For ni måneder siden sendte et alvorligt cykelstyrt  den sportstrænede Camilla Pedersen i koma i 19 dage. Det lykkedes den 31-årige kvinde at kæmpe sig tilbage til livet, og nu er hun i fuld gang med søndagens halve Ironman i Aarhus.

- Indtil videre går det planmæssigt for den seje vestjyde. Hun var først oppe af vandet, og i øjeblikket fører hun på cykelturen.

Sådan skriver Jyske Vestkystens netavis jv.dk i en live-opdatering fra den halve Ironman i Aarhus. 'Den seje vestjyde', de omtaler, er 31-årige Camilla Pedersen.

Og det er noget af en bedrift. For den 3. september sidste år styrtede den 31-årige triatlet fra Esbjerg under en træningscykeltur og fik kraniebrud og blødninger i hjernen. I 19 dage lå hun i kunstigt koma, indtil hun vågnede op, helt afkræftet og med en vægt, der var skrumpet ned til 42 kilo.

Straks begyndte den 31-årige jernkvinde den helt store genoptræning, og siden har den tredobbelte guldvinder vundet fire konkurrencer og fører nu tilmed dagens halve ironman-konkurrence på 1,9 km svømning, 90 km cykling og 21,2 km løb.

Deltager for at vinde

- Det er et træningsløb for mig, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så stiller jeg aldrig op for bare at være med..[..]. Og når jeg ser på mig selv og min egen formkurve, så føler jeg, den også er god nok til at vinde i Aarhus. Jeg skal give den alt, hvad jeg kan, og så må vi se, om det er nok, lød det før løbet fra Camilla Pedersen til jv.dk

Egentlig skal den halve ironman blot skal ses som opvarmning til det helt store brag,  EM i Frankfurt om to uger, hvor hun skal forsvare sin titel, samt en placering i top tre, der giver adgang til drømmepladsen til VM på Hawaii i oktober.

Det var netop den konkurrence, hun var med at træne sig op til sidste september, da hun i stedet styrtede lå døden nær i 19 dages koma.