Han er 20 år gammel, men allerede en stjerne, som Danmark ikke har set før. Som skudt ud af ghettoen i Aarhus V. kom han med sin vrede og sønderlemmende kritik af parallelsamfund og imamernes 'påbud' og 'forbud' på avisernes forsider. Digteren Yahya Hassan blev dét, danskerne talte om. Men hvordan blev han den, han er?

BT har fulgt i den unge digters fodspor. Dette er historien om Yahya Hassan. Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien. 1. måned er gratis - herefter 29 kr. per måned - INGEN BINDING

Læs hele fortællingen fra begyndelsen eller hop til udvalgte kapitler ved at trykke på nedenstående kapitler.

Kapitel 1: Pusher og poet

Kapitel 2: Branden

Kapitel 3: Barndommen

Kapitel 4: Den anbragte

Kapitel 5: Læreren

Kapitel 6: Forandringen

Kapitel 7: Forfatteren

Kapitel 8: Faderen

Kapitel 9: Stilhed før stormen

Kapitel 10: En ny kamp begynder

 


 

 

 

 

Yahya Hassan modtog i november prisen som ’Årets Debutant’ på Bogmessen BogForum. Her ses han med champagne i glasset.
Yahya Hassan modtog i november prisen som ’Årets Debutant’ på Bogmessen BogForum. Her ses han med champagne i glasset. Foto: Finn Frandsen/Polfoto.
Vis mere

 

 

Kapitel 1. Pusher og poet

 

Yahya Hassan er afløser for en ven. Ikke i Netto. Ikke i børnehaven. Ikke på lageret. Han er afløser på røgtelefonen.

Telefonen ringer.

En kunde vil købe. Yahya Hassan vejer, deler de store, brune klumper i små portioner. Han møder kunden nede om hjørnet, mellem betonblokkene, kigger sig over skulderen, som han har gjort i årevis, stikker hashklumpen videre, tager imod pengene.

Og tager noter på sin blok. Noter til det næste digt.

Det er sommeren 2013. Han er pusher, han er poet. På samme tid. Han er et helt usædvanligt menneske.

Han sælger hash, og han skriver et digt. Samtidig.

Rapseri bliver til ord, trusler bliver til ord, røveri bliver til ord.

Ord om dengang, han truede de andre børn med en brødkniv, om indbruddet hos elskerens mand, om flugten fra politiet med fætteren.

De digte, der få måneder senere vil forandre Danmark, er afleveret, de ligger på Klaus Rifbjergs forlag, på Ib Michaels forlag, på Bjarne Reuters forlag, på Jørgen Leths forlag – på

Gyldendal, dette fine sted i det indre København.

Og om få måneder vil hans ord forandre Danmark og ændre Yahyas liv for evigt.

Møgungen fra Trillegården

Drengen fra ghettoen, møgungen fra Trillegården, den lille dreng, den forkuede og forslåede fra institutioner i provinsen.

Drengen, der var langhåret, da det skulle være kort. Drengen, der gik i stramme bukser, da de skulle være løse.

Drengen, der hader den gud, han skulle forgude. Drengen, som kravlede op af møgbunken og blev lille Danmarks spirende håb:

Yahya Hassan.

Den 17. oktober udkom hans digtsamling. I november vinder han Bogforums Debutantpris 2013 – og læser digtet ‘Afløser’ op:

- Det er ‘the real shit’, siger Yahya Hassans ven.

Yahya Hassan, 18 år, og Danmarks vigtigste menneske lige nu. Han har med én digtsamling tændt håb, vakt had og forandret dette land. Som den lille dreng i H. C. Andersens ‘Kejserens nye klæder’ har han sagt, hvad mange så, men ikke måtte sige.

Men Yahya Hassan er ikke et barn. Heller ikke helt voksen.

Hader far og islam

Yahya Hassan er et menneske, der er blevet tævet og har tævet, slået og truet; et menneske, hvis had til faderen og til islam går hånd i hånd. Et menneske, der en dag mødte en lærer, der så ham, læste ham, forstod ham, holdt hans hånd, kyssede ham – og trak ham fra mørket ud i lyset, fra fortabelse og fortvivlelse til tro, håb og kærlighed, og dér står han så nu, digteren, med sine livvagter fra PET og sine ord, sin skudsikre vest. Bare 18 år gammel.

Yahya Hassan har set det hele, og han har fortalt det hele, og siden oktober er hans digtsamling om mørket og forbandelsen og ghettoerne blevet trykt i svimlende 100.000 eksemplarer.

 

Pusheren drager til emiraterne
Han overlader mig røgtelefonerne

Og en taske med pladder og vægte
Husk når det er cuttet op
Så dig du er pusher
Og ik la nogen klods på dig
Junkier kommer aldrig tilbage
Men hvis nogen af de store ska bruge noget
Så bare gi dem bare
Medmindre du vil ha en problem
Aldrig vis hvad du har i din hænder
Ik ryg med kunderne
Og hold en frisk øje med de blå
Hvis der bliver problemer så ring til Issa
Han popper en dolol og rister en smøg
Og ik ha paranoia på
Læg din nosser i blød ryg en nold
Jeg er tilbage om to fredagsbønner
Han stikker mig 10 gram
Og siger her har du lidt og ryge på
Når jeg kommer tilbage du får penge

 

Tilbage til toppen

 

 

 

 

Familien Hassan må flytte fra nummer 32 i bebyggelsen i Trige efter en ildebrand, der opstår, efter at Yahya har leget med tændstikker.
Familien Hassan må flytte fra nummer 32 i bebyggelsen i Trige efter en ildebrand, der opstår, efter at Yahya har leget med tændstikker. Foto: Betina Garcia
Vis mere

 

 

 

 

 

Kapitel 2: Branden

Hvad er sandhed og hvad er løgn, vi ved det ikke, og måske er det lige meget, det er digte. Og så dog, for disse digte, de læses, og de vil forandre alting, og selv om de ikke er sande, så er de det måske alligevel, for hvem siger, at en dreng på tre år ikke ønsker sin far død.

Men hvorfor han gjorde det, ‘ved han ikke’.

