Busselskabet Movia har valgt at fjerne en reklame for stripklubben Mirage efter at have fået massiv kritik på sociale medier. Dansk Kvindesamfund bifalder beslutningen.

En frodig kvindenumse har den seneste tid prydet fire af trafikselskabets Movias busser i København.

Numsen reklamerede for stripklubben Mirage, men efter massive protester på blandt andet de sociale medier har Movia valgt at pille reklamerne af busserne. Det glæder Dansk Kvindesamfund, der har betegnet reklamen for »sexistisk og seksualiserende markedsføring«.

»Vi har at gøre med en reklame, som portrætterer kvinder som et sexobjekt. Og vi ved, at jo mere drenge og piger udsættes for denne her form for portrættering af kvinder, jo mindre empati får man faktisk for kvinder,« siger forkvinde Ulla Tornemand.

»Vi ved også, at det påvirker rigtig mange børn og unge, specielt unge piger, og der er lavet danske undersøgelser, som viser at hver femte pige mellem ni og 12 år er utilfreds med sin krop. Så når vi udsættes for forskellige kvindebilleder med perfekte kroppe, eller på anden vis er seksualiserede, så påvirker det os,« siger hun.

Dansk Kvindesamfund delte mandag på Facebook et opslag fra 'En Feminists Bekendelser', og så rullede lavinen:

Dansk Kvindesamfund har tidligere fået afvist klager over energidrikken Cult og privathospitalet Nygarts busreklamer med bare bryster af Forbrugerombudsmanden.

Hos Movia forklarer centerchef Søren Englund selskabets beslutning om at fjerne reklamen med, at den simpelthen var for meget.

»Den er på grænsen til at være pornografisk. Reklamen er meget stor, og man kan i hvert fald ikke undgå at se den i gadebilledet,« siger han til tv2.dk.

Søren Englund forklarer, at det ikke er Movia selv, der står for reklameringen. Det er et eksternt reklamebureau, der sælger pladsen på busserne. Movia regner dog med, at de generelle reklameregler skal diskuteres til et møde i efteråret.