Ovenfor ses en video af en af de støjende Scania Omnilink-busser optaget på Nørreport Station i maj 2017. Claus Møller Petersen, der er akustiker i ingeniørvirksomheden Sweco, siger om videoen: »Bussen fylder hele lydbilledet og overdøver alt andet med blæseren. Det er en meget voldsom støj, for man kan slet ikke kan høre hverken biler eller den hvide bus, som står lige ved siden af.«

Frank Jensen og Movia har forlænget kontrakten med Arrivas Scania Omnilink-busser, selvom støjen fra busserne ligger langt over de tilladte støjgrænser, når de kører på vejene

Mens såvel Movia som Københavns busansvarlige borgmester Frank Jensen soler sig i miljørigtig succes efter indsættelsen af de nye 5C busser i København, så har Movia i al diskretion forlænget kontrakten med de støjende Scania-Omnilink-busser, som der kører 114 af på linjerne 150S, 350S, 6A, 1A og 2A.

Det betyder, at busserne kommer til at støjforurene det storkøbenhavnske bymiljø minimum to år mere.

Kontrakten med Arrivas busser ophører ellers i efteråret 2017, men med mulighed for yderligere forlængelser af to års varighed helt frem til 2024.

Foreløbigt skal busserne køre frem til 2019.

Som BT fortalte i september 2016, så støjer busserne langt mere end loven og Movias egne regler tillader, når de kører på vejene. Kontrakten er blevet fornyet på trods af, at Arriva og Movia intet har gjort ved støjforureningen udover, at der arbejdes på bedre målemetoder i fremtiden.

»Det er jo ærgerligt, at man ikke går ind og anerkender, at her er der en meget stor udfordring. Bare i København er 10.000 mennesker plaget af støj fra blandt andet bustrafikken,« siger Kåre Press Kristensen, der er der er ingeniør og seniorrådgiver ved Det Økologiske Råd.

Inderhavnsbroen i Københavns Havn bliver officielt indviet d. 19. august 2016, selvom broen har været åben siden den 7. juli. Der har været et hav af problemer med den nye bro, som forbinder Holmen med Nyhavn. Overborgmester Frank Jensen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Inderhavnsbroen i Københavns Havn bliver officielt indviet d. 19. august 2016, selvom broen har været åben siden den 7. juli. Der har været et hav af problemer med den nye bro, som forbinder Holmen med Nyhavn. Overborgmester Frank Jensen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Han var sammen med BT med til at måle bussernes støj i september måned sidste år.

»Og jeg forstår heller ikke, at politikerne accepterer det. Det er jo deres borgere, der lider under støjen,« siger Kåre Press-Kristensen.

BT’s målinger sidste år viste, at fire ud af fem Scania Omnilink-busser overskrider Movias egen støjgrænse på 77 decibel.

Og mere end halvdelen af busserne støjede mere end lovens grænseværdi på 80 decibel og en enkelt bus nåede sågar op på 91 decibel.

Ved 85 decibel kræves der høreværn.

Udover den almindelige støj fra motoren er synderen de blæsere, der i sommerhalvåret brager løs for at køle motoren. Efter BT’s historie krævede Frank Jensen en redegørelse, som landede på hans bord i november måned sidste år.

Efterfølgende konstaterede Movia i redegørelsen, at en test med blæseren tændt viste alt for høj støj nemlig 82,3 decibel. Det fandt Movia ‘ikke tilfredsstillende’. Eftersom decibel-skalaen er logaritmisk, er det mere end dobbelt så meget som Movias egne regler tillader.

I den samme redegørelse og i senere målinger - uden tændte blæsere og med stillestående busser - frikender Movia dog busserne for at støje for meget. Målinger som ifølge Kåre Press-Kristensen intet fortæller om, hvor meget busserne støjer på de storkøbenhavnske veje.

Derfor har Movia ikke gjort andet end at arbejde for en mere retvisende målemetode.

I et svar til BT skriver Movias områdechef Jeppe Gaard, at ‘Movia som led i opdateringen af vores miljøsynsmanual arbejder på at lave en model for mere systematisk måling af støj fra busserne’, og han tilføjer, at ‘vi er optaget af, at det skal foregå på en måde, så vi også kan få støj fra blæseren med i målingen’.

Derudover skriver han, at der vil blive fulgt op med kontrolmålinger, hvis Movia får konkrete henvendelser fra borgerne.

Frank Jensens højre hånd: ‘Bare reglerne overholdes'

Efter BT’s støjmålinger i september sidste år krævede overborgmester Frank Jensen en redegørelse fra Movia.

»Vi skal være sikre på, at de grænseværdier, der er for støj overholdes,« lød det fra Frank Jensen dengang.

Efterfølgende konstaterede Movia i redegørelsen blandt andet, at en test viste alt for høj støj nemlig 82,3 decibel, hvilket Movia fandt ‘ikke tilfredsstillende’, fordi det er langt over Movias grænse på 77 decibel.

I dag ønsker Frank Jensen ikke at kommentere kontraktforlængelsen til BT. Han henviser istedet til Socialdemokraternes repræsentant i Movias bestyrelse Niels E. Bjerrum.

»Mig bekendt støjer de ikke for meget. Så må de jo ikke køre, men skal sættes ud af drift. Sådan er proceduren, og Movia overholder reglerne«, siger Niels E. Bjerrum med henvisning til, at Movia i test uden tændt blæser har frikendt sig selv for at støje for meget.

Du har tidligere sagt til mig, at det vigtige er, hvor meget de støjer på gaden. Det mener du ikke mere?

»I kontrakterne står der, at Movia skal leve op til støjgrænserne ud fra de målemetoder, som lovgivningen kræver. Og de kontrakter kan man ikke bare lave om på.«

Hvis busserne af nogle rent tekniske grunde larmer meget mere på vejene end når de testes, så er målingerne vel ikke retvisende...

»Mig bekendt er Movia også i gang med at udarbejde nye målemetoder, som tager hensyn til den støj, der kommer fra blæserne, så målingerne giver et mere korrekt billede af, hvor meget busserne larmer på vejene,« siger Niels E. Bjerrum.