Det er lørdag 3. oktober 1998. Moderen står i køkkenet, hans far sover, mens de små børn passer sig selv. Som altid. Yahya Hassan er blot tre år gammel. Han leger med ild. Klokken er 10.43, da Aarhus Brandvæsen og politiet bliver alarmeret og kører til de hvide andensals-betonboliger, der ligger side om side, ca. 12 kilometer nord for Aarhus.

Der er brand i lejligheden på Trige Centervej 32, hvor familien Hassan bor.

Legen – ilden – bliver i Yahya Hassans ‘selvbiografiske’ digtsamling, der netop på grund af det personlige indhold i offentligheden er blevet opfattet som en sand fortælling, udlagt som en overlagt handling: Ildspåsættelsen er en kynisk beslutning om at sætte ild til familiens hjem og lade faderen sove – og dø.

Det er første gang, at den lille Yahya Hassan svarer igen over for den far, der slår og tæver og ødelægger liv.

Men kan et tre-årigt barn træffe beslutningen om at brænde sit hjem ned? Kan et tre-årigt barn overveje at lade sin far dø i flammerne? Kan et tre-årigt barn rumme så megen vrede, had og lyst til at dræbe, at det med fuldt overlæg sætter ild til en lejlighed?

Fantasi og lyrik

Ikke alle elsker Yahya Hassans digte og udlægninger, og de, der ikke gør, de der kender familien, de troende i området, onklerne og fætrene, de mener, at Yahya Hassan ‘bruger sin fantasi’, at det ikke er andet end ‘lyrik’, og at han har digtet videre på historien om branden, som han har ‘hørt de voksne snakke om i årene efter’. For branden har rigtigt nok fundet sted.

I politiets rapporter står der, at brandårsagen er ‘et barns leg med tændstikker’. Men politiet mener ikke, at der er tale om en ‘kriminel handling’. Hos Aarhus Brandvæsen beskrives branden som en ‘hverdagshændelse’.

I dag – mere end 15 år efter at Yahya Hassan sad i stuens ene hjørne og mærkede flammernes varme i sit ansigt – svarer han ‘mmm’ og nikker, når han får det direkte spørgsmål: Brændte du lejligheden ned? Men hvorfor han gjorde det, ‘ved han ikke’.

Måske er det løgn, eller næsten løgn. Måske vil han med historien om branden skabe en myte om sig selv.

Og det er lige meget, hvis man skal forstå redaktøren fra Gyldendal ret. Manden, der som en af de første litterære eksperter læste Yahya Hassans poesi: Digte kan ikke – siger han – bruges som vidneudsagn i en retssag. Digtere er ikke 1:1-sandhedsvidner og skal heller ikke være det.

- Men derfor kan digterne godt trække på deres oplevelser, og det gør Yahya Hassan jo åbenlyst, siger redaktør Simon Pasternak.

Fra 32 til 64

Efter branden flyttede familien fra nummer 32 til nummer 64.

Det hele er det samme: lejlighedernes størrelser, facaderne, opgangene, der er blot 20 sekunders længere gang fra parkeringspladsen, dog er den nye lejlighed tættere på Yahya Hassans børnehave, Troldebo, der ligger på den anden side af det hvide boligbyggeri.

 

jeg tog lighteren i lommen gik mine skyldige skridt
satte mig i hjørnet mellem radiatoren og sofaen

lod flammen snave plastikstilken
jeg sad der til jeg ikke kunne sidde der mere
gik lidt væk og kiggede først på flammerne
så på far
og tænkte at det var bedst at lade ham sove

Fra digtet ‘Plastikblomst’

 

Tilbage til toppen

 

 

 

De var oprindeligt tænkt som rammer om det gode liv for arbejderne, med grønne områder, institutioner og nærindkøb. I dag fremstår den grå beton i Yahya Hassans barndomskvarterer mere som symbolet på mislykkedet integration.
De var oprindeligt tænkt som rammer om det gode liv for arbejderne, med grønne områder, institutioner og nærindkøb. I dag fremstår den grå beton i Yahya Hassans barndomskvarterer mere som symbolet på mislykkedet integration. Foto: Betina Garcia
Vis mere

 

 

 

Kapitel 3: Barndommen

 

Han er en møgunge, den lille Yahya Hassan, der er begyndt på Møllevangskolen i Aarhus V.

Han stjæler madpakker og Pokémon-kort, og ofte bliver han sendt på kontoret, hvor han får at vide, at han altså ikke må drille de andre børn. Han må heller ikke binde andre elever fast til træerne med et sjippetorv, siger lærerne, men de tæsker ham ikke, og han giver ikke en skid for deres pis. Det rager ham.

I skolen slår de voksne ikke, og det er som om, han kan gøre, hvad han vil, uden at der sker noget.

Børnene på hans egen alder er han også pisseligeglad med.

De ældre elever er mere spændende. Dem kan man diskutere med, skændes med, svare igen, ligesom de voksne derhjemme. Yahya Hassan udviser ingen frygt i skolegården. Når han bliver slået af de store drenge, kigger han på dem, som om de bare kan slå ham igen.

En dreng fra sjette klasse er slet ikke skræmmende, når ens far derhjemme slår igennem, mener Ali Karim, én af Hassans ældste venner og betroede, der husker Yahya Hassan fra første klasse, dengang han rendte rundt i skolegården på Møllevangskolen.

Mange år senere mødte Ali Karim så igen Yahya Hassan i en opgang i Trillegården. De var begge interesseret i hiphop-musik. I dag er de rigtig gode venner. Forfatteren og Ali Karim, der læser til lærer.

- Han var meget provokerende og grænseoverskridende. Han kunne være kold og ligeglad med andre børns reaktion. Og så var han meget flabet over for dem, der var ældre. Han viste ingen frygt, siger Ali Karim.

- Sådan er han stadig. Han har ikke respekt for det etablerede, forfattere eller politikere. Han har stadig den dér ’fuck jer’-attitude. Han er ligeglad. På den fede måde, mener Karim.

Lærerne har mere end svært ved at styre Yahya Hassan, der i anden klasse bliver smidt ud af folkeskolen efter at være blevet flyttet over i dét, en velmenende pædagog har døbt ‘Pusterummet’, hvor alle rødderne så kunne ødelægge deres liv sammen. Senere kommer han i specialskole indtil sjette-syvende klasse, hvor han bliver anbragt på institution.

