Landets mest omtalte flaskesamler, en ældre dame med asiatisk udseende, der blev fotograferet af Ayse Dudu Tepe fra Radio 24/Syv søndag, er nu fundet af samme radiostation.

Damen hedder Cuc Larsen, hun er 65 år, pensionist og bor i en lejelejlighed på Vesterbro, København, fortæller 24/Syvs reporter, Kristoffer Eriksen fra stationens Morgenradio, der talte med Cuc Larsen tidligere mandag.
 
- Hun har det fint, og siger, at hun ikke lod sig mærke med ydmygelserne. Det kalder hun det i øvrigt ikke selv, siger Kristoffer Eriksen til BT.

Dudu Tepes billede blev taget søndag eftermiddag, og viser Cuc Larsen stående i vand til knæene nede i en vandgrav, der er del af et springvand på Halmtorvet på Vesterbro i København. 
Rundt om står en mængde Brøndbyfans, der ydmyger hende ved at kaste dåser og mønter ned i vandet til hende.

Dudu Tepe har på Radio 24/Syv fortalt, at flere af fodboldtilhængerne morede sig højlydt over den ældre dame, nogle ved at kaste dåser og flasker mod hende, så vandet sprøjtede op på hende, og andre ved at smide mønter, som flaskesamleren så kunne samle op på bunden af springvandet. 

Cuc Larsen husker udmærket episoden, og siger til Radio 24/Syv:

- 'Jeg ved godt, at de drillede mig'. 'De kastede ting ned til mig på en drilsk måde'. Det er sådan hun fortæller det til os. Cuc er kendt som flaskesamler i området, og hun er godt klar over, hvad der foregik. Men hun har tydeligvis valgt ikke at lade sig gå på, af det der skete. 

- Hun siger, at det var meget rart, at hun kunne tjene nogle flere penge, end hun plejer at få ved at samle flasker, fordi de kastede både mønter, dåser og flasker ned til hende, siger Kristoffer Eriksen, der fortæller, at Cuc Larsen oprindeligt er fra Vietnam, og bor alene i lejligheden, fordi hendes danske mand døde for tre år siden. 
 
- Hun virker som en supersej gæv dame, der ikke har behov for at sige noget grimt om de andre mennesker på billedet. Hun havde utroligt svært ved at forholde sig til, at det er blevet så stor en historie, og at den også er nået til både Sverige og Norge.

- Det må de da gerne diskutere, siger hun til os, fortæller Kristoffer Eriksen til BT.

Allerede i aften, mandag, klokken 23.00 på Radio 24/Syv kan de første dele af interviewet høres på stationens program Datolinjen.

I morgen tidlig fra klokken 7.00 kan hele interviewet høres i 24/Syv Morgen.