Lærere i Aarhus skal være på skolen i knap seks timer om dagen og bruge mindre tid på at arbejde derhjemme.

Godt 3.200 skolelærere i Aarhus skal i fremtiden være flere timer på skolerne, skriver Politiken.

Aftalen om lærernes arbejdstid, som Aarhus Kommune, Århus Lærerforening og Aarhus Skolelederforening mandag eftermiddag indgik, går stik mod den linje, som Danmarks Lærerforening lægger op til for næste års forhandlinger om nye overenskomster, og glæden er stor i byrådet i Aarhus.

- Vi får mere undervisning for pengene, og vi sikrer en tæt dialog om at skabe meningsfulde lokale løsninger. Det er afgørende for at sikre en god hverdag for eleverne i vores skoler, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Børn og Unge, til Politiken.

Aftalen indfrier samtidig et sparekrav på 37 millioner kroner.

De aarhusianske lærere kan komme til at undervise en time mere om ugen end lærerne i resten af landet, og de skal være 75 procent af arbejdstiden på skolen eller sammen med eleverne på ture for eksempel. Det vil kort fortalt sige, at de skal være på skolen i knap seks timer om dagen. Landets næststørste by har til Danmarks Lærerforenings ærgrelse brugt en smutvej - en KTO-aftale uden for den overordnede aftale - til at komme uden om de generelle arbejdstidsregler for lærere. De aarhusianske lærere er på det rene med, at det er en kontroversiel aftale, men kan se fordele ved den længere tid på skolerne.

- Vi ved fra trivselsundersøgelser, at konflikten mellem arbejde og familieliv er noget af det, som belaster lærerne mest; lærerne tager for meget arbejde med hjem. Vi vil bruge tilstedeværelsen på skolen til tage færre opgaver med hjem. Det håber vi, kan have en effekt på trivslen, siger formand Søren Aakjær, Århus Lærerforening, til Politiken.

Der kommer nok ikke en kurv med lækkerier fra Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, i anledning af arbejdstidsaftalen, skriver Politiken.

Bondo Christensen indleder tirsdag en kongres, hvor der skal lægges op til forhandlingerne om overenskomster til foråret.

- Nu får vi et forsøg i Aarhus, så må vi se, hvordan det går. Men det er ikke den tankegang, vi får brug for i overenskomsten for 2013, siger Anders Bondo Christensen, til Politiken.

BNB