Barn af betonen

Yahya Hassan er barn af betonen, men først og fremmest barn af sen-80ernes strøm af utilpassede krigsoverlevere fra Libanon.

Krigen mellem israelerne og palæstinenserne sender i slutningen af 1980erne og begyndelsen af 1990erne flygtninge med palæstinensiske rødder fra Libanon til Danmark.

Tæt befolkede flygtningelejre i Mellemøsten skiftes ud med beton nær de store danske byer.

Her – i Ishøj, i Gellerup, i Vollsmose, i Trillegården – byggede man rammerne for det ‘gode liv’ til arbejderne og landets nye befolkning, der strømmede ind.

Uden for vinduerne ligger de grønne områder, daginstitutioner, skoler og dagligvarebutikker samlet inden for kort afstand. Men drømmen om ‘det gode liv’ lider et knæk, da det med tiden viser sig, at arbejderne ikke vil bo der. I stedet begynder kommunerne at henvise befolkningens svage grupper og de stadig flere indvandrere til lejeboligerne.

Her bor mødre og fædre, der aldrig har været på det danske arbejdsmarked og aldrig har lært det danske sprog.

Og fuck dig

Her vokser anden- og tredjegenerations-indvandrere op i samfund, hvor der tales arabisk i lejlighederne, i gårdene mellem boligblokkene og i moskéen, mens børnene i de nærliggende skoler lærer det danske sprog, den danske historie. Men når de kommer hjem om eftermiddagen, mødes de af lyden af koran-radio fra Mellemøsten og af forældre, der, siden de ankom til Danmark, har kunnet skabe det, der kaldes parallelsamfund, hvor den lokale imams påbud og forbud er den lokale lov.

Her sælges hash, stjålne mobiltelefoner og bærbare computere.

Hver dag. Året rundt. Unge, kortklippede og hadefulde mænd styrer gaderne i disse ghettoer, driver rundt, på kontanthjælp, normløse, ligeglade og fuck dig.

Yahya Hassans far, Sami Hassan, ankommer til Danmark i slutningen af 1980erne. I 1991 rejser han tilbage til Libanon, hvorfra han tager sin nye kone med hjem til Danmark. De kender ikke hinanden, men det gør deres familier i flygtningelejren.

Den nygifte Hassan-familie slår sig ned i Trige, nord for Aarhus.

Inden de bliver skilt i 2003, får de fem børn.

Nummer to i rækken er Yahya Hassan, der bliver født 19. maj 1995.

Moderen arbejder ikke.

Hun går hjemme og passer børnene, der ikke kommer i institution, før de er gamle nok til at gå i børnehave.

Sami Hassan, faderen, arbejder først i en daginstitution i Aarhus-forstaden Lystrup, så tager han kurser i grafisk design, og indtil for få år siden arbejdede han som taxa-chauffør.

I medierne har man kunnet få det indtryk, at Yahya Hassans far har været en arbejdsløs samfundsnasser, lige siden han kom til Danmark i slutningen af 1980erne. Yahya Hassan skriver dog selv, at faderen kører taxa ‘dag og nat’, og BT har været i kontakt med flere personer, der kender faderen, og som bekræfter, at han har arbejdet indtil for få år siden.

Livet går i stå

Yahya Hassans mor har gået hjemme, og noget tyder på, at hun savner sit hjemland.

I en af hendes Facebook-opdateringer beretter hun fra en ferie i Mellemøsten blandt andet, at hendes liv – på trods af at hun har fået fem børn – er gået i stå, siden hun forlod flygtningelejren i Balbek i Libanon i 1991.

En kilde, der har oversat moderens tekst for BT, forklarer, at det kan tolkes som om, at hun stadig fornægter sit ‘nye’ hjem i Danmark, og at hun dermed deler skæbne med mange andre arabiske kvinder, der efter mere end 20 års ophold i Danmark aldrig er blevet en del af samfundet.

Tæsk, undskyld, tæsk

Udadtil ser familien Hassan ud til at være en velintegreret nydansk familie, der er selvforsørgende og tilpasser sig de nye, fredelige omgivelser. Bag familien Hassans dør hersker ufreden imidlertid mellem faderen og børnene, mens moderen passivt ser sine børn få prygl.

- Min far var uforudsigelig. Han kunne smadre mig, sige undskyld og derefter tage mig med ud og købe et computerspil.

Hvis jeg larmede for meget, kunne han smadre den gave, som han lige havde købt, forklarer Yahya Hassan i et interview.

I 2003 bliver forældrene skilt.

Samtidig byder hans fars opdragelse ikke bare på lussinger, men systematiske tæsk, slag med bælte og gruopvækkende seancer, hvor Yahya Hassan og hans søskende står på et ben med ansigtet vendt mod væggen og hænderne udstrakt i timevis, skriver han i digtsamlingen.

En totempæl

Yahya Hassan beskriver frygten for sin far, da han taber en flaske på vej hjem fra indløb.

‘Den skide frygt var som en totempæl i mit røvhul’, og senere, da sønnen kommer hjem uden flasken, leder faderen efter ‘instrumenter’ i skuffen.

Det bliver også antydet, at da moderen er rejst, må han kun se hende i smug. ‘Han udsteder et forbud.’

’Så nu ses vi i smug, når det ringer ud til frikvarter.’

Yahya Hassan kommer væk fra faderen. Langt væk.

Jeg snittede en træpind i skolen
Da en lærer rakte mig den telefon

De altid ringede til min far med
Hvad har jeg nu gjort spurgte jeg
Og tog telefonen op til øret
Men det var mor
Hun sagde at hun var rejst væk
Jeg begyndte at græde i værkstedsskuret
Aftenen før blev vi sendt ind i stuen
Døren til soveværelset blev lukket
Lyde bag døren og et kig gennem nøglehullet
Mor med en ledning om halsen
Jeg rev døren op og han tog sit bælte af
Jeg havde jo fået besked på at blive i stuen

Fra digtet ‘Salam Habibi’

 

Tilbage til toppen

 

 

Her et opholdssted for unge i Grenaa, hvor Yahya Hassan blev sendt hen.
Her et opholdssted for unge i Grenaa, hvor Yahya Hassan blev sendt hen. Foto: Betina Garcia
Vis mere

 

 

 

 

Kapitel 4: Den anbragte

 

Det er for hans ‘egen skyld’, at Yahya Hassan som 13-årig bliver anbragt uden for hjemmet. Han er en slagsbror, en utilpasset kriminel i Aarhus V, der er centrum for ungdomskriminaliteten i landets næststørste by.

To betjente og en sagsbehandler banker på familien Hassans dør. De tager den kriminelle teenager med.

- Min søster løb efter politibilen og bankede på døren med snot ud af næsen og tårer ned ad kinden. Det var ligesom kulminationen på elendigheden og råddenskaben gennem min barndom. Den der råddenskab i underklassen har jeg aldrig kunnet slippe, fortæller Yahya Hassan i et interview.

De første år på institution er Yahya Hassan vild, ustyrlig og farlig for sine omgivelser. Han slås med de andre anbragte børn, truer dem med en brødkniv, truer også pædagogerne med kniv, når han ikke må få mellemmåltider, han slår pædagoger ned og holder dem på afstand med en lommekniv.

Sådan beskriver han det i hvert fald selv.

Yahya Hassan ender på nogle af de mest bevogtede sikrede institutioner for unge under 18 år. Institutioner, som er påkrævet, når ‘den unge skader sig selv eller andre’, og særlig sikrede afdelinger, når den unge er for ‘voldelig eller psykisk afvigende’ til de almindelige sikrede afdelinger.

Fængsler for børn

Yahya Hassan beskriver, at han først bliver anbragt ude på landet tæt ved Vejle, mens den sikrede institution Stevnsfortet på Sjælland er et af hans første møder med det, der bedst kan beskrives som fængsler for børn. På den særligt sikrede afdeling sidder han bag låst dør om natten og har minimal frihed.

Mindre end en halv times kørsel på de snoede, smalle veje fra Grenå på Jyllands næse fører os til Dalstrupvej 30A. Her ligger institutionen Grenens særligt sikrede afdeling. En rød murstensbygning, der ligner en gammel skole, tårner sig op for enden af alléen. Stålfacaden, gitteret og overvågningskameraer vidner om, at bag murene bor nogle af landets mest kriminelle unge. Indenfor har de hver sit værelse på ca. 12 kvadratmeter, hvor der står en seng, en stol og et skrivebord.

Anbragte børn står op ca. kl. 7, mens der bliver sagt godnat kl. 22.30. Dørene til værelserne er låst om natten, men der er et kaldeanlæg, som de unge kan bruge, hvis de skal på toilettet, hvis de får brug for at tale med en voksen, eller hvis der opstår noget andet akut. Besøg foregår på faste tidspunkter og ikke midt i undervisning eller planlagte fritidsaktiviteter.

Appetit på at lære noget

I disse omgivelser får Yahya Hassan appetit på at lære noget, og han kan meget med ord, som han gerne vil arbejde videre med.

På Grenen bliver især musiklæreren rigtig glad for Yahya Hassan, som er meget produktiv, og som har et akademisk anstrøg over sig.

Drengen, der truede de andre børn med en brødkniv, kaster sig nu med stor iver over institutionens kreative aktiviteter. Yahya Hassan deltager i musikprojektet ‘Lyt til mig’, hvor han imponerer med sine lyriske evner. Især hans one liners får Grenens ansatte og anbragte børn til at spærre øjnene op, men Yahya Hassan har svært ved at skrive færdige, sammenhængende tekster, som han selv er tilfreds med. Derfor skriver han om, retter, skriver igennem og skriver om igen, indtil han er i mål.

Efter Grenen havner Yahya Hassan på Solhaven i Farsø, hvor han er anbragt fra december 2009 til oktober 2011. Han bor på afdeling 8, hvor der er tre pædagoger på vagt ad gangen. Andre afdelinger har færre pædagoger, men det bliver vurderet, at Yahya Hassan har brug for den store pædagogiske indsats.

I dagtimerne går han på Vesthimmerland Kommunes Specialskole, der kun har elever, som bor på institutioner.

Livet på Solhaven er mere frit end på Grenen. Yahya Hassan går for at være ‘sød’ og ‘meget motiveret for at få hjælp’, selv om dagligdagen i høj grad stadig er fastlagt med skole- og fritidsaktiviteter.

Der er ingen låste døre om natten, og der er rig mulighed for at komme på ture, hvilket Yahya Hassan benytter sig af. Han tager således til Oslo for at besøge Munch-museet, mens de andre tager i badeland.

Yahya Hassan skiller sig ud fra mængden på Solhaven. Han ‘passer sig selv’ og er ‘anderledes’. Hans litterære interesser vækker opsigt blandt pædagoger, og særligt hos en kvindelig lærer på specialskolen.

Tilbage til toppen

 

 


Forfatter Louise Østergaard har skrevet en roman om blandt andet sin affære med digterstjernen Yahya Hassan.
Forfatter Louise Østergaard har skrevet en roman om blandt andet sin affære med digterstjernen Yahya Hassan. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

 

Kapitel 5: Læreren

Yahya Hassan fremhæver selv den kvindelige lærer på Solhaven som en vigtig årsag til, at han får øjnene op for blandt andet digteren Michael Strunge. Da han afleverer en stil til hende,tror hun i første omgang ikke på, at det er hans værk, men han får hurtigt overbevist hende om sine evner, da han skriver en ny stil til hende med det samme.

Yahya Hassan får anerkendelse og en ‘mentor’, og hun introducerer danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Han sluger det hele og går ud af skolen med 12-taller og 10-taller.

Han flytter fra Farsø til Aalborg, hvor læreren bliver hans kontaktperson. Men de bliver, på trods af at hun er gift, også kærester.

Læreren og hendes mand går fra hinanden, men hun bliver siden forladt af Yahya Hassan.

