Siden han var et halvt år gammel har Peter Svendsen, søn af ’Låsby Svendsen’ været med, når faderen laver forretninger.
På overfladen er alt stadig som det plejer: Den gamle Svendsen uddeler håndslag, griner og handler med alt mellem himmel og jord, mens sønnen står i baggrunden. Han fylder poser på stribe til den strøm af mennesker, der passerer gennem det nye marked i Sabro vest for Aarhus.
’10-kroners marked,’ står der på store gule skilte ved sønnens stand, mens faderen tilsyneladende ordner store forretninger over telefonen. Men bag facaden har alt ændret sig, og i dag er rollerne vendt på hovedet afslører sønnen nu overfor BT.
Det er rent skuespil
- De sidste par år har været hårde for ham. Han vil gerne fremstå som sit gamle jeg, men det hele er skuespil. Når han er hjemme, er han helt anderledes. Efter, han blev opereret i juni, har han sovet mere, end han ellers har gjort hele sit liv. Det er kun i weekenderne, han liver op. Det betyder alt for ham at komme ud på markederne, siger Peter Svendsen.
Sønnen der har tredje generation Svendsen ved sin side i form af en lille datter, som går til hånde, fortæller samtidig, at det i virkeligheden er ham, der står bag det nye marked i Sabro. Faderen er der blot, fordi han kan lide det, og fordi hans blotte tilstedeværelse tiltrækker både kunder og forretningsdrivende.
- Det er mit navn, der står på lejekontrakten og det er mig, der tager mig af alt det formelle. Det behøver ikke være nogen hemmelighed. Men det er godt, at han er med. Også for ham selv, for det er virkelig det eneste, der holder ham i gang, siger Peter Svendsen.



