Lærerne i gymnasiet vil gerne have mulighed for at udfordre de dygtigste elever, viser lærernes debatoplæg til den kommende gymnasiereform.

Talentfulde elever skal have større udfordringer, hvis det står til lærerne i gymnasiet. Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af et debatoplæg til den kommende gymnasiereform, som Gymnasieskolernes Lærerforening offentliggør fredag.

Foreningens formand Annette Nordstrøm Hansen forklarer, at muligheden for at dele eleverne op efter faglige evner skal foregå mere systematisk.

»Enkelte gymnasier arbejder allerede med niveaudelt undervisning, men vi vil gerne arbejde mere systematisk med det. Der skal ikke oprettes elitespor eller ufleksible klasser for dem, der enten er gode eller dårlige. Men der skal være større udfordring, også til de talentfulde elever,« siger hun til Jyllands-Posten.

Debatoplægget giver udtryk for lærernes bekymring for både det omdiskuterede karakterkrav, samt planerne om at gøre undervisning i matematik på B-niveau obligatorisk.

Ifølge formanden vil et karakterkrav ikke have nogen stor effekt, og samtidig vil det antyde, at gymnasiet ikke er for alle. Derudover påpeger Annette Nordstrøm Hansen, at gruppen af elever på ungdomsuddannelser, som ikke har matematik på B-niveau, vil opleve den obligatoriske matematik som en unødvendig forhindring ved gymnasiet.

Sidst men ikke mindst lægger lærerne op til styrke studieretningerne og fremme muligheden for projekteksamener.

Socialdemokraternes undervisningsordfører, Ane Halsboe-Jørgensen (S), påpeger over for Jyllands-Posten, at både eksamensformer og studieretninger er i fokus i regeringens kommende gymnasiereform.