Efter Yahya Hassan har udgivet sin digtsamling, følger læreren godt med i Yahya-historierne i medierne. Hendes unge elsker har afsløret deres seksuelle forhold i sin digtsamling, hvor han blandt andet skriver:

 

 

Det startede med et kys
som det vel altid gør

men den bog vi skrev sammen
var ikke egnet til højtlæsning
først blev hun fyret så blev hun skilt

Fra digtet ‘Kontaktperson’

 

I december 2011 er Yahya Hassan netop flyttet fra Solhaven i Farsø til Aalborg, hvor læreren er blevet hans kontaktperson.

 

Selv om et forhold mellem en lærer og en tidligere elev, der blot et år forinden kom på den rigtige side af den seksuelle lavalder, vækker opsigt, så er det måske ikke så overraskende, at det lige er Yahya Hassan, der går i seng med en markant ældre kvinde, der kunne være hans mor.

Han har gennem hele sit liv søgt mod de ældre: i skolegården på Møllevangskolen i Aarhus V, i samtaler med de voksne hjemme i ghettoen og den dag i dag, hvor hans vennekreds også tæller kunstneren Hans Krull på 61 år, mens kæresten, Camilla, er tættere på de 30 end på de 20 år.

Indbrud hos eksmanden

Han er blot 16 år gammel, men en kynisk kriminel. I det nordjyske begår han således indbrud hos lærerens eksmand.

Den 21. oktober 2013 skal Yahya Hassan læse sine digte op hos Wolfsen i Aalborg, og læreren har meldt sig til via Facebook.

På nettet blander hun sig i debatten om Yahya Hassan. Hun fortæller, at hun er læreren, som indledte et forhold til eleven, der bliver omtalt i digtene. Hun skriver:

’For en god ordens skyld vil jeg lige sige, at Yahya aldrig blev ’godt og grundigt afvist’. Tværtimod så jeg straks hans åbenlyse skrivetalent, da han først begyndte at skrive noget overhovedet. (...) Hans historie er unik, og udviklingen af hans skrivetalent har ikke været uden omkostninger.’

På nettet styrer hun uden om at forklare, hvorfor hun og Yahya Hassan blev kærester, og hvad hun så – eller ser – i ham.

Jeg kneppede din kone
Jeg ribbede dit hjem for værdier
Jeg pakkede fjernsynet ind i jeres søns dyne
Jeg kunne ikke argumentere for
At min fætter
Skulle lægge jeres søns computer tilbage
En laptop er en laptop sagde han
Det er 500 mere til hver
Dine guitarer endte hos hælerhassan

Fra digtet ‘Bekendelse’

Tilbage til toppen

 

 


Yahya Hassan blev født 19. maj i 1995 i Trige ved Aarhus.
Yahya Hassan blev født 19. maj i 1995 i Trige ved Aarhus. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

 

Kapitel 6: Forandringen

Efter flere års fravær dukker Yahya Hassan op igen i Trillegården i Aarhus V. Vennen Ali Karim husker, da han igen mødte Yahya Hassan i en opgang i Trillegården.

- Han var en meget, meget mærkelig dreng, da han kom tilbage til området efter at have været på institutioner. Han var både klar på at lave kriminalitet, men samtidig med at han lavede ’knæk’, skrev han ord ned. Det er altså helt vildt underligt at være kriminel, samtidig med at man er forfatter. Men han er en førstehåndsperson, siger Ali Karim.

Særlig én hændelse har været med til at skabe den ‘mærkelige dreng’. I 2010 på Solhaven melder Yahya Hassan sig ind i Samlerens Bogklub, og han støder her på den norske forfatter Karl Ove Knausgaards bog ‘Min kamp’. Bogen minder ham om sin egen barndom, og han begynder for første gang at se tilbage.

Yahya Hassan har altid læst, og der er ikke nogen tvivl om, at han, ligesom resten af familien Hassan, har et naturligt talent for sprog.

Yahya Hassans 19-årige storesøster taler et perfekt dansk. Langt fra ghetto-accent og uden afbrydelser som ‘æh’ og ‘øh’. Yahya Hassans mor taler også godt dansk på trods af, at hun som mange andre kvinder fra samme baggrund og generation har været isoleret i ghettoen, langt væk fra det danske arbejdsmarked og ofte uden kontakt med danske naboer. At den 42-årige mor, ligesom Yahya Hassan, har interesse i dybere sondringer og ord, afspejles på hendes Facebook-profil, hvor hun i vers med arabiske skrifttegn flittigt opdaterer sin væg.

Opdateringerne har ofte et religiøst præg, ligesom hun beder fem gange om dagen og ikke giver hånd til fremmede mænd.

Mens Yahya Hassan er anbragt på Solhaven, begynder han på en forfatterskole i Viborg og pendler samtidig med bus fra Farsø og Bispehaven i Aarhus V hver tirsdag til Rapakademiet – et sted hvor unge kan indspille musik, betalt af kommunen.

Egentlig en fed rapper

Vennen Ali Karim, der er tilknyttet Rapakademiet, forklarer, at det nok allerede lå i kortene, at Yahya Hassan ville finde sin egen niche.

- Han var egentlig en fed rapper, men han var også en meget poetisk rapper. Og det var ligesom bestemt, at han skulle være forfatter. Men der ligger også en dannelsesrejse i, hvordan man skriver rap-tekster – provokerende og grænseoverskridende. Det har han fået noget ud af. Men nu har han fundet sit eget medium, siger Ali Karim.

Islam vil have ham korthåret, han bliver langhåret, rapperne vil have ham til at gå i posede bukser, han går i stramme bukser, sådan er han, på tværs.

De spirende ord er ikke den eneste forvandling hos Yahya Hassan, der sluger bøger, tunge tekster, mens han kigger indad, kigger på sine omgivelser.

Yahya Hassan mener ikke, at Koranens ord hænger sammen med, at ‘perkerne konkurrerer (nærmest) om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri,’ som han siger til Jyllands-Posten.

- De siger, at de er muslimer. De beder ikke, og de faster ikke. De gør ikke nogen af de her ting. De drikker. De ryger. De knepper. Jeg ved ikke helt, hvorfor de tror, at de er muslimer.

Som lille kom Yahya Hassan altid i moskeen i det centrale Aarhus. På institutionen er det længe siden, han har hørt daglig koranlæsning i fjernsynet, og han har været langt væk fra koran-citaterne fra væggene derhjemme. I hjemmet gik volden og Koranen hånd i hånd.

