I aften blænder TV2 op for en ny dokumentarserie, 'Stop nu krigen, mor og far', hvor man går helt tæt på de konfliktfyldte skilsmisser, der udarter sig til en sand krig om børnene.

Mette Borum og Kristian Knudsen gik fra hinanden for fire år siden. Lige siden har deres to børn på hhv. otte og ni år lidt under forældrenes krig.

Først da forældrene sagde ja til at medvirke i programmet og kom i familieterapi, er de kommet på talefod igen. Og Kristian ser igen sin ældste søn, der på et tidspunkt af loyalitet overfor sin mor, valgte sin far helt fra.

- Vi var helt ude på randen, hvor vi ikke kunne komme længere. Vi havde ikke flere ressourcer at trække på. Vi var opgivet af skolen og statsforvaltningen og vi havde ulykkelige børn og var selv ulykkelige. Vi sov ikke om natten. Vi kunne ikke mere. Krigen måtte stoppe der.

Hvordan kunne det komme så langt?

- Ja, det kan jeg også spørge mig selv om, hvordan fanden vi kom helt derud. Men det gør man i ulykke, desperation og i kampen for at have sine børn lige meget. Ikke vil lytte til hinanden og bare ikke kan kommunikere, lyder Mette Borums egen forklaring.

'Stop nu krigen, mor og far' sendes onsdag på TV2 kl. 20.50.