Praktiserende læger og apoteker har igennem længere tid manglet vacciner mod smitsom leverbetændelse også kendt som hepatitis A. Vaccinationslæge kalder situationen "grotesk".

- Den kan vi desværre ikke give dig.

Sådan lød den overraskende besked, da 74-årige Liss-Lotte Talbro for nylig kontaktede sin læge i Odense for at blive vaccineret mod smitsom leverbetændelse - den såkaldte hepatitis A-virus.

Liss-Lotte Talbro havde brug for vaccinen, fordi hun sidst i juli rejser til Seoul i Sydkorea, der er et af de steder, hvor der er risiko for at få den smitsomme sygdom, men da hun kontaktede sin læge fik hun beskeden om, at den desværre var udsolgt.

Det skriver Fyens.dk.

- De sagde, at den var udsolgt i hele Europa. Det blev jeg da noget overrasket over. Hvad nu, hvis der pludseligt kom en epidemi og man så ikke havde nogen vacciner mod sygdommen. Hvad så?, spørger hun.

Liss-Lotte Talbro er dog nu blevet vaccineret mod sygdommen før afrejsen til Seoul den 20. juli.

I stedet for vaccinen mod hepatitis A har hun fået en vaccine, der både dækker hepatitis A og B. Det har dog heller ikke været helt problemfrit. Kombinationsvaccinen skal tages over tre omgange og er lidt dyrere. Første dosis fik hun hos sin egen læge. Men da hun efterfølgende selv skulle hente anden dosis på apoteket, var den også udsolgt.

- Hun sagde, at det eneste, de havde tilbage var børnevaccinationer, så dem endte jeg med at blive vaccineret med, siger Liss-Lotte Talbro, der var heldig med at være ude i god tid inden rejsen.

Mens man kan blive vaccineret mod hepatitis A to uger før afrejsen, kræver det nemlig længere tid til afrejsen - nærmere betegnet seks uger - når man skal vaccineres med kombinationsvaccinen.

- Jeg har mit på det tørre, men jeg synes da, at folk skal vide, at man ikke kan få vaccinen. Og så er det jo ikke særligt betryggende, at man pludseligt står og mangler en vaccine på den måde, siger Liss-Lotte Talbro.

Læge Mogens Rishøj fra Danske Lægers Vaccinationsservice har også mærket manglen på vaccinen i sin praksis.

Han mener, at det er et problem, at Statens Serums Institut har eneret på at indkøbe vaccinen.

- Jeg synes, at det er grotesk, at vi har et system, hvor Statens Serum Institut har eneret på at få det hjem, så vi nu lige pludseligt kommer til at stå i en situation, hvor man ikke kan levere en så central vaccine. Det holder ikke, siger Mogens Rishøj.

Har også manglet stivkrampe-vacciner

Vicedirektør for Statens Serums Institut, Ole Jensen, bekræfter, at vaccinen mod hepatitis A har været udsolgt i nogle måneder. Han peger på, at både Statens Serums Institut og andre producenter af vacciner ind i mellem løber tør, fordi produktionen er biologisk og der derfor kan gå noget galt i processen, som betyder, at man må skrotte et parti af vaccinen.

- Det er rigtigt, at vi har haft problemer med at skaffe vacciner mod hepatitis A, fordi producenten simpelthen ikke har kunnet levere den. Det gælder ikke kun i Danmark, siger Ole Jensen, der peger på, at man i en periode også har manglet vacciner mod stivkrampe og difteri:

- Det er den type, som folk får, hvis de kommer til skadestuen og skal revaccineres. Den havde vi i en kort periode også problemer med, men det skulle være bedre nu.

Statens Serums Instituts egen vaccineproduktion blev i starten af året solgt til det saudiarabiske koncern Aljomaih Group. Salget har dog intet at gøre med problemerne med vaccinen mod hepatitis A.

- Det har intet at gøre med salget af vaccineproduktionen. Statens Serums Institut har aldrig lavet vacciner mod hepatitis, siger Ole Jensen.

Det er ikke første gang, at lægerne og apotekerne løber tør for vacciner. I vinter drejede det sig om vaccinen mod influenza og nu altså vaccinen mod smitsom leverbetændelse, der har været udsolgt siden foråret og først forventes at være tilbage på hylderne til efteråret.