Da han var lille, sked han i bukserne i Guds navn. Han var opdraget til at frygte Gud. Frygten for Gud og den dårlige samvittighed over ikke at være en god muslim er forsvundet.

På institutionerne har Yahya Hassan opdaget et samfund uden for de religiøse rammer, han spiser bacon, ‘mest i trods’, som han siger, og han spørger sig selv, hvornår han sidst har bedt fem gange.

Hykleriet

Yahya Hassan får øje på hykleriet hos sine forældres generation. Ifølge en kilde er det især Yahya Hassans mors onkel, som er imam i den kontroversielle Grimhøj-moske i Aarhus V, der en torn i øjet på den unge digter. Grimhøj-moskeen anses for at være en af de mest ekstreme moskeer i

Danmark, og flere terrordømte er kommet i moskeen. Det miljø er blevet symbolet for Yahya Hassan på hykleriet. Han beskriver islam i Danmark som et underklasse-islam, hvor imamer deler verden op i forbud, påbud, troende og vantro. En verden uden nuancer, som unge danske muslimer sluger råt, fordi de ikke kan arabisk og dermed ikke kan søge viden andre steder.

- Folk har ikke selvstændige tanker. De skal føje sig efter og følge de her imamer og andre autoriteter, som kun er ude på at kontrollere i Guds navn, siger Yahya Hassan i forbindelse med digtoplæsningen i Vollsmose.

Arrangementet bliver først aflyst af sikkerhedshensyn, men bliver flyttet til et andet sted i bydelen, hvor det bliver gennemført under massive sikkerhedsforanstaltninger. Blandt andet bliver der indført flyveforbud. Inden digtoplæsningen i Vollsmose har Yahya Hassan modtaget flere dødstrusler, og han bliver i november overfaldet på Københavns Hovedbanegård, da han følger sin kæreste til toget.

Yahya Hassan er også bevidst om, at han vil noget med sine digte. Hans underviser på forfatterskolen i Viborg, Bo Lille, husker, at han i november 2012 blev kontaktet af Yahya Hassan, som gerne ville have ham til at læse Hassans digte.

Yahya Hassan har også fortalt vennerne, at han er i gang med en ‘bog’, og han har luftet ambitioner om Gyldendal - Danmarks fineste forlag, som han på et tidspunkt tror er ude efter ham.

En historie, vennerne fortæller – om den er sand, fortaber sig – er, at Yahya Hassans ene fætter og en ven driller ham ved at udgive sig for at være en redaktør på Gyldendal, der gerne vil udgive hans digte.

Fætteren, der har fået nyt mobilnummer, ringer og fortæller, at han er redaktør på Gyldendal, og at det fine gamle forlag vil udgive hans digte.

Yahya Hassan skal, ifølge historien, have været i ekstase over det.

Indtil han opdager, at han er blevet narret.

For Ali Karim giver det god mening , at Yahya Hassan blev dén, han er.

- Jeg tror, det var meant to be. Hans rodløshed, ustyrlighed og sindssyge tankegang blev kanaliseret over i én ting:

Poesien.

 

Tilbage til toppen

 

Det vakte stort postyr, da Yahya Hassan skulle læse digte op på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. Flere trusler betød, at kampklædte betjente måtte mandsopdække den unge digter.
Det vakte stort postyr, da Yahya Hassan skulle læse digte op på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose. Flere trusler betød, at kampklædte betjente måtte mandsopdække den unge digter. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

 

 

 

 

Kapitel 7: Forfatteren

 

Cecilia Zwich Nash står i efteråret 2012 i en tilrøget kælder i kulturcafeen Café Under Masken i det centrale Aarhus. Et sted, hvor den aarhusianske undergrund og kulturinteresserede unge mødes. Cecilia skal optræde med et digt. Ikke langt fra står en ung, mørklødet og langhåret fyr. Han skal også læse et digt op i den lille kældercafé.

Han er nervøs for, hvordan publikum – caféens gæster – tager imod hans digte. Bag mikrofonen begynder han oplæsningen.

Caféens gæster lytter. Siger ikke et ord.

Cecilia er datter af Jørgen Nash, dansk maler, digter og provokatør, hendes farbror er Asger Jorn, og hun er nærmest opvokset i en palet af kulturelle klenodier. Alligevel fanger den langhårede fyr hendes interesse. Han er noget specielt.

Smuk og følsom

- Her stod denne her unge, smukke, følsomme fyr, der skrev enormt godt. Han var forslået. Han havde været igennem en helvedes masse ting, og så havde han bare ordet i sin magt.

Jeg fik på det tidspunkt lyst til at arbejde med ham, fortæller hun.

De kommer senere til at tale om nordisk litteratur.

Han har læst alt. Han har simpelthen læst alt.

- Det er altså ikke almindeligt for en 17-årig dreng, siger Cecilia Nash.

Tæt på domkirken

Yahya Hassan får sin debut som digtoplæser i efteråret 2012 i det røgfyldte, lavloftede kælderlokale på Café Under Masken i Aarhus. Caféen ligger i kælderen i samme bygning som Hotel Royal, der huser byens Kasino, og som ligger 20 sekunders gang fra Aarhus Domkirke. I en symbolsk forstand kunne Yahya Hassan næppe have valgt et sted, der ligger længere væk fra hans muslimske baggrund.

Yahya Hassan får en af sine drømme opfyldt, da han i begyndelsen af januar tjekker ind på Vallekilde Højskole på Vestsjælland.

Ghetto-drengen fra Aarhus V gør indtryk på de andre elever, der dog oplever ham som tilbageholden med at give af sig selv i begyndelsen. Det er som om, at han lige skal se de andre an, inden han åbner sig. En kilde mener, at han er sådan, fordi han tidligere i sit liv har oplevet, at folks fordomme har ramt ham. Derfor opretholder han den rå facade, han har lært mellem boligblokkene i hjembyen. Opholdet i det vestsjællandske ender dog brat, da Yahya Hassan bliver smidt ud af Vallekilde Højskole allerede efter et par måneders ophold, fordi han og en kammerat stjæler.

