en leg’.

»Jeg har arbejdet meget med mig selv, og i dag ved jeg, at det ikke var min egen skyld. Jeg var jo bare et barn. Men det er hårdt at se, fordi det virker som om, det er en undskyldning fra deres side, hvor de lægger ansvaret over på mig, frem for at erkende, at det er deres ansvar, fordi de ikke var gode nok til at forhindre, at det kunne ske.«

Derfor håber Laura også, at hun en dag kan få en undskyldning fra Kokkedal.

»Det ville hjælpe mig, fordi de ville indrømme, at det var deres fejl, og at det dermed ikke var min skyld.«

Laura blev mor til sønnen Mikas i november sidste år.
Laura blev mor til sønnen Mikas i november sidste år.
Vis mere

Kommunen: Vi opdagede det for sent

Behandlingshjemmet Kokkedal har ikke ønsket at stille op til interview om sagen og henviser til Københavns Kommune, der som anbringende kommune havde ansvaret for Laura de år, hun var på behandlingshjemmet.

Københavns Kommunes Socialforvaltning ønsker heller ikke at stille op til interview og skriver i en mail, at de ikke vil kommentere den konkrete sag, da der er tale om meget personfølsomme oplysninger. Men borgercenterchef Poul Ertner fra Borgercenter Børn og Unge i Københavns Socialforvaltning skriver i en mail:

»Vi kan bekræfte, at der i 2005 var et forløb, som vi opdagede for sent. Og der er ingen tvivl om, at når man i dag ser tilbage på det, er der flere ting, som vi i dag ville have håndteret anderledes. Vi er som samfund heldigvis blevet meget mere opmærksomme på, hvordan man bedst giver udsatte børn tryg barndom. Og vi er blevet meget mere opmærksomme på, hvordan man forebygger overgreb mellem anbragte børn,« siger Poul Ertner.

Ikke godt nok

Selv om Laura opfatter Københavns Kommunes udtalelse som en indirekte undskyldning, synes hun ikke, det er godt nok.

»Jeg forstår ikke, de ikke vil stille op til et interview, og i øvrigt, så opdagede de det slet ikke. Hvis ikke jeg var knækket sammen og havde fortalt det til min mors veninde, så tvivler jeg på, de nogensinde havde opdaget det,« siger hun og fortsætter.

»Det er også latterligt, når de skriver; ‘og der er ingen tvivl om, at når man i dag ser tilbage på det, er der flere ting, som vi i dag ville have håndteret anderledes`. Det håber jeg da sandelig også, de ville, men det redegøre ikke for det, der skete dengang.«

Laura er i dag kommet videre efter overgrebene. Hun bor på Amager med sin kæreste og lille søn Mikas, og hun drømmer om at uddanne sig til pædagog, når hendes barsel er slut.

Lauras søn Mikas betyder alt for hende. Han er i dag fire måneder og fire dage, og Laura går hjemme på barsel med ham.
Lauras søn Mikas betyder alt for hende. Han er i dag fire måneder og fire dage, og Laura går hjemme på barsel med ham.
Vis mere