Sagen om en 75-årig studerende, som kom i praktik på Rigshospitalet, har skabt en debat om manglende aldersgrænser på medicinstudiet. Det er problematisk, hvis en studieplads på det attraktive studie går til en person, som ikke kommer ud på arbejdsmarkedet bagefter, siger Lægeforeningen.

Da Rigshospitalets mave-tarm-kirugiske afdeling og flere andre af hospitalets afsnit havde en 75-årig medicinstuderende i praktik, fik det sygehusets ledelse til at reagere i et brev til Københavns Universitet, som havde pålagt Rigshospitalet at modtage den 75-årige studerende.

»Vi skrev til universitetet og undrede os over den studerendes alder. Men vi fik at vide, at sådan var det, og derefter forberedte vi afsnittene om, at der ville komme en person, som ville forvirre begreberne noget. Efter at manden kom, vendte vi skråen en gang og nåede frem til, at det ikke var etisk rimeligt, at han skulle undersøge og tale med patienterne, når han aldrig ville komme til at virke klinisk som læge,« fortæller klinikchef på Rigshospitalet Jens Hillingsø til Politiken.

Sagen har skabt en debat om manglende aldersgrænser på medicinstudiet, og får nu Lægeforeningen til at kræve reglerne for optag ændret på studiet, som er et af landets dyreste studier.

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen siger til avisen, at der er mange ansøgere til medicinstudiet, som afvises hvert år, og det er problematisk, hvis en studieplads går til en person, som ikke kommer ud på arbejdsmarkedet bagefter. Han ser derfor gerne, at adgangen til studiet bliver ændret.

Ifølge autorisationsloven bortfalder retten til at arbejde selvstændigt nemlig, når en læge fylder 75 år.

Institutleder for klinisk medicin ved Københavns Universitet Lars Bo Nielsen vil gerne tage diskussionen, netop fordi man kan uddanne sig til et job, man rent lovligt ikke bestride, når man er fyldt 75 år.