Stort indtryk

Men inden da har han gjort et stort indtryk på en af underviserne: Den anmelderroste og prisvindende digter Lars Skinnebach, der på højskolen møder en ‘usædvanlig intelligent og brændende følsom’ Yahya Hassan. Lars Skinnebach ser straks potentialet i Yahya Hassans digte og sender dem allerede i januar 2013 til Gyldendal. Det fornemste forlag i Danmark – og forlaget, som Yahya Hassan i flere år har drømt om at blive udgivet af.

En dag i januar i år sidder redaktør Simon Pasternak på sit kontor i Gyldendal-huset i det indre København.

Foran ham ligger en stak digte fra en ung, ukendt teenager.

Simon Pasternak er ikke i tvivl. Det her skal udgives, og det skal udgives hurtigt. Her foran ham på bordet ligger et materiale, som vil skabe voldsom debat.

En helt ny stemme

- Det var ikke svært at se, at det godt kunne blive sensationelt, så Yahya Hassan kom hurtigt til møde på mit kontor, og vi talte allerede ved første møde om udgivelse i år, når samlingen var færdig, siger Simon Pasternak.

- Først og fremmest er det en ekstremt stærk og skærkt skrevet digtsamling, der med en helt ny stemme fortæller om nogle erfaringer, som de fleste af os ikke har. Dernæst har den sat gang i en debat, som alle har en mening om, men netop fordi det er Yahya Hassans personlige stemme, hans personlige historie, bliver den ikke bare et debatindlæg. Og det har Yahya Hassan været god til at insistere på. Han er digter, ikke debattør eller politiker, siger Simon Pasternak.

 

 

 

 

Fem børn på række og en far med en kølle
Flergræderi og en pøl af pis
Vi stikker skiftevis en hånd frem
For forudsigelighedens skyld
Den der lyd når slagene rammer
Søster der hopper så hurtigt
Fra den ene fod til den anden
Pisset er et vandfald ned ad hendes ben

Fra digtet ‘Barndom’

Tilbage til toppen

 

Her er stiområderne i dagslys, hvor han voksede op hos sin far.
Her er stiområderne i dagslys, hvor han voksede op hos sin far. Foto: Betina Garcia
Vis mere

 

 

 

 

 

 

 

Kapitel 8: Faderen

 

Den 5. oktober spredes Politikens historie om den vrede, unge palæstinensiske digter, der er ‘fucking vred’ på sin forældres generation, som en steppebrand på de sociale medier. Især fædrene, der ‘rådne(r) passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden’, får verbale stryg af den unge digter.

I andet afsnit afsløres navnet på digteren, som trækker Sami Hassan ind i centrum af den debat, der kun lige er begyndt.

Navnet er Yahya Hassan, søn af Sami Hassan.

To dage efter artiklen i Politiken svarer Sami Hassan igen.

Ikke i avisen, men målrettet det muslimske miljø. På Facebook-siden, ‘Mit islam’ messer han på arabisk i en video, der varer 6 minutter og 49 sekunder:

- Jeg indbød ham gang på gang og tryglede ham indtil gråd. Oh, Yahya vend tilbage til Allah. Han valgte at afslå.

Selv om de danske medier, politikere og store dele af befolkningen har taget den unge digter til sig og tiljubler ham som en længe ventet integrationsfrelser, er det ikke alle, der er på hans side.

Fri fantasi

Den følgende uge skriver en ung mand, Mohammad Sabah Ahmad, der selv er fra Aarhus V, flere kritiske indlæg om Yahya Hassan.

Indlæggene får Sami Hassan til at ringe til Mohammad Sabah Ahmad søndag den 13. oktober. De mødes, og Sami Hassan fortæller, at sønnens digte er fri fantasi. Der var slet ikke ‘en far med en kølle’, ‘flergræderi og en pøl af pis’:

- Ja, jeg har givet ham nogle lussinger en gang imellem, men aldrig til en grad, at han eller andre af hans søskende har tisset i bukserne. Det har aldrig været voldsomt, som han beskriver, siger Sami Hassan.

Sami Hassan fortæller, at han har gjort sit bedste for at være en god far, fulgt Yahya Hassan i skole, og købt cigaretter til ham, så han ikke begik indbrud.

Sami Hassans forklaring kommer i et debatindlæg på Politikens hjemmeside, og er skrevet som en artikel af Mohammad Sabah Ahmad. Men Politiken fjerner indlægget, fordi avisen ikke kan få bekræftet, at det er Sami Hassan, der udtaler sig. BT har fået bekræftet, at udtalelserne er Sami Hassans, og de bliver også lagt ud på Mohammad Sabah Ahmads Facebook-profil.

I hvilken grad volden har fundet sted i familien Hassan, er der forskellige udlægninger af internt i familien.

Yahya Hassans lillebror skriver på Facebook, at Mohammad Sabah Ahmad ikke skal have ‘barmhjertighed for manden (faderen Sami, red.), fordi han sidder og græder. For det er sandt, det Yahya Hassan siger. Om du eller nogen anden vil tro på det, er en anden sag.’

Spørgsmål

Yahya Hassans fætter, Hassan Abou-Al-Foul, sætter dog spørgsmålstegn ved sandfærdigheden i digtet, hvor Yahya Hassan beskriver, at han selv og de fire søskende er blevet slået med en kølle.

- Han har da to søstre og to brødre, som stadig bor hjemme. Hvorfor er de ikke blevet tvangsfjernet, hvis det har været så slemt derhjemme? Hvorfor er hans far ikke blevet retsforfulgt af politiet?, siger Hassan Abou-Al-Foul til TV2 Østjylland.

49-årige Sami har efter skilsmissen fra Yahya Hassans mor i 2003 giftet sig igen. Han har fået tre nye børn. Han har siden 2012 været sygemeldt på grund af dårlig ryg og sukkersyge. Sami Hassan har ikke ønsket at tale med BT.

