Iben Kadziola (tidl. Detlefs, red.) er død i en alder af kun 48 år.
Iben Kadziola (tidl. Detlefs, red.) er død i en alder af kun 48 år. Foto: Thomas Lekfeldt / Bent K. Rasmussen

Prins Joachims ungdomskæreste, Iben Kadziola (tidligere Iben Detlefs, red.) er død efter længere tids sygdom. Men hendes død kunne være undgået, siger hendes enkemand.

Det begyndte med træthed og ondt i ryggen. Iben Kadziola gik til lægen. Kunne det være kræft? Nej, mente lægen, det skal bare trænes væk. Mandag døde hun af kræft i en alder af 48 år.

Iben Plesner Hviid Kadziola efterlader sig ægtemanden Thomas Plesner Birch Kadziola og to børn fra et tidligere forhold. Over for BT bekræfter Thomas Kadziola, at hans hustru er afgået ved døden. En død, han mener, kunne være undgået:

»Hun havde levet den dag i dag, hvis lægen havde lyttet til hende, da hun sagde, at hun havde kræft. Det er en skamplet og et glimrende eksempel på, at læger skal lytte lidt mere til deres patienter,« siger han til BT.

Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland blev endestationen på Iben Kadziolas rejse gennem livet. En rejse der førte op ad røde løbere og dybt ind i Amalienborgs forgyldte palæer.

Men det liv, hun levede frem til sin død, var et liv langt fra diademer og gallauniformer. Iben Kadziola levede et liv som kunstner og billedkunstlærer på en landejendom i Nysted, hvor hun boede sammen med sin mand, der også er billedkunstner.

Blev ikke taget alvorligt

I et interview med Femina i 2014 beskrev hun Thomas Kadziola som ’sit livs kærlighed’, men midt i lykken blev hun ramt af den kræftsygdom, der langsomt sneg sig ind på hende.

Hun var træt. Hendes hår faldt af. Hendes hud kløede, og hun havde smerter i ryggen. Iben Kadziola gik fire-fem gange til sin egen praktiserende læge, men hendes symptomer blev ikke taget alvorligt, fortalte hun til Femina:

»Min mor havde kræft, og jeg syntes, der var symptomer, der lignede. Især den dér udmattelse. Jeg var tappet på en helt ekstrem måde. De sidste gange jeg gik hjem fra den praktiserende læge, gik jeg hjem og satte mig til at stortude. Jeg fik bare at vide: »Du er jo for ung til, at du kan fejle noget.« Men der var jo noget rivende galt,« sagde hun i interviewet, der ifølge Thomas Kadziola var et år undervejs og tærede enormt på hendes kræfter.

Tarmkræften havde spredt sig

Det var en kiropraktor, der som den første tog Iben Kadziolas symptomer alvorligt, og sagde, at hun havde mere end almindeligt ondt i ryggen. Hun fik en ny praktiserende læge, der sendte hende videre til undersøgelse. Men da var det ved at være for sent. Undersøgelsen viste, at hun havde langsomt voksende tarmkræft. Sygdommen havde pludselig spredt sig voldsomt til underlivet og ind i ryggen. Senere opstod der metastaser i lungerne og en i bækkenet. Iben Kadziola blev opereret, men kræftsydgommen kunne ikke kureres. I interviewet med Femina fortrød Iben Kadziola bittert, at hun ikke stolede mere på sig selv:

»Jeg skulle have sagt: ’Jeg kræver at blive undersøgt.’ Jeg fik at vide, at jeg bare skulle træne rygsmerterne væk. Og lægen var også træt om eftermiddagen, sagde han. Lige dér skulle jeg have været mig selv tro. Jeg kunne jo godt mærke på min krop, at dervarnoget galt. Jeg fortrydersåmeget, at jeg ikke havdelidtmere selvtillid til at insistere. Jeg kunne have været sparet for meget. I værste fald for at miste livet,« sagde hun til Femina.

I det sidste år af Iben Kadziolas liv blev hun behandlet med kemo, stråler og stærk smertestillende medicin.

Thomas Kadziola er vred midt i sorgen:

»Der er en grund til, at Danmark ligger i bund i Norden med hensyn til kræftbehandling, og jeg tror, det her er forklaringen. Der må være en mekanisme, som gør, at det ikke kan betale sig for læger at sende patienter videre til undersøgelse,« siger han.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Praktiserende Lægers Landsorganisation.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook