Næsten alle børnehaveklasseledere har elever, som ifølge dem burde have ventet med at starte.

København. Forældre burde i højere grad selv kunne bestemme, om deres barn skal starte i børnehaveklasse i det år, de fylder seks år, eller om måske har behov for at vente til næste kalenderår.

Det mener et flertal af børnehaveklasseledere ifølge en rundspørge i Politiken.

Ud af 468 ledere, der har svaret, mener syv ud af ti, at det skal være op til forældrene at vurdere, om deres barn er klar til skolestart.

Det kan være et problem, at aldersspændet i en klasse kan være op til 12 måneder mellem de ældste og yngste børn, mener over halvdelen ifølge undersøgelsen.

I Politikens rundspørge fremgår det, at hele 94 procent af børnehaveklasselederne sidste år havde havde børn i deres klasse, som ifølge dem burde have ventet med at starte i skole.

Elisa Bergmann, formand for pædagogernes fagforbund, Bupl, genkender billedet fra undersøgelsen.

- Det er et problem, at børn skal starte i skolen blot på baggrund af deres cpr-nummer. Det der skal være afgørende, for hvornår børn skal starte i skolen, er deres modenhed. Det, tænker vi, er en opgave, hvor pædagoger og forældre i samarbejde finder ud af, hvornår det tidspunkt er, siger hun til Ritzau.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) ser dog ingen grund til at ændre proceduren om skoleudsættelse.

- Vores tal viser, at otte procent ikke starter det år, de fylder seks. Særligt piger starter tidligere. Men en stor del af de otte procent er senere startere, og vi følger løbende udviklingen og de erfaringer, som kommunerne gør sig, siger hun til Politiken.

Elisa Bergmann er uenig:

- Vi bør få ændret den regel, der gør, at børn skal starte, blot fordi de er seks år. Det handler om, hvorvidt børnene modenhedsmæssigt er klar. Det er en opgave og vurdering, som forældrene sammen med pædagogerne skal tage, siger hun.

/ritzau/