Tilbage til toppen

 

Yahya er kommet ud på den anden side. Fra pusher til poet. Her er tunnellen ved Trillegården i Yahya Hassans barndomskvarter, hvor han stadig kommer og besøger sin mor.
Yahya er kommet ud på den anden side. Fra pusher til poet. Her er tunnellen ved Trillegården i Yahya Hassans barndomskvarter, hvor han stadig kommer og besøger sin mor. Foto: Betina Garcia
Vis mere

 

 

 

 

 

Kapitel 9: Stilhed før stormen

 

 

 

 

Yahya Hassan har kæmpet utallige kampe i sit 18-årige liv.

Denne gang er dog anderledes. Det er sommeren 2013. Om få måneder er hans digte på gaden. På Gyldendal.

Yahya Hassan sidder med sin telefon i hænderne. Han indtaster et nummer. Han vil vise sin opbakning til en af sommerens mest omtalte og udskældte. En mand der står midt i det stormvejr, som snart er på vej ind over Yahya Hassan selv.

Hos Ahmed Akkari tikker der en sms ind. Akkari har haft en turbulent sommer. Manden med libanesisk baggrund er tidligere talsmand for Islamisk Trossamfund.

Han blev landskendt, da han deltog i en delegation under Muhammed-krisen tilbage i 2005, som opildnede til had mod Danmark. På den baggrund er han blevet meldt til politiet cirka 300 gange for landsskadelig virksomhed. Midt i stormvejret flyttede Akkari til Grønland, og han meldte sin ankomst tilbage til Danmark med et ændret syn på verden, hvor han advarer mod islamisme og politisk islam.

En varm hilsen

Med ét bliver den omvendte Akkari et hadeobjekt blandt muslimer i Danmark, ganske som Hassan ved, at han vil blive det. På sms modtager Akkari en varm hilsen fra en ung mand, hvis navn han ikke kender; Akkari tænker, at det er en ung mand, der nok studerer og er optaget af frisind, de findes heldigvis også.

Han skriver tilbage: ’Tak for dine ord. Lykke til med det hele.’

Ahmed Akkari tænker ikke nærmere over den unge mands henvendelse. Han får så mange beskeder, mail og opkald i de dage, hvor han undskylder sin rolle under Muhammed-krisen i 2005. Og samtidig aner han ikke, hvad denne Yahya Hassan er på vej med, og hvilken opstandelse det vil skabe. Få måneder senere bliver han meget klogere.

Yahya Hassan har endelig virkeliggjort sin drøm. Hans digte bliver nu udgivet på Gyldendal. Digte, han ved vil vække opstand-else og ravage. Han anskaffer sig en skudsikker vest.

Som altid er han klar til at tage kampen op.

 

Skudsikker vest

I oktober hører Ahmed Akkari om Yahya Hassan i radioen. Akkari husker tilbage på beskeden, han fik i sommer, og de to aftaler at mødes på Gyldendal.

Her viser Yahya Hassan sin skudsikre vest frem og fortæller, at det er en, han selv har skaffet.

De taler i mere end en time, mens de drikker kakao. Samtalen går på hykleriet i det miljø, de begge kender indefra. Yahya Hassan fortæller om sin opvækst.

Og så er der digtene, der er på vej.

Yahya Hassan virker urokkelig og determineret. Fuldt ud klar over, hvad han gør.

- Hvis man vil sige noget, må man også forvente, at der kommer klø den anden vej, siger Yahya Hassan til Akkari.

Samme dag giver unge Hassan mange interview, der vækker stor opsigt, og da hun – hans mor – ser det, reagerer hun: Hun elsker sin søn, og hendes dør er altid åben for ham. Men hun ringer og skælder ham ud, når han offentligt taler eller skriver dårligt om religionen og hendes eksmand.

Den slags gør man ikke, når man er en god muslim.

Tilbage til toppen

Nye kampe venter Yahya Hassan, som har lagt sig ud med det muslimske miljø, efter han har kritiseret islam.
Nye kampe venter Yahya Hassan, som har lagt sig ud med det muslimske miljø, efter han har kritiseret islam. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Kapitel 10: En ny kamp begynder

Der var et Danmark før og og et Danmark efter den 17. oktober 2013. Før og efter Pusheren og poeten. Før Yahya Hassans digtsamling – og efter Yahya Hassans digtsamling.

Men har opmærksomheden fra medier, politikere, meningsdannere og ‘ghetto-perkere’, den kommende millionindtjening, overfaldet på Københavns Hovedbanegård og PET-vagterne forandret ham? Gjort ham skør?

Yahya Hassan har, efter at hans digtsamling ramte hylderne hos landets boghandlere, vendt det hvide ud af øjnene i en tv-debat og har påstået, at han ikke har skrevet et af sine egne digte.

Det sidste sker i Københavns Byret, da han 9. december vidner mod den mand, der overfaldt ham på Københavns Hovedbanegård.

- Jeg har ikke skrevet det digt. Jeg er ikke ansvarlig for det, aviserne skriver. Man kan ikke stole på aviserne. Hvorfor bliver du ved med at henvise til et digt, jeg ikke har skrevet, forsvarer, lyder det fra Yahya Hassan i retten.

Til stor undren for forsvarer, anklager, dommer, presse og tilhørere.

Er det et tegn på, at han, efter et ekstremt mediepres, et offentligt opgør med sin far, tv-debatter om sig selv og sine digte og en ny tilværelse med PET-vagter, kun er ved at finde fodfæste som voksen, som kendt, som digter? Måske.

Frygtløs og arrogant

Men historien om Yahya Hassan er også historien om en provokerende, frygtløs, arrogant dreng med fuck dig-attituden siddende i øjnene, i munden, hvorend han går.

Måske er han bare tro mod sig selv, når han i retten – en af demokratiets og retssamfundets vigtigste instanser – læner sig tilbage og siger, at hans overfaldsmand ikke er ‘mit problem, han er jeres problem, han er retssystemets problem, han er ytringsfrihedskæmpernes problem.’

Pisser på demokratiet

I ghettoen pisser han på islam – i retten pisser han på demokratiet.

Måske er episoden i retten blot en understregning af, at han ikke er politiker eller debattør eller en normal samfundsborger. Han er digter. En digter, der skriver, hvad han ser og oplever, og ikke lader sig påvirke af reaktionerne fra dem eller det, han skriver om – uanset om de bærer advokatslips eller sælger hash mellem beton-blokkene i Aarhus V.

 

Tilbage til toppen