De ældre bliver de første ofre, lyder det kun halvanden uge før historisk omfattende ændring af lægevagten i København

Kritikken hagler ned over Region Hovedstaden, der fra nytår fjerner lægevagten til fordel for den nye 1813-ordning.

Om kun 9 dage træder det nye system i kraft, men der er stadig huller i vagtplanen. Senest er to jyske vikarbureauer blevet sat på sagen, så der er personale nok til at tage telefonerne og køre på sygebesøg blandt hovedstadens 1,8 million indbyggere.

Systemet møder nu også lægelig kritik, fordi det er sygeplejersker, der står i forreste geled og sorterer opkaldene.

- Det er katastrofalt, at borgerne skal udsættes for dette eksperiment, og det er dobbelt katastrofalt, at det så er så dårligt forberedt, siger Anders Beich, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin i hovedstaden.

Formanden kritiserer især, at syge borgere nu får en sygeplejerske i røret i stedet for en speciallæge i almen medicin. Speciallægen er vant til at møde patienter, der har flere sygdomme på en gang.

- De mest bekymrede er de ældre medborgere. De henvender sig sjældent til lægevagten, men når de gør, er det fordi, de virkelig er syge, og derfor har de krav på at møde en speciallæge i almen medicin, lyder kritikken.

Lægevagten nedlægges

Hovedstadens nye ordning, der træder i kraft fra nytår, betyder, at den normale lægevagt bliver nedlagt. Hidtil er den blevet drevet af de praktiserende læger, men den opgave overtager Region Hovedstaden.

Efter nytår kan man ikke længere dukke uanmeldt op på skadestuerne eller ringe til lægevagten, som op mod 800.000 borgere årligt benytter sig af i hovedstaden.

Det betyder, at alle, der bliver syge uden for lægens normale åbningstid, skal ringe til 1813-akuttelefonen. Her får de i første omgang en specialuddannet sygeplejerske i røret, der har mulighed for at henvise til en læge. I telefonen kan borgerne få grønt lys til at tage på skadestuen, få sendt en læge ud eller få gode råd til, hvordan de tager vare på sig selv, indtil deres egen læge igen slår dørene op.

Afviser kritik

Freddy Lippert, der er leder af Akutberedskabet i Region Hovedstaden, afviser kritikken.

- Vi har rigtig gode erfaringer med sygeplejersker allerede nu. På baggrund af 112-funktionen har vi kigget på, hvor dygtige de er til at genkende de akutte tilstande, og det kan de lynhurtigt allerede nu. Oven i det har vi læger siddende klar til at støtte dem, siger Freddy Lippert.