Både kommuner, skoleledere og lærere peger på problemer med at få kvalificerede ansøgere til ledige lærerjob.

København: I tre ud af fire kommuner har der inden for det seneste år været problemer med at rekruttere lærere til ledige lærerstillinger. I stedet står lærerstillingerne ubesatte, og timerne dækkes af andre lærere eller af en vikar uden læreruddannelse.

Det viser en rundspørge, som Lærerforeningen har foretaget blandt foreningens kredsformænd, skriver Berlingske.

- Vi hører dagligt om kommuner med ledige lærerstillinger, der ikke får ansøgere nok, siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, til avisen.

- Forældre og børn oplever i øjeblikket meget kontant, at eleverne får skiftende lærere og i lange perioder bliver undervist af folk, der ikke har en læreruddannelse, siger han.

Skolelederne nikker genkendende til problemet. Ifølge dem betyder den manglende efterspørgsel på lærerjob, at kvaliteten i undervisningen falder.

- Der er et problem, det er bestemt også vores opfattelse. Der er simpelthen ikke ledige lærere i øjeblikket. Vi prøver at få unge studenter i kortere vikariater og folk med en anden uddannelse som for eksempel akademikere ind som fysik- eller tysklærere.

- Jo længere tid man har et vikariat med ikke-læreruddannede, des mere vil kvaliteten falde, siger Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, til Berlingske.

Også lærernes arbejdsgivere i kommunerne har erkendt problemet.

Næstformand i Kommunernes Landsforenings Løn- og Personaleudvalg Claus Christensen (S) siger til Berlingske, at han ønsker undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) på banen for at sikre et større optag på læreruddannelserne.

/ritzau/