Kvinders vold mod mænd er stort tabu

Det er forbundet med stor skam for mænd, når de bliver udsat for vold i hjemmet, viser undersøgelse.

Det bliver opfattet som skamfuldt, når mænd udsættes for vold af en kvinde, og derfor er det svært for mændene at gøre noget ved det. Det viser en undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for Ministeriet for Ligestilling og Kirke.

En nylig opgørelse viste således indikationer på, at flere og flere mænd udsættes for fysisk vold af deres kæreste eller ægtefælle. I 2010 rapporterede omkring 10.000 mænd, at de i løbet af året var blevet udsat for fysisk vold af en partner, og den nye undersøgelse, der bygger på interviews med 12 voldsramte mænd, tegner et billede af nogle af mændene bag statistikken.

Ingen af de 12 mænd har anmeldt deres tidligere partner til politiet, da de oplever, at det både er svært at anmelde volden og at søge hjælp. Blandt andet fordi, de har været bange for ikke at blive taget alvorligt af politiet og fordi, de ikke føler, de mødes med samme forståelse og tilbud om hjælp som kvinder i samme situation.

Og der er behov for at gøre noget ved det, lyder det fra ligestillingsminister Manu Sareen (R).

- Den nye undersøgelse viser, at tabuet om vold mod mænd er en kæmpe udfordring. Det første skridt er derfor at få sagt højt og tydeligt: Mænd bliver også udsat for vold af deres partner! Og de har også ret til at få hjælp! Jeg håber, at den nye undersøgelse kan være med til at sætte gang i en ny debat - og at vi på den måde kan bidrage til at bryde med tabuet, siger Manu Sareen i en pressemeddelelse.

De 12 interviewede mænd i undersøgelsen har været udsat for forskellige former for vold, hvor den hyppigst forekommende form er psykisk vold, og samtlige mænd angav at have været udsat for netop psykisk vold. Eksempler på dette kan være ydmygelser over for andre eller at blive kontrolleret. Syv mænd har været udsat for forskellige former for fysisk vold fra en kvindelig partner.