Beboerne i landsbyen Ormslev ved Aarhus lokker med mange stemmer til den politiker eller det parti, der sikrer bedre busforbindelser. Politikere afviser, at de kan købes.

Giv os din opbakning og vi giver dig vores stemmer. Omtrent sådan lyder et tilbud til politikerne i Aarhus Byråd fra beboere i landsbyen Ormslev ved Aarhus, skriver Århus Stiftstidende.

Her er man godt og grundigt træt af en ny buslinje, som, mange føler, ikke er meget bevendt, fordi den kører så sjældent. Derfor har over 100 borgere på et møde ved den seneste fællesspisning i byen bestemt sig for at sætte en kampagne i gang for at få bedre busforbindelser.

Beboerne lover at se bort fra partipolitik og lokker med mellem 300 og 800 stemmer til næste byrådsvalg til den politiker eller det parti, der skaffer bedre busser.

- Vi kan naturligvis ikke garantere, at alle herude vil stemme på en politiker, der vil hjælpe os med bussen. For vi ved jo ikke, hvad der sker i stemmeboksen. Men på mødet gav mange beboere udtryk for en fornemmelse af, at politikerne er ligeglade med os og ikke tager vores argumenter alvorligt. Derfor siger vi, at der er mange stemmer at hente, hvis man tager os alvorligt, siger Susanne Muusmann, formand for borgerforeningen.

Man kan ikke købe en stemme i Aarhus Byråd, fastslår flere politikere, men de er åbne for at se på Ormslevs problemer med buskørslen,

- 300 stemmer giver ingen plads i byrådet, så det hjælper ikke så meget. Men jeg synes, de skulle stemme på dem, der generelt vil styrke den kollektive transport, siger byrådsmedlem Ango Winther (S).

Dansk Folkepartis Jette Skive (DF) fastslår, at hun ikke er til salg for stemmer.

- Men jeg vil gerne hjælpe Ormslev, hvis det er relevant. Derfor vil jeg gerne se nærmere på sagen. Og hvis ikke jeg kan score nogle stemmer på den, håber jeg, at jeg kan gøre mig fortjent på anden vis, siger hun.