På opfordring fra læge på Nørrebro flyttede patienter i to tilfælde fra Københavns Kommune for at få tilkendt førtidspension

Praktiserende læge Anders Beich fra Nørrebro i København har set mange udsatte borgere kæmpe forgæves for at få førtidspension. Selvom de har lægepapirer på at have en ubetydelig arbejdsevne, er de blevet sendt i ressourceforløb, som skal få dem tilbage på arbejdsmarkedet. Forløb, som de ikke været i stand til at gennemføre.

Derfor har han opfordret patienter til at flytte til andre kommuner, hvor det er nemmere at få førtidspension. I to tilfælde har hans patienter lyttet til hans råd og fået førtidspension, skriver Dagbladet Information.

»Det er jo klart, at det er fuldstændigt uholdbart, at man som læge i en kommune skal bede sin patient om at flytte. Det er jo helt absurd. Men det er jo patienter, som jeg har skønnet, var i direkte fare for at gå til i sagsbehandlingen,« siger Anders Beich, der foruden at være praktiserende læge på Nørrebro også er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, til Information.

Som Information har beskrevet, er der store forskelle på tværs af kommunerne i vurderingen af, hvem der bør tildeles ressourceforløb og førtidspensioner, hvilket er sket efter førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013. En af de kommuner, der tildeler færrest førtidspensioner i forhold til befolkningsstørrelse, er netop København.

Anders Beich understreger over for Information, at det er »en sidste udvej« at bede en patient flytte kommune.

Et ressourceforløb kan vare i to til fem år, og en borger kan deltage i flere forløb efter hinanden. De årelange forløb kan ifølge lægen få voldsomme konsekvenser både psykisk og fysisk for den lille gruppe af udsatte borgere, som »for længst har bevist deres manglende funktionsevne«.

»Jeg har oplevet et system, der sagsbehandler nærmest i det uendelige. Et system, hvor det er umuligt for borgeren at finde ud af, hvor forløbet bærer hen, og hvor man parkerer mennesker med meget ringe funktionsevne i årevis uden at lytte til egen læges vurderinger,« siger han til Information.