Det er oftest kvinderne, der bliver hjemme fra arbejde, når børnene er syge, siger forsker.

Det er oftest kvinderne, der tager fraværet og bliver hjemme med de syge børn, skriver Politiken.

I Arbejdskraftundersøgelsen fra Danmarks Statistiks fra 2013 blev cirka 21.000 danskere i arbejde spurgt, hvor mange timers fravær de havde på jobbet ugen før.

Det gennemsnitlige fravær i den pågældende uge for danskere i parforhold med børn under 13 år i husstanden var for kvinder 6,8 timer, mens det for mænd var 4,2 timer.

Og der er ingen tvivl om, at meget af forskellen kan forklares med, at kvinderne bliver hjemme, når børnene er syge, siger kønsforsker Karen Sjørup fra Roskilde Universitet til Politiken:

»Det er en indbygget forhåndsforståelse blandt arbejdsgivere, som her bliver bekræftet, om at kvinder nu engang har mere sygdom og tager sig mere af børnene«.

Hun vurderer også, at tallene - med forbehold for undtagelser - viser, at flere mænd fokuserer på karrieren, og at bedsteforældrene har for travlt til at hjælpe.

Familieordfører Louise Schack Elholm (V) fra Venstre siger til avisen, at det er op til familierne selv at finde ud af, hvem der tager fraværet fra jobbet, når børnene er syge.

Den holdning er ligestillingsordfører for Socialdemokraterne Rasmus Horn Langhoff (S) lodret uenig i. Han mener, at tallene viser et uhensigtsmæssigt mønster, hvor kvinder er omsorgspersoner, mens mændene tjener pengene.

»Det er et levn fra fortiden, vi holder ved, fordi vi har et kønsopdelt arbejdsmarked,« siger han til Politiken og peger på barselslovgivningen som en del af problemet.