Forrige sommer sagde Line Rask og Michael Hansen ja til hinanden i DR-programmet ’Gift ved første blik’. De kendte ikke hinanden, da bryllupsklokkerne lød, men det viste sig, at der opstod sand kærlighed mellem det unge par, og i dag venter de deres første barn.

Det fortæller de i et interview med avisen Nordjyske fra deres bopæl i New York, hvor parret har boet siden april 2016, fordi Michael Hansen fik job som regnskabschef hos det danske arkitektfirma BIG's i New York.

Men det er ikke kun Michael Hansen, der har job i den amerikanske storby. Line Rask har nemlig også fundet sig et ganske oplagt job taget hendes graviditet i betragtning.

»Jeg har også selv fundet noget at beskæftige mig med i New York, nemlig i Den Danske Sømandskirke, hvor jeg er ansat og får løn. Her er mødregruppen en del af mit arbejde, og jeg arrangerer og afholder også Sankt Hans, Movie Night, Oscar aften, månedlige brunch for netværket og hvad jeg ellers kan finde på. Mødregruppen bliver nu også snart aktuel for mig på en helt anden måde, da jeg er gravid, og vi venter vores datter til efteråret. Jeg er sat til at føde 15. november, men jeg håber dog, at det ikke lige bliver på netop denne dag, da jeg her har 30 års fødselsdag,« siger Line Rask til Nordjyske.

Parret blev som bekendt gift i tv-programmet 'Gift ved første blik' og kunne for nylig fejre to års bryllupsdag i storbyen, men udover at være et par af de få, der bliver sammen efter tv-programmet, så bliver de to også det første danske par, som har medvirket i programmet, der får barn sammen.

Line Rask og Michael Hansen forventer at bo i den amerikanske storby i mellem to og tre år og har tidligere fortalt i et interview med BT, at de gerne ville have børn sammen, men at det ikke hastede.

»Vi tager det stille og roligt. Det kommer, når det kommer,« Lød det fra